De fleste af os har prøvet det: I en hyggesnak med en anden LGBTI+ person siger én af os pludselig noget, der fremkalder øjeblikkelig skæven. Al den her snak om rigtige og forkerte queers i vores miljø er faktisk lidt kedelig, ikke?
At score point i vores mangfoldige smeltedigel for at løbende holde regnskab med – eller værre – at sætte sig selv på en højere piedestal end nogen, som ikke går i skovmandsskjorte (mine lesbiske søstre), eller som ikke ser samtlige 1000 versioner af Drag Race (mine homoseksuelle brødre) – den adfærd skal skrottes.
Jeg tror stadig, vi på nogle måder leger politibetjente. Både over for vores egen adfærd og over for andres interesser inden for miljøet.
Men hvem gavner det overhovedet?
Lindrer det mon fortidens problemer med at være indespærret i skabet eller at blive mobbet for at være alt andet end heteroseksuel, hvis vi er øverst i LGBTI+ bunken? Bare fordi vi kender alle kulturelle referencer, nye popsange, har en garderobe fuld af skovmandsskjorter og også ser RuPaul døgnet rundt? Jeg ved ikke med dig, men jeg synes, det på én gang er fremmedgørende og også forbandet udmattende.
Lad os nu bare være queers, homoseksuelle og non-binære, som har det helt fint, tak. Nogenlunde voksne, med en smule kaos smidt i gryden for en god ordens skyld. Vi gør klogt i at huske på, at vi alle sammen bare er mennesker, som prøver at være voksne – og ikke vores femårige jeg – i en verden, som konstant prøver at få os til at tvivle på eller trække os væk fra vores virkelighed og vores sande jeg. Jeg synes, at vi i stedet for at prøve at passe ind i andres kasser, der ikke passer til vores egne behov, burde være lidt mindre fordomsfulde her i vores skideskønne, mangfoldige, afvigende og åbne miljø, ikke?
Én af mine venner udtrykte det ret godt, da vi sås til en kop kaffe forleden: LGBTI+ miljøet er så mangfoldigt, så vidtrækkende, at der er så mange forskellige smage og stemninger i puljen – hvordan kan én person lide det hele? Det giver ingen mening. Jeg kunne ikke være mere enig. Det er en kæmpe styrke, at vores fællesskab er så rig en smeltedigel af alt muligt forskelligt, der gør os så helt vildt homoseksuelle, queer, trans, biseksuelle, aseksuelle, interseksuelle, søgende og alt muligt andet. Jeg mener, homoseksuelle i Storbritannien og Handelsflåden (1920’erne til 1970’erne) havde deres helt eget sprog, for guds skyld. Det hed ’Polari’ og lånte ord fra italiensk, cockney (en rimende dialekt fra London) slang og Jiddisch. Hvor imponerende er det ikke lige? Selvfølgelig opstod det i en tid, hvor man stadig risikerede fængsel som homoseksuel, så det var helt klart en måde at gå under radaren på i offentligheden, med en hurtig afvejning af, om nogen i ens nærhed var LGBTI+ eller ej. Men stadig. Det må have krævet en kæmpe indsats at lære og holde i live.
Det fik mig til at tænke på alle de hjørner af vores fællesskab, som jeg ikke har udforsket endnu. Måske har du heller ikke. Og det er okay. Vi har hele livet til at finde frem til, hvad der får os op at ringe, det er det smukke ved det. Vores diversitet burde fejres, ikke udskammes. Vores mangfoldighed burde afprøves, nydes og opleves. Ikke alle er en festbøsse med stenhårdt vaskebræt, intet socialliv og i et fast forhold med sit spinning-hold eller sit vægtstangsstativ. Heller ikke alle er RuPaul-fan. Eller fan af queer fanfiktion. Eller går i skovmandsskjorte, eller er menneskerettighedsaktivist i Prideoptog med regnbueflag på slæb. Nogle gange er vi bare en nørdet tog-entusiast fra Horsens eller en fanatisk Warhammer-fan, som tilfældigvis elsker at sutte pik, eller en helt almindelig fyr ved navn Mads, som er fuldtids-bankmand, som også dyrker hård S&M i weekenderne.
Så længe andre ikke gør dig ondt, hvorfor helvede skal du så holde regnskab med dem eller underminere dem?
Som ejeren af et glory hole her i København engang fortalte mig i en venskabelig samtale på Grindr, efter at jeg havde skrevet til ham, at det ikke lige var min præference, men jeg virkelig respekterede hans foretagende: ”Det er alt sammen smag og behag i sidste ende”.
