Fotograf Ulla Munch-Petersen
En samtale om biseksualitet
Af Mariya Alfa Staugaard
Jeg sprang ud som biseksuel, da jeg var ret ung. Jeg var omkring 15 år og havde svært ved at sætte ord på de følelser, jeg gik med, da jeg gjorde, hvad ethvert emo kid ville have gjort i 2007: Jeg oprettede en Myspace-profil. På den hjemmeside havde man muligheden for at angive sin seksuelle orientering, så pludselig stod det foran mig: Biseksuel. Det gav med det samme mening, og selvom jeg ikke tror, at det var et nyt ord for mig, gav muligheden for at sætte det label på mig selv, mig en følelse af empowerment, der varede ved. For en stund. Nogle år senere begyndte jeg så småt at komme i den Københavnske LGBTI+ scene, kun for at blive mødt med en strøm af ”du hører ikke til her”, ”biseksuelle piger vil bare have opmærksomhed” og ”men du er jo ikke rigtig LGBTI+”. Det fik mig til at trække mig tilbage, tie stille, og i mange år levede jeg mit liv som tilsyneladende heteroseksuel. Men da jeg begyndte at vende tilbage til miljøet, genfandt jeg en del af mig selv, som stadig er vigtig for den, jeg er. Og vigtigere endnu, så har jeg mødt en stor gruppe mennesker, der alle deler det label, som jeg valgte på Myspace for alle de år siden. Og selvom vi ikke deler alle vores levede oplevelser og perspektiver, kan vi alle relatere til det at være biseksuel. B’et er nu engang den største gruppe inden for LGBTI+ akronymet, men alligevel er vi ofte underrepræsenterede og alt for ofte isolerede. Det er grunden til, at jeg bragte en gruppe af bi-personer sammen, for at tage en snak om vores identiteter, forskelligheder og ligheder som biseksuelle.
Hej alle sammen! Tak for at komme og møde mig på kontoret på sådan en solskinsdag. Lad os starte med at introducere os selv og sige et par ord om vores biseksualitet.
Nikki (hun/hende): Jeg kan huske, at jeg var ret ung, min mor børstede mit hår, da jeg vendte mig om og spurgte, ”hvorfor kan man ikke blive gift med en kvinde, hvis man vil det?”. Som barn strejfede tanken mig aldrig om, at man enten skulle være det ene eller det andet. Jeg gjorde aldrig noget særligt ud af at springe ud. Jeg er ikke i skabet, men selvom en del af mig brændende ønsker at have snakken, er der en anden del, der er mere tilbageholdende.
Henrijette (hun/hende): Jeg er ikke sikker på, hvornår det gik op for mig, at jeg er biseksuel, jeg var nok bare født sådan. Jeg sprang heller aldrig ud, men jeg er ikke i skabet. Jeg eksisterer bare og lever mit liv.
Mathias (han/ham): Jeg har heller aldrig haft oplevelsen med at springe ud. Jeg havde en vennegruppe som graviterede imod homobarer, og på et tidspunkt udviklede det sig bare af sig selv. Det er ikke nødvendigvis noget, jeg siger højt, men hvis folk spørger, så er jeg rimelig åben.
Silas (de/dem): Jeg har altid vidst, at jeg var til kvinder, så den del har været ret sikker for mig. Det var mere en opdagelse, at jeg også er til mænd, det tror jeg først, jeg har indset i løbet af de sidste seks år. Ikke fordi jeg ikke vidste det – men fordi jeg besluttede mig for ikke at vide det, at undertrykke det. Jeg tænkte, ”det er for kompliceret”, men for øjeblikket er jeg i den interessante position, at alle ser mig som en homoseksuel mand, så jeg er nødt til at minde dem om, at der findes noget mellem homo- og heteroseksuel! Lige nu har jeg en kvindelig kæreste, og jeg dater en non-binær person.
Jeg kan høre flere af jer italesætte det med at finde en balance mellem ikke at sætte sin seksuelle orientering i centrum af sin identitet, samtidig med, at man også gerne vil have anerkendt den del af sig selv. I relation til det, så kunne jeg godt tænkte mig at høre, hvad I mener om begrebet ”straight passing” eller at være i et ”straight passing” forhold?
Nikki: Man får mange privilegier. For mit vedkommende skete det, at jeg blev gift med en fyr, mens mit forhold før det var kvindeligt. Jeg møder ikke nogen undren nu, men jeg kan kun forestille mig de spørgsmål, jeg ville have fået, hvis tingene var gået den anden vej. Jeg anerkender, at nogle mennesker får langt flere spørgsmål fordi de ikke fremstår heteroseksuelle, og det gør livet mere vanskeligt. Men på den anden side er der nogen, der vil se på dig og antage, at du ikke er biseksuel, fordi du er gift med en mand.
Silas: De fleste heteroseksuelle mennesker, jeg kender, lader til at have svært ved at forstå, at du stadig er tiltrukket af andre mennesker, når du er i et forhold. Jeg tror, det er fordi, at i den heteroseksuelle og monogame verdensopfattelse holder man op med at føle tiltrækning til nogen anden, så snart du er i et forhold.
Henrijette: Jeg har altså været sammen med en del heteroseksuelle mænd, og sådan fungerer det ikke!
Silas: *griner* Nej, men i teorien. Med det parameter holder din biseksualitet op med at eksistere, fordi du har valgt at være sammen med en person af et bestemt køn.
Det kan koges ned til den irriterende idé om, at man vælger en side, ikke? Men hvis vi vender tilbage til ”straight passing” privilegier, så er det selvfølgelig helt legitimt, men samtidig er der også en mangel på privilegier i at måtte skjule en del af, hvem man er. Hvordan er jeres oplevelser med at føle jer inkluderet i det bredere LGBTI+ miljø?
Nicolai: Jeg synes, at der er nogle problemer med det spørgsmål. Jeg tror ikke på, at der er noget, der hedder ”det bredere LGBTI+ miljø”, det er et alt for vidt begreb, det findes ikke. For mig handler det mere om de specifikke miljøer, jeg befinder mig i, og de er som regel meget accepterende. I de communities føler jeg, at min seksualitet er åben. Andre steder, såsom på arbejde, er det ikke noget vi taler om. Og det har jeg det okay med, jeg kan vælge min egen familie i min fritid.
Nikki: Jeg har altid følt mig inkluderet. Den eneste udfordring, jeg kan have, er hvis jeg ikke føler mig ‘homoseksuel nok’ – men så igen, det er et inkluderende miljø. Jeg dømmer ikke andre, så jeg går ud fra, at de heller ikke dømmer mig.
Henrijette: Jeg har blandede følelser omkring LGBTI+ miljøet. Hvor meget jeg end elsker at være en del af det og være den, jeg er, så er det der, hvor jeg har mødt mest had. Jeg har mødt til mange fordomme på homobarer, særligt fra mænd. Jeg gik også i gymnasiet med en homoseksuel fyr som, når han var fuld, kunne finde på at rable om, hvordan jeg burde vælge en side, og at biseksualitet ikke fandtes. Jeg havde det sådan, at du kommer fra en familie, der hader dig, og nu giver du hadet videre til mig? Men jeg har indset, at det bundede i jalousi, fordi jeg ikke mødte det samme had, som han gjorde.
Mathias: Nogle gange, når jeg siger, at jeg er bi, rækker folk mig bare homo-kortet. Særligt nye veninder hiver mig med ud på toilettet for at hjælpe dem med at skifte tøj, og altså… Ved de godt, at det er supermærkeligt for mig? Jeg ender med at stå og stirre på min telefon i ti minutter, mens jeg lyner kjoler op med én hånd. Men sædvanligvis siger jeg ikke noget til det, når jeg får stukket homo-kortet i hånden. Hvis andre begynder at tale om seksualitet, så tager jeg gerne snakken, men eller lader jeg det bare ligge.
Nikki: Det er lige det med at have snakken – jeg vil altid være klar til at have den, men det er ikke altid, at jeg har lyst til at bringe det op.
Mathias: Præcis. Men hvis du prikker til emnet, så kommer jeg med bål og brand.
Silas: Nogle gange vil man bare gerne kippe med flaget! Det føles vigtigt at fortælle folk, men det kan være svært at liste det ind i en samtale uden at gøre det til hele sin identitet. For mig er det oftest på arbejde, at samtalen finder sted, og så tager jeg som regel hele bunken: Ja, jeg dater to personer, ja, jeg er polyamorøs, ja, jeg er biseksuel. Og i den kontekst lader folk som regel biseksualiteten ligge og siger, ”du dater mere end én person?!”. Det har faktisk været rigtig svært at slutte fred med både at være biseksuel, og polyamorøs, fordi jeg føler, at jeg fordrer idéen om at biseksuelle personer er utro og ikke kan blive med den samme person. Men det at være den ”gode” biseksuelle, som kun dater én person, det ville være at undertrykke min fulde identitet.
Nikki: Den samtale er svær at have, ofte har jeg bare ikke overskuddet. Enten siger jeg det ganske kort og rykker hurtigt videre, eller også skal vi gå hele vejen med at tage snakken om non-monogami. Men samtidig er det vigtigt for mig, at andre ved, at den mulighed findes. For jeg ville have været ulykkelig, hvis jeg aldrig havde vidst, at det var en mulighed.
Her for nylig har der været noget snak online omkring biseksualitet og panseksualitet, som havde den uheldige implikation, at det at være biseksuel ikke anerkender transkønnede og non-binære identiteter. Hvad tænker I om det?
Silas: Som non-binær biseksuel person får jeg det ikke godt, når nogen siger, at min seksualitet ikke inkluderer min kønsidentitet. Det føles som at blive talt ned til inden for dit ekspertiseområde; der er mange, der gerne vil lave regler på vegne af dem, det rent faktisk handler om. Og det er ikke fordi, man ikke må have sin mening, men det er ikke i orden at udslette andres identiteter.
Nikki: Hvis jeg talte med nogen, der var nye til det hele, så ville jeg sige, at jeg er biseksuel, men i en bredere gruppe ville jeg sige, at jeg er panseksuel. Jeg vil gerne bruge et sprog, som andre forstår.
Silas: Jeg bruger ret tit ordet ”queer” – det dækker det hele. Jeg er ikke fan af trenden med at fortælle andre mennesker, hvad deres identitet indebærer, om det så er køn eller seksualitet. Men det er netop derfor, at det er vigtigt for os at sætte os ned og have denne samtale og vise, at vi er forskellige mennesker med forskellige baggrunde og forhold.
Og nu til noget lidt mindre muntert. I 2019 viste SEXUS-undersøgelsen at biseksuelle personer, og især biseksuelle kvinder, var i markant højere risiko for at udvikle psykiske sundhedsproblemer og opleve angst og depression. Er der noget af det, der overrasker jer?
Nikki: Nogle gange tror jeg, at det er svært, fordi din identitet ikke er åbenlys. Hvis jeg går ind på en homobar, træder jeg ind som lesbisk, hvis jeg går ind på en heterobar, træder jeg ind som hetero. Man er nødt til at spørge lidt ind, for det kan ikke ses på overfladen.
Henrijette: De fleste bi-kvinder, som jeg har mødt, har været i en eller anden form for subkultur, og det kan forstærke ensomhedsfølelsen. Jeg havde aldrig mødt andre biseksuelle, før slutningen af mine teenageår; det var jeg alene i, men jeg var også alene i alt andet, som jeg gjorde i livet. Og jeg kan se online at mange biseksuelle piger, særligt unge piger, ikke klæder sig og opfører sig som andre på deres alder. Og så er der mange af os, der har diagnoser.
Silas: Det er en del af en længere snak, men min teori er, at når du har åbnet dit sind for så mange ting, hvis du har udforsket mere, udfordret dit køn og stillet spørgsmålstegn ved din seksualitet, så er du også klar over, at verden kan såre dig mere. Og det tager noget tid at vænne sig til det.
Mathias: I min ideelle verden ville jeg ikke have lyst til at springe ud eller sige noget – jeg ville bare eksistere, og hvem jeg datede eller tog med hjem ville være ligegyldigt.
Helt sikkert. Men jeg tænkte, at vi kunne slutte med noget lidt mere muntert. En af de ting, jeg elsker ved at være biseksuel, er mængden af underligt specifikke klichéer, man kan finde. For eksempel, forleden var der en der fortalte mig, at biseksuelle er besat af kirsebær – jeg har selv en tatovering af et kirsebær, som jeg fik, før jeg anede noget om det, men det er tilsyneladende sandt! Har I nogen yndlingsklichéer?
Henrijette: At vi alle sammen går med Vans eller Doc Martens.
Silas: Jeg kan bedst lide den med stolen, at biseksuelle personer ikke kan sidde ordentligt på en stol.
Mathias: Lemon bars, en slags kage, er åbenbart en biseksuel ting.
Nikki: Alt kan være en bi-ting!
Silas: Jeg tror, at biseksuelle personer vil gribe fat i hvad som helst. Jeg ved ikke, om det gør sig gældende for andre LGBTI+ personer, men når du mangler en følelse af fællesskab, så holder du fast i alt, hvad du kan: ”I det mindste er der ingen af os, der ved, hvordan man kører bil!”
Jeg gør i hvert fald ikke. Tak fordi I kom forbi! Jeg håber, at vi som miljø kan fortsætte denne samtale – selvom, som du også sagde Nicolai, at det kan virke absurd at tale om det i så brede termer. Uanset hvad, tror jeg, at det er vigtigt at se aspekter af sin identitet spejlet i andre, og generelt repræsenteret. I forhold til det, så glemte jeg helt at spørge ind til, hvilke gode eksempler på repræsentation på biseksualitet, I kan huske fra jeres opvækst?
Silas: Hvad for noget repræsentation?
Biseksualitet og bierasure
Helt basalt betyder det at være biseksuel, at man er tiltrukket af mere end ét køn. Nogen foretrækker at bruge bi+ for at inkludere de andre seksuelle orienteringer, som falder under samme paraply, såsom panseksuel, omniseksuel eller polyseksuel. Der er lige så mange måder at være biseksuel på, som der er biseksuelle mennesker – og hvordan man definerer sig, er helt op til en selv.
Bierasure (eller udviskelse af biseksuelle) er et begreb der beskriver afvisning eller affejning af biseksuelle personer både i LGBTI+ miljøet og i det mainstram samfund. Det bunder i idéen om at biseksualitet ikke findes, men bare er en ”fase”. Stereotyper, isolation og mangel på fællesskab er alle skadelige og det kan have en negativ effekt på bi+ personers mentale helbred.
Vil du vide mere? Besøg www.bi.org eller meld dig ind i Facebook-gruppen ”Bigruppen – LGBT+ Danmark”
