Fotograf Liv Rossander
Af Lærke Vinther Christiansen
Trigger Warning: Denne artikel diskuterer selvmordstanker, vægttab og det danske sundhedssystem
Du har måske, ligesom så mange andre, set DR’s dokumentarserie “Macho”, der følger Jalal igennem halvandet år af hans liv som transkønnet muslimsk mand, sammen med sin kæreste Mie. I så fald har du et temmelig godt indblik i hans liv (i hvert fald et bedre indblik end han har i dit, kære læser). Men hvis du, ligesom jeg, kunne tænke dig at vide endnu mere, så læs med her. Jeg satte mig ned for at have en (online og Corona-venlig) samtale med Jalal, hvor vi fik chancen for at diskutere trivielle ting, som hvad der egentlig sker, når man åbner op omkring sin kønsidentitet til hele Danmark på én gang? Levede top-operationen op til hans høje forventninger? Hvorfor er det, at det danske sundhedssystem tilsyneladende ikke bekymrer sig om mental sundhed, men er besatte af BMI? Og hvorfor er det, at BMI ikke er en god indikator for fysisk helbred?
Det første, jeg er nødt til at spørge Jalal om, er, hvordan det har været, efter at “Macho” blev sendt. Jeg kommenterer, at det virker som et kæmpe skridt at springe ud foran hele Danmark på én gang, hvortil Jalal bryder ud i latter og med et bredt smil siger: “Alt eller ingenting.” Han forklarer, at det var en kæmpe frigørelse at springe ud på den måde: “Det har givet virkelig meget frihed, du bliver accepteret 100% for den du er, og det er ikke noget, jeg ville bytte for noget”.
I opsummering af det uddyber han, “jeg er faktisk meget overvældet af alt den positive respons, jeg har fået. Jeg havde seriøst regnet med, at jeg ville få dødstrusler i mine DMs og på Facebook. Men jeg har ikke fået en eneste. Det har bare været folk, der stopper mig på gaden for at rose mig. Det er en kæmpe cadeau til mig, og det gør mig så stolt. Det viser, at nogle gange så har vi bare den frygt inde i os selv.” Jalal, der ikke er stoppet med at smile siden starten af interviewet, siger, at det er ikke kun folk på gaden, der har rost ham for serien. “Der er jo nogle offentlige mennesker i LGBTI+ miljøet, som man har hørt om, og som man kender, og når de så skriver til en og sender dig kærlighed og respekt, så bliver man sådan helt…” Jalal lægger sin hånd over sit hjerte og holder vejret et øjeblik. “Det gør mig virkelig varm om hjertet,” forklarer han i en mild tone.
Men hvad betyder det egentligt for Jalal at være inkluderet i LGBTI+ miljøet? Og endnu mere relevant, hvad er forskellen på at være et anonymt medlem af LGBTI+ miljøet og at være en frontfigur, som praktisk taget alle kender til?
“Det jeg synes er for fedt med LGBTI+ miljøet er, at de ikke presser dig til at være et aktivt medlem. Fordi det er ikke alle, der har lyst til at være en offentlig person. Det er ikke alle, der har lyst til at være inkluderet på den måde. Måske vil de bare gerne leve deres liv og have et hus med en hund og en ægtefælle, og det er det. Det er meget fedt, at hvis folk ikke er interesseret i at være offentlige omkring deres identitet, så behøver de ikke være det. Det er ikke alle, der har lyst til at være inkluderet på den måde, men nu havde jeg lyst til at være inkluderet, og så blev jeg inkluderet på mine vilkår”
En ting, som fyldte meget for Jalal, var behovet for en top-operation. I “Macho” omtalte Jalal en top-operation som den forkromede løsning på alle hans problemer – næsten til det punkt, hvor man som seer (i hvert fald den her seer) fik lyst til at advare ham om, at det var det måske ikke. Jalal forsikrer mig for, at det var jeg ikke alene om.
“Der var mange, der sagde til mig, at jeg skulle passe på, og at det måske ikke var alt, hvad jeg gik og drømte om. Men det vidste jeg, at det ville være. Det ville kun blive godt. Det har ændret mit liv på alle tænkelige måder. Når jeg sover, når jeg tager bad, når jeg er ude i offentligheden, når jeg snakker med dig lige nu. Hvis jeg ikke havde fået min top-operation, så tror jeg, jeg ville have siddet sådan her lige nu.” Jalal rækker ud og justerer skærmen, så jeg kun kan se ham fra halsen og op. “Nu er jeg sådan ‘HEY!’” siger han med et kæmpe smil og retter hurtigt skærmen tilbage, mens han vinker entusiastisk med armene over hovedet. “Top-operationen har ændret så meget for mig, fordi det at leve uden trykkede mig rigtig meget. Det var den største belastning i mit liv. Det var det, jeg kalder et ‘levende helvede’. Det var forfærdeligt. Så ja, top-operationen har ændret mit liv på alle områder, kun til det gode. Jeg vidste, følelsen ville være god, men jeg vidste ikke den ville være så, så god.” Jalal afslutter sætningen med sin hånd tilbage på hjertet – en handling, der understreger den sidste sætnings milde intensitet og efterlader én med følelsen af, at hans top-operation har givet ham en ny påskønnelse af livet og dets muligheder.
Men det var jo ikke så ligetil at få en top-operation i Danmark. Som enhver, der nogensinde at været i kontakt med det danske sundhedsvæsen, ved, kan dets processer være en lille smule uigennemskuelige og svære at greje, særligt for folk, der ikke har ciskønnede eller privilegerede kroppe. Det oplevede Jalal da han blev nægtet adgang til at få en top-operation, fordi han havde et for højt BMI.
“Jeg tror aldrig, jeg tilgiver det danske system, fordi det er deres skyld, at jeg har haft selvmordstanker. De har været skyld i, at jeg har haft det elendigt. De har været skyld i, at jeg i fem år har levet i elendighed, hvor jeg virkelig har haft det dårligt. Alle kunne se, at jeg blev ved med at tage på. Der var ikke nogen, der tilbød at hjælpe med at finde en diætist eller nogen andre, som kunne hjælpe mig med at tabe mig. Der var ingen hjælp at hente. Jeg var efterladt til mig selv med ordren om at tabe mig 45 kilo. Lægerne var ligeglade med, hvordan jeg gjorde det, så længe jeg tabte 45 kilo. På et tidspunkt var jeg ude i at skulle have en gastrisk bypass, fordi jeg var så desperat. Det er det, der frustrerer mig mest, for jo, jeg ved godt at jeg er stor. Jo, jeg kunne godt tænke mig at tabe nogle kilo. Men jeg har faktisk ikke lyst til at være tynd. Jeg har det godt med mine brede skuldre. Jeg har det godt med min runde mave. Det er også det, jeg forklarede dem, men der var ikke nogen, der lyttede til mig. Jeg havde en psykiater, da jeg startede på Sexologisk Klinik, hvor hun sendte et brev til Rigshospitalet [som Sexologisk Klinik hører under], der sagde, at jeg gerne ville skrive under på, at jeg var ligeglad med, det æstetiske resultat af arene. Jeg skal tatoveres over dem alligevel. Hun prøvede at tale med hospitalet, men det blev stadig afvist, på grund af plastikkirurgerne, der insisterede på, at det skulle have hvad de mente var et flot resultat”.
Jalal bryder af et øjeblik og kigger på loftet med et frustreret ansigtsudtryk.
Jeg kan ikke lade være med at kommentere, hvor absolut arbitrært det virker at gatekeepe et helt sundhedssystem efter en måleenhed, der flere gange er blevet kritiseret for at være en oversimplificering af menneskets sundhed baseret på hvide, mandlige, ciskønnede kroppe. Der er trods alt enkelte af os, som ikke falder ind under den kategori. (Læs for eksempel ‘Fat Is Not the Problem – Fat Stigma Is’ af Linda Bacon og Amee Severson i Scientific American, 2019).
Jalal nikker entusiastisk, og min kommentar virker til at give ham en beslutsom energi, der leder ham til at fortsætte samtalen.
“Jeg snakkede med en narkoselæge i Tyskland og en læge i Miami, fordi jeg gerne ville høre, hvorfor det er, at store mennesker ikke kan få top-operation i Danmark. Hvor sundhedsfarligt er det? For jeg kan godt tage det til mig, hvis man siger, ‘det er livsfarligt’. Okay, så forstår jeg det. Men det er det ikke. Det er ikke livsfarligt. Selvfølgelig er kirurgi med andre risici for store mennesker. Men de risici er mere baseret på æstetiske resultater, frem for reelle medicinske hensyn. Jeg bliver irriteret over det, fordi jeg synes ikke, det er okay. Jeg synes slet ikke, det er okay. Jeg er seksogtyve i dag, men jeg kunne have været opereret som tyveårig. Som nittenårig, endda.”
Til sidst endte Jalal med at række ud til Dr. Ute Ebert på St. Josef-Hospital i Tyskland for at booke en tid til sin top-operation der.
“Da jeg fik min dato til top-operation, blev jeg rigtig glad, og det ser man også i dokumentaren. Men dagene efter var jeg meget frustreret. Der er åbenbart rigtig mange danske transmænd, der har været dernede, og det vidste jeg ikke. Jeg vidste ikke, at Dr. Ebert ikke kiggede på BMI.” Jalal ville ønske, at han havde vidst, at det var en mulighed at tage til Tyskland. Det er godt nok ikke en mulighed som alle kan benytte sig af, da det kræver egenbetaling, men det var trods alt et alternativt, som han i årevis havde følt, at han havde stået foruden.
Og til Tyskland tog Jalal, på trods af COVID-19 og det danske sundhedssystems kynisme.
“Jeg havde glædet mig, men da jeg var i Tyskland efter min operation, var jeg både rigtig glad og faktisk også rigtig ked af det. Jeg var meget sårbar, fordi jeg følte mig ekstremt alene og forladt af det danske system.” Det er ikke svært at forestille sig, hvordan det må være at vågne alene op efter en operation i et fremmed land.
“Jeg var faktisk meget frustreret, fordi at det gik så godt. Jeg blev ked af det, fordi det her kunne være sket for fem år siden. Jeg har fået rigtig flotte ar, og jeg havde en vellykket operation. Altså, hvad var problemet? Jo, jeg er overvægtig, men det har ikke gjort en forskel. Jeg var ked af det og frustreret. Men jeg er meget taknemmelig for, at jeg havde muligheden for at tage til Tyskland og blive opereret.” Han smiler sit solskinssmil, og det er tydeligt at se, at jeg sidder over for en mand, der føler sig godt tilpas i sin krop.
Du kan være sikker på, kære læser, at Jalal og jeg talte om meget mere i løbet af vores samtale (som egentligt næsten var mere en sludder). Jeg ville ønske, jeg kunne give dig større indblik ind i, hvor skøn og mild en person Jalal er. Men Jalal garanterede mig for, at han prøver sit bedste for at svare alle, der skriver til ham– så du kan altid prøve selv at række ud til ham. Ellers vil jeg anbefale dig at holde et vågent øje med hans sociale medier for fremtidige stand up shows og foredrag, som jeg er sikker på, vil være helt fantastiske.
