Foto: Febiyan via Unsplash
Af Nikoline Heikamp
Hun ser sød ud og selvsikker. Hendes navn er Lea. Jeg klikker gennem hendes billeder. Hendes profil ser tilfældig og sjusket ud, men der er tænkt over det. Det er den fornemmelse, jeg får. Og jeg kan godt lide det. Jeg swiper til højre. Et match. Jeg lægger telefonen fra mig. Smiler. Jeg kigger på min telefon. Ingen beskeder. Jeg kigger mine andre samtaler igennem, leder efter idéer til at starte samtalen. En besked tikker ind. Det giver et sæt i mig. Det er Lea.
Jeg skal lige sikre mig, at vi er på samme side
Knuser du dine kammerjunker i din koldskål eller spiser du dem hele?
Jeg småfniser. På den der måde hvor man mest af alt puster luft ud af næsen. Et klassisk ’bryd isen’ spørgsmål, hvor det aldrig er helt til at vide, hvilket svar, der vil falde i god jord. Jeg lader mine fingre svæve lidt over tastaturet, bider mig nervøst i læben, kigger lidt rundt i rummet, før jeg svarer.
Hverken eller. Jeg deler dem i halve. Enten før med mine hænder. Eller efter med en sker.
Sendt.
Jeg forsøger at holde det i samme seriøse men ironiske tone som hende. Hun spiser sine kammerjunker hele, og venter til koldskålen har gjort dem en smule bløde. Vi bliver hurtigt enige om at lade være med at blande os i hinandens kammerjunke-vaner, og aftaler i stedet at mødes til den klassiske ’kaffe og gå tur om søerne’.
Jeg følte mig gennemsnitlig, normal, almindelig. Jeg skulle på en date, der lignede de dates, som de fleste af mine venner og veninder har været på. Det eneste der gjorde det anderledes, var hendes køn. Det var det samme som mit. Jeg startede egentlig med at have søgefunktionen til alle køn på min Tinder, men der var overtal af mænd, og jeg endte med at slå dem fra. Det var lidt specielt kun at swipe mellem kvinder, fordi alle mine tidligere partnere var mænd. Det var befriende og angstprovokerende på en og samme tid, fordi det var nyt for mig.
Vores samtale fortsætter lidt sporadisk men naturligt i dagene op til daten. Vi deler lidt ud af vores tidligere Tinder-dates og romantiske relationer, ting der er gået galt, ting der helst ikke skal gentages, men også nogle af succeserne. Tonen i vores beskeder bliver gradvist mere dybsindige og ærlige samtidig tilføjer vi flere og flere linjer pr. besked.
…
Jeg har købt kaffe til os. Cappuccino på havredrik. Jeg står og venter på Dronning Louises Bro, mens jeg betragter dem, der går og cykler forbi. Det er tæt på minusgrader, men der er blå himmel og solen varmer en smule. Jeg kigger ned ad mig selv.
Det var lidt af en kamp at finde noget tøj, som jeg ville have på. Det sidste stykke tid, har jeg ikke rigtig følt mig tilpas i noget. Udover løst joggingtøj, som gemmer alle mine former væk. Men jeg synes ikke, at joggingtøj hørte til på første date. Mit lange mørke hår er gemt under både hue og jakke. Det ser næsten ud som om, at jeg er korthåret. Jeg kigger op. Hun kommer gående med et smil på læben. Hun ser lige så selvsikker ud, som hun gjorde på sin profil. Hun åbner armene til et kram, da hun kommer tæt på, mens hun siger hej. Jeg gør mig umage for ikke at spilde kaffen, og tager forsigtigt armene om hende i et kram. Hun dufter godt.
Vi går rundt om søerne. Samtalen flyder let. Vi kommer hurtigt videre fra de kedelige standardspørgsmål om studie, venner og hverdag. Vi taler om vores barndom og tidlige ungdom, og hvordan det ikke altid er helt nemt at være til. Alle bænkene rundt om søerne er optaget af kaffe- og kakaodrikkende kærestepar pakket ind i huer, halstørklæder. De har bevæget sig ud for at fange lidt af den sparsomme vintersol før mørket atter kommer tilbage, og de ender sammen under dynen med den tv-serie de har forbudt hinanden at se forud på. Vi finder en halvmur, som snildt kan bruges som bænk og sætter os med tyve centimeters mellemrum. Hun placerer sin kaffe mellem os.
Jeg forklarer hende om min tøjkrise. Hun genkender godt at have tøjkrise, men hun forstår ikke, at jeg vil gemme mig væk. Ikke et kompliment men nærmere en bekymring.
”Det lyder som om, at du ikke er så glad for din krop. Hvordan kan det være?” spørger hun, mens hun kigger på mig med et undrende men blidt blik.
Jeg gnider mine håndflader mod hinanden. De er svedige.
”Jeg… jeg ved det ikke. Det er bare som om, at det ikke er min krop. Jeg kan ikke forklare det.” fremstammer jeg, og sætter mig på mine hænder for at holde dem i ro.
”Vi behøver ikke at tale om det, hvis du ikke har lyst. Jeg er bare nysgerrig, og jeg vil gerne lytte.” siger Lea med en speciel ro i stemmen.
Jeg kan mærke, at hun virkelig mener det, men jeg er helt reelt i tvivl om, hvorfor jeg har det mærkeligt med min krop og mit tøj. Ingen af os siger noget. Vi sidder og kigger ud over søen, og på menneskerne der går forbi. Vi har drukket vores kaffe færdig. Det ville være naturligt at gå hver til sit nu, tænker jeg. Jeg skal til at rejse mig og sige tak for i dag, men Lea når at sige noget først: ”Vil du med hjem til mig og lave noget mad?”
Jeg takker ja til invitationen med en lettere nervøs røst i stemmen. Jeg er ikke så god til, når mine planer ændrer sig. Men jeg synes Lea er virkelig sød og rar at være i selskab med. Det skal nok gå, tænker jeg.
Vi køber ind til en pastaret med grøntsager og fløde. Vi køber også nogle øl. Hun bor på en sidegade til Nørrebro. Ikke så langt fra, hvor jeg selv bor. Vi taler om, at det er et fedt kvarter, og hvilke spisesteder og butikker vi gerne vil besøge, men ikke har nået forbi endnu, fordi vi begge for nyligt er flyttet hertil. Jeg står lige indenfor hendes hoveddør, mens hun går i køkkenet med vores indkøb. Jeg står der stadig, da hun kommer tilbage.
”Du kan bare smide din jakke på sengen derinde” siger hun og peger ind ad døren til venstre. Jeg kigger derind og nikker. Jeg tager mine sko af først, og så min jakke lidt tøvende, mens jeg går ind mod sengen. Hun stiller sig i døren ind til værelset. Jeg kigger mig omkring. Malerier og plakater i rammer står på gulvet.
”Ja, jeg har ikke lige fået dem hængt op endnu. Jeg er ikke så handy woman, som jeg gerne ville være. Er du god til sådan noget?”
”N… Nej, mine ting står lige sådan” siger jeg mens jeg kigger ned ad mig selv, og retter på mine stramme jeans.
Lea kigger ned ad mig, og holder blikket, da hun ser mine bukser. ”Vil du låne nogle joggingbukser? Du kan bare kigge i skabet.” siger hun og peger på skabet i det ene hjørne. Hun går over mod skabet, og åbner det. ”Det roder lidt, men her er mine joggingbukser. Du kan bare vælge nogle. Du må gerne tage dem ud og kigge nærmere. Jeg går ud og finder en øl til os.”
Lea går ud i køkkenet. Jeg kan høre øllene blive taget ud af køleskabet, og kapslerne der lander på køkkenbordet, da hun åbner dem. Jeg står og kigger ind i skabet.
Lea tilbød mig ikke sit tøj i håb om, at jeg bliver nødt til at komme igen med dem, og at hun dermed får en nummer to date. Hun gjorde det udelukkende, fordi hun kunne mærke, at jeg ikke havde det godt i det tøj, jeg havde på. Der var ingen bagtanke fra hendes side. Det var kun for, at jeg kunne føle mig bedre tilpas. Det er svært for mig at forstå, derfor føltes det umuligt at tage fat i et par joggingbukser og tage dem på. Jeg kan ikke komme i tanke om, at nogen nogensinde har gjort noget lignende for mig.
Gulvet i gangen knirker. Lea er på vej fra køkkenet til soveværelset. Hun banker på dørkarmen, og spørger om det er okay, at hun kommer ind. Jeg kan ikke få nogle ord over mine læber. Hun stikker hovedet ind, og rynker brynene.
”Er der ikke lige nogen, der ser indbydende ud?” siger hun, mens hun stiller øllene fra sig i vindueskarmen.
”Jeg gik lidt i stå.” mumler jeg.
Lea hiver et par ud midt i bunken. ”Her, jeg tror de her er gode til dig” siger hun og smiler let. Jeg tager imod dem. Hun tager det øverste par i bunken, smider dem på sengen, og begynder at tage sine bukser af – helt uden at tøve. Jeg forsøger at gøre hende kunsten efter, selvom jeg synes, det er en smule grænseoverskridende.
…
Vi står og laver mad, mens vi danser rundt til musik og drikker vores øl nummer tre. Da et nummer slutter, og et nyt er ved at starte, signalerer jeg til Lea, at jeg går på toilettet. Hun nikker.
Jeg vasker hænder, og nærstuderer mit spejlbillede. Jeg lader vandhanen løbe, og dækker mit ansigt med mine sjaskvåde hænder. Jeg slukker for vandet. Jeg tørrer ikke mine hænder, men kører dem igennem mit hår, for at sætte det i en lav knold. Lea har skruet ned for musikken. Hun lægger en bordskåner på bordet og sætter gryden med pastaretten ovenpå. ”Så er der…” hun stopper op, da hun ser mig.
”Er du okay?” siger hun i stedet, mens hun går over mod mig.
”Jeg er bare træt af, hvordan jeg ser ud” siger jeg med frustration i stemmen, og bunder resten af min øl.
Vi sætter os ved bordet. Lea skænker mad op til os, og åbner to nye øl. Hun siger ikke noget. For første gang i dag siger hun ikke noget. Vi spiser i stilhed. Gaflerne der klirrer mod tallerkenerne, bliver meget intens, når intet andet giver en lyd fra sig.
Lea tager fat i sin øl, og fører den op til munden, men inden hun tager en tår, bryder hun tavsheden. ”Kender du Sam Smith? Sangeren.”
”Ja?” siger jeg og lægger gaflen fra mig. Taler hun udenom mit lille udbrud? Jeg har kun kendt hende i 4 timer, men det ligner ikke hende.
”De er lige sprunget ud som non-binær, og bruger pronominerne de/dem” siger hun, mens hendes stemme skifter mellem at være tøvende og ivrig. Hun er usikker. For første gang i dag er hun usikker. Jeg siger ikke noget, rynker let på mine bryn, tager en tår af min øl, og håber på, at hun uddyber.
”Det betyder, at de ikke identificerer sig som et af de to binære køn, mand og kvinde, men et sted midt imellem eller helt uden for kønsspektrummet”
Hun holder en kort pause og fortsætter.
”Du har flere gange i dag udtrykt et ubehag omkring din krop, og jeg fornemmer, at det meste af det, har noget med dine feminine former at gøre” siger hun, mens hun har hovedet lidt på skrå.
”Du har også fortalt, at du er træt af dit navn, fordi du ikke synes, at det passer til dig.” fortsætter hun.
Lea nævner en række af ting, som jeg har fortalt hende i løbet af dagen. Hun forklarer, hvordan det kan føles fængslende og fysisk ubehageligt at skulle rette sig efter forskellige kønsnormer baseret på det køn man blev tildelt ved fødslen, hvis man i virkeligheden føler sig som noget helt andet.
Jeg tager en tår mere af min øl. Ingen af os spiser længere. Mens Lea forklarer videre, kan jeg mærke, at jeg får en klump i halsen, og tårer der presser sig på. Lea lægger sin hånd på bordet, og rækker ud efter min. Jeg tager hendes hånd.
”Du er okay” forsikrer hun mig.
”Vi finder ud af det her sammen” siger hun, mens hun trækker mig op af stolen til et kram.
”Er du sikker?” fremstammer jeg med en tåre løbende ned ad min kind.
”Ja, selvfølgelig er jeg det” hun giver mig en klem og skubber sig væk for at kigge mig i øjnene.
Hun smiler og kigger på mig med et lidt vurderende blik ”Så må jeg jo hellere kalde dig … lækkermås, indtil du finder frem til et navn, der føles mere som dig” siger hun lidt kækt med et glimt i øjet.
Jeg smiler, grynter i forsøget på at puste luft ud af næsen, snøfter og puffer til hende.
