Af Liv Rossander
Slottet, Danmarks første og eneste LGBTI+ plejehjem, har fødselsdag. Efter fem år i regnbuetrøjen gør forstander Henriette Højsteen status på en hverdag, der mest af alt er himmelråbende almindelig.
“Hej!”
Med et varmt smil træder en krølhåret kvinde ud af plejehjemmet Slottets imponerende hoveddør. Hun ligner én, der har smilet hele sit liv, og i krøllerne blander hvide striber sig med mørke. Hun gestikulerer mod en nærtstående parkbænk og sætter sig hjemmevant i den ene ende.
Ingen tvivl, det her er Henriette Højsteens hjemmebane.
Vi sidder foran Slottet. Et plejehjem der, udover at ligge tårepersende pænt placeret i en park på Nørrebro, egentlig er som plejehjem er flest. Altså udover, at det er Danmarks eneste LGBTI+ plejehjem og målrettet arbejder med, at også LGBTI+ personer er en integreret del af plejehjemsfællesskabet. Derfor er det også intet mindre end passende, at den bænk, vi sidder på, er malet i alle regnbuens farver.
Om ganske få dage kan Slottet fejre sin femårs fødselsdag som LGBTI+ plejehjem, og selvom mediedækningen var massiv, da plejehjemmet genåbnede i 2015, ligner hverdagen altså allermest bare sig selv, fortæller Henriette Højsteen, der til daglig er Slottets forstander.
Fniste af det der normkritik
“LGBT-profilen har først og fremmest givet os gaven af et værdifællesskab,” fortæller hun.
“Vi har hele tiden afspejlet Københavns og Nørrebros borgersammensætning, så vi har haft mange forskellige mennesker her, men det har samlet Slottet om noget.“
Alle medarbejdere har været på kursus i, hvad det betyder at have LGBTI+ baggrund, når man er oppe i årene; hvilke tider og store begivenheder beboerne har levet igennem. Slottet er en af fem profilplejehjem i Københavns Kommune. De andre har dog noget anderledes profiler – såsom “mad” eller “musik”.
“Til at starte med var vores reaktion, “Jamen vi accepterer da alle, hvorfor skal vi have uddannelse i LGBT?” Men når man så kommer på kursus, bliver man mere opmærksom på, at der altså er ting man ikke har tænkt på, fordi man er hetero og majoritet,” siger Henriette Højsteen, der også fortæller, at det faktisk er den normkritiske tilgang, der er altafgørende for deres arbejde med LGBTI+ personer.
“Vi fniste lidt af det i starten, det der med ´normkritik´, men man er nødt til at være bevidst om sine normer, og at man ikke kan pådutte dem andre mennesker – man må viske tavlen ren og hilse mennesket velkommen.”
Der er en særlig målrettethed over måden Henriette Højsteen fortæller om det med at møde mennesket, hvor det er. Man er ikke i tvivl om, at det her arbejde er vigtigt for hende.
En ældre herre, Jørgen, kom engang op til Henriette og fortalte, at hvor han andre steder kun havde følt sig tolereret, følte han sig accepteret på Slottet.
“Det var noget der virkelig rørte mig,” siger Henriette Højsteen, pauser fortællestrømmen og kigger ud i haven. I hendes bælte hænger et navneskilt med en regnbue på.
“Artefakterne hjælper med at huske at møde folk hvor de er,” fortæller hun, og holder navneskiltet frem. Af den grund er der også regnbuer at finde næsten alle steder på Slottet.
“De er påmindelser om, at der er mange måder at leve sit liv på,” siger Henriette Højsteen.
“Man har nogle forudindtagetheder med sig, ved du. Når den lesbiske beboer vil drikke te med sine kontaktpersoner for at lære dem at kende, tror de, at hun lægger an på dem. Man tillægger folk med anden seksualitet nogle andre motiver,” fortæller hun og understreger pointen ved at lægge to fingre på min arm.
Ulighed i sundhed tager livet af LGBTI+ ældre
Man skulle tro, at Danmarks eneste plejehjem med LGBTI+ profil ville være tæt befolket af LGBTI+ personer. På stående fod kan Henriette Højsteen tælle til tre.
Grundet Coronavirus har Slottet ikke kunne tage nye beboere ind, så selvom de har plads til 110 beboere, er de for tiden kun 51. Det er dog ikke forklaringen, siger Henriette Højsteen – det er ikke usædvanligt, at de blot er en håndfuld LGBTI+ personer på Slottet.
“Jamen, hvis man regner med at cirka 10% af en årgang er LGBT’er, passer det egentlig meget godt. I forvejen er det også kun 10% af en årgang, der kommer på plejehjem, så folk klarer meget sig selv,” siger hun.
Henriette Højsteen mener ikke, at antallet af LGBTI+ personer i sig selv er en målestok. Det vigtigste er, at folk her er garanteret, at de kan være 100% sig selv og ikke “kravler tilbage i skabet”, når de kommer på plejehjem – et fænomen der ellers er velkendt i LGBTI+ kredse.
“Når man står og bliver plejehjemsbeboer, så er der mange ting, der nok ikke fungerer, og der er ens kønsidentitet måske det sidste, man kerer sig om. Den lever jo stadig i en og er hele ens historie,” siger hun om fænomenet og fortsætter:
“Men det er vigtig at få synliggjort folks seksualitet, selvom man måske ikke skal på bar hver fredag. Det handler mindre om at udleve det, men om at rumme det. Når man får fortalt sin historie, kommer man mere til stede med sig selv og sit liv, og det er vigtigt at kunne uden at skulle censurere, fordi den, man fortæller det til, ser skævt til en, hvis man siger “Jeg elsker folk af samme køn.”.”
Det, at Slottet som regel kun har en håndfuld LGBTI+ beboere, tilskriver Henriette Højsteen i høj grad en årsag af den mere alvorlige slags – der er simpelthen ikke mange, der når at blive gamle nok til at komme på plejehjem.
I 2009 udarbejdede Center for Alternativ Samfundsanalyse en rapport om de livsudfordringer LGBTI+ personer møder; heriblandt misbrug, psykiske sygdomme og stigmatisering. Udfordringer, der betyder, at deres livskvalitet er lavere, og at de dør tidligere. Den rapport blev afsæt for, at flere foreninger gik til daværende sundhedsborgmester Ninna Thomsen – Og i 2015 åbnede Slottet.
Slottet har for tiden en beboer, der må leve med følgerne af sådanne livsudfordringer.
“Han har kæmpet siden han var 18 år. Han er ikke blevet accepteret hjemmefra, og sådan noget, det forfølger altså en hele livet,” siger Henriette Højsteen med alvorlig mine.
Et fællesskab i fællesskabet
Henriette Højsteen oplever ikke, at LGBTI+ beboerne kommer uden familie eller fællesskaber, når de flytter ind. Selvom de måske har andre slags familie-enheder, har mange af dem stærkere fællesskaber i bagagen. Når man er en del af en stigmatiseret gruppe, lærer man at holde sammen.
“Jeg tror måske, at det her ekstra og tydeligt rummelige fællesskab betyder mest for de mulige LGBT-beboere, vi kan have, og så for os som medarbejdere, fordi vi har nogle værdier at stå sammen om. Men altså vi fejrer det jo med alle. Vi har alle sammen en fest i prideugen.”
“Ej, skal han nu afsted igen,” udbryder Henriette Højsteen, da en ældre herre rulles hen til sygetransporten, parkeret foran indgangen. Der er noget i hendes toneleje, der minder mig om en skolelærer – eller mor.
“Hmm. Det kan være, at det bare er noget ambulant,” mumler hun, mest til sig selv. Henriette Højsteen lægger an til at rejse sig fra regnbuebænken og fortsætte sin dag. Inden hun går, understreger hun igen, at dét der med, at Slottet ikke vrimler med LGBTI+ personer, altså ikke er en hindring for det fællesskab hun og de andre medarbejdere gerne vil skabe. Evnen til at møde alle mennesker med åbenhed og nysgerrighed er jo heldigvis én, man kan bruge, uanset hvilken seksualitet det menneske har.
