Af Mariya Alfa Staugaard
Brian Allesøe er 44 år gammel og er født og opvokset i Herning. Han flyttede til København i 1996, samme år som København var vært for EuroPride. Siden da har Brian været til samtlige Prides, der er blevet afholdt i København, til og med WorldPride i 2021. Siden 2018 har han desuden siddet i Copenhagen Prides bestyrelse som suppleant.
“Der er noget helt magisk ved at se folk stå med deres små børn, at de giver det videre, at der skal være plads til alle.”
Hvordan endte du første gang med at tage til Pride i København?
Det hænger egentlig sammen med min spring-ud historie. Jeg var i København i 1995 for at besøge en veninde, og det var der, jeg fandt ud af, at jeg var bøsse. Jeg skulle herover igen for at holde nytår, og på et tidspunkt inden da, spørger min mor, hvad mine planer er, og jeg fortæller hende, at jeg gerne vil til EuroPride, og at jeg var bøsse. Så fik vi ligesom en snak ud af det. Så allerede der havde jeg en plan om, at jeg skulle til København til EuroPride, og så blev det til, at jeg også skulle flytte herover.
Hvordan var din oplevelse af EuroPride?
Jeg havde jo ingen idé om, hvad det var, der skulle ske, så jeg bumlede bare rundt til nogle af festerne. Israels Plads var ‘PrideTown’ og så kunne man købe et dogtag, der gav rabat forskellige steder. Jeg var jo helt ny, men jeg fik ret hurtigt et lille netværk af venner i København.
Hvad har fået dig til at vende tilbage til Copenhagen Pride i årene efter, har det været helt selvfølgeligt?
Ja — wouldn’t miss it for the world! Højdepunktet, det er paraden. Jeg har både været på vogn, gået og været tilskuer. Men tit er det noget med, at man står og ser paraden, og når den så har været forbi, går man bagefter ned til Rådhuspladsen. Alle årene har der været en parade, men det har været meget svingende størrelser.
Hvordan har det været at se paraden vokse sig større gennem årene?
Det har været fedt at se, hvor stor en folkefest det er blevet, og hvor meget det trækker folk til. Det at stå på en vogn og komme ned til Vesterbro Torv og se det hav af mennesker, som bare er glade og lykkelige… Der er noget helt magisk ved at se folk stå med deres små børn, og at de giver det videre, at der skal være plads til alle.
En af mine yndlings Pride-historier er om en af mine gamle kollegaer, fra da jeg var tjener. Han var et stort brød med tatoveringer, som ikke var særligt ‘gay-okay’. Et par år efter, vi havde arbejdet sammen, så jeg ham pludselig stå og se paraden med to små drenge og Pride-flag. Så jeg gik over til ham og sagde, at han nok var den sidste, jeg havde forestillet mig at se stå her. Og han svarede: “Det kan jeg godt forstå — og jeg skylder dig en undskyldning.” Det var gået op for ham, at han ikke vidste hvordan de ville vokse op, men hvis han fyldte sine små drenge, med de ting, han havde sagt til mig, så risikerede han at miste dem en dag.
Har du haft nogle negative oplevelser med at være til Pride?
Ikke i København, jeg har været heldig. De eneste negative oplevelser, jeg har haft, var da vi var i Istanbul i 2017. Jeg var taget afsted selv for at vise min støtte. Det var vildt, jeg oplevede nogle ekstreme ting. Politiet stod i riot-gear og var der helt bestemt ikke for at passe på os. Jeg så denne her unge fyr, der havde taget et regnbueflag på som kappe, gå hen imod en gruppe højreekstremister, velvidende at han ville få tæsk, men det var måske det eneste han følte, at han kunne gøre for at råbe op og kræve retten til at være sig selv. Jeg var blæst helt bagover af det mod, og den desperation, som det også er. Det var det, der fik mig til at tænke, at jeg gerne ville gøre noget mere og blive involveret i Copenhagen Pride.
Hvordan var det endelig at stå til WorldPride i år?
Det var lidt bittersweet. Jeg havde glædet mig til det, at det skulle være det helt store — og så kom corona. Men det endte jo med at være fedt alligevel. Det allerfedeste var festerne, både Fælledparken, men i særdeleshed Rådhuspladsen. Jeg var blæst helt væk over, hvor fedt det var i forhold til hvad jeg havde frygtet. Jeg håber, at vi kan gøre noget i den retning fremad.
Temaet for denne udgave af HeartCore er jo ‘Spirit’. Hvad synes du, er Copenhagen Prides ånd?
Inklusion. At der er plads til alle folk. Jeg er jo lidt af et føle-dyr, så jeg når altid til et punkt i paraden, hvor jeg er nødt til lige at gå hen for mig selv og græde i tyve minutter, for nu kan jeg ikke rumme mere. Alle de mennesker, der føler noget på én gang, det kan være helt overvældende. Folk giver plads til hinanden, og det er bare som at få en stor krammer af 300.000 mennesker.
