Max indeni

En snak med Max og hans familie om Forvandlingen

Af Mariya Alfa Staugaard

Julie Bezerra Madsens dokumentarfilm ‘Forvandlingen’ havde premiere den 17. marts på dokumentarfilmfestivalen cphdox. Filmen følger to unge, Max og Bastian, fra barndommen og ind i den kaotiske teenagetid, hvor krop og sind stritter i hver sin retning. 

Vi fik mulighed for at sætte os ned med Max, hans mor Tanja og søster Nina for at tage en snak om, hvordan det er at blive filmet til en dokumentar, og hvordan livet har været efterfølgende.  

 Hvordan var det så endelig at se filmen?

Max: Det var lidt mærkeligt at se mig selv som 12-årig, men det var meget fint. 

Tanja: En af mine kollegaer så det klip, hvor du siger, at inden sommerferien var du ikke Max, men det var du efter ferien. 

Max: Jeg var ikke Max udenpå, men jeg var Max indeni.  

Tanja: Det sjoveste har været at høre og se forskellen, og hvordan han har udviklet sig på de år. 

Hvordan var det at blive filmet?

Max: Det er ikke noget, man lægger særligt meget mærke til. Man lægger selvfølgelig mærke til, når de er her, men det er jo ikke fordi, hun var her hele tiden. Nogen gange holdt vi flere måneders pause, hvor vi ikke filmede. Og det var kun Julie, der var her. Tanja: Så det var til at holde ud. Og Julie er jo bare fantastisk. Altid glad og smilende, det gik meget hurtigt med, at hun bare blev en del af familien. 

Max: Vi filmede den sidste scene i svømmehallen den 9. april sidste år, på min fødselsdag.

Hvor meget følger I med i den offentlige debat om transkønnede børn og unge?

Max: Jeg følger ikke rigtig med. 

Tanja: Det har fyldt så meget, og givet så mange op og nedture, at vi prøver at holde os lidt tilbage. 

Hvad giver jer håb for fremtiden?

Nina: Unge mennesker. Vores generation og generationen over os giver mig håb. 

Max: Nogen af dem… 

Nina: På et tidspunkt kommer vi til at styre verden. Jeg håber bare, at dem der styrer verden lige nu ikke når at fucke det alt for meget op. 

Max: Det er ikke alle gamle mennesker. Min vens oldemor er 101 år gammel, og hun er ret nice og støtter ham fuldt ud. 

Hvad skal folk få ud af at se Forvandlingen? Hvad skal de blive klogere på?

Max: At det at være transkønnet ikke er et valg. Hvem ville vælge at være i risiko for hatecrime hver dag? 

Nina: Men de er seje og modige nok til at være dem selv. 

Hvad tænker I om, at der kommer mere opmærksomhed på emnet?

Max: Det har jeg det fint med. 

Tanja: Som forældre var der ikke noget at hente nogen steder. Det bliver lidt offentligt, når man er TV og giver interviews, men der er nødt til at være nogen, der står frem. Vi havde ikke nogen at spejle os i, og det er svært som forældre at stå i. 

Nina: Det eneste, hvor jeg har haft ondt af Max, det er de grimme kommentarer på Facebook. Det gjorde så ondt at se, og de ved jo ikke, hvad det er, der foregår. Når man står som søster til Max kan man jo se, hvor meget gladere han er, efter han har fået lov til at være den, han er. 

Tanja: Jeg læser ikke kommentarerne. Folk sidder der bag en skærm og aner ikke, hvad de taler om, for de har aldrig haft det inde på livet selv.  

Max: Nogle gange læser jeg kommentarerne, men det er fordi, jeg synes, de er sjove. Jeg griner altid af dem.  

Hvor finder I støtte og fællesskab?

Max: Venner og familie. 

Tanja: Jeg har en helt flok ekstra-børn efterhånden. De er altid velkomne til at være her – nogle gange har man bare brug for at komme væk, og de ved alle sammen godt, at de er velkomne her. Jeg har altid sagt til mine børn, at jeg er ligeglad med, hvad de er, bare de er glade. 

Har I en yndlingsscene fra filmen?

Max: Da jeg brændte Barbiedukkerne! 

Tanja: Jeg synes, at det bedste vi optog, det var da vi var i svømmehallen. At se Max i vand igen og på vippen – det var fantastisk. Max har jo gået til udspring, så han har øvet sig i… At springe ud *griner*.

Max: Ej, mor! 

Vil du have mere information om emnet? Find ressourcer hos FSTB (Foreningen for Støtte for Transkønnede Børn) på fstb.dk.