Af Lee Ravn Kristensen
Når du ikke føler, at du passer ind i verdenen omkring dig, om det er på grund af, hvem du er, eller hvad du kan lide, er det uvurderligt at finde et accepterende fællesskab – også selvom det er spredt udover hele verdenen. Dette er Lees historie om at finde en familie i det digitale univers.
At vokse op som anderledes
Jeg har vidst altid været lidt af en outsider. Jeg elsker computerspil, tegneserier og Dungeons & Dragons. Jeg tilbringer de fleste af mine dage indendørs foran min computer, alene i min lejlighed med mine katte, Darth Vader-plakaten på væggen og Batman-logo på mine lagner. Som barn blev jeg mobbet ubarmhjertigt. Temaet for min mobning var som regel det samme – mine usædvanlige hobbyer. Jeg var en nørd og en ”drengepige”, og jeg var alene; et let mål for børn, der keder sig, som har noget at skulle bevise. Bortset fra at det ikke kun var børnene. Det var også min familie.
“Vil du ikke hellere lave noget normalt?”
“Du kan ikke leve hele dit liv i en fantasiverden.”
“Har du ikke rigtige hobbyer?”
Jeg lærte at skamme mig over mine interesser, men jeg kunne ikke gøre noget ved det. Jeg kunne lide, hvad jeg kunne lide, og jeg lærte bare ikke at tale om det. Det blev som en beskidt hemmelighed, som alle kendte, men ingen talte om, og det sårede mig dybt. Min familie, der skulle elske mig ubetinget, gjorde det ikke. De gjorde nar af mig, men kun fordi “de var bekymrede for, at andre måske gjorde grin med mig”. Det hjalp ikke på min spirende angstlidelse.
Venskaber langvejs fra
Da jeg var 15, indså jeg, at jeg var homoseksuel – og jeg var rædselsslagen.
Jeg havde en idé om, at min familie selvfølgelig elskede mig og ville acceptere mig uanset hvad, men det var bare ikke min oplevelse hidtil. Hvis noget så harmløst som at læse tegneserier var sådan et chok i deres “normale” verden, at de følte behov for at rette op på min opførsel, hvad ville min seksualitet så betyde for dem? Ville jeg blive yderligere udstødt på grund af endnu en ting, som jeg ikke kunne ændre?
Den første person, jeg kom ud til, har jeg faktisk aldrig mødt ansigt til ansigt. Jeg mødte Jim gennem et spil, som vi begge spillede online. Han havde henvist mig til et beskedforum, hvor andre mennesker, der spillede, kunne chatte – både om selve spillet, men også om andre spil og det virkelige liv. Jeg fandt mange ligesindede på dette forum, de fleste omkring min alder, men der var nogle få yngre og ældre. Der var endda en bedstefar!
Jim var fra Liverpool og far til to, og han spillede sammen med sin ældste datter. Det var ikke engang min intention at fortælle ham, at jeg var homoseksuel, i det mindste var det ikke det, jeg havde planlagt at gøre den dag, men han nævnte tilfældigt, at han skulle på pubben for at møde sin kammerats nye fyr, og bare henvisningen til et homoseksuelt par satte mig i gang, og jeg fortalte ham det.
Han svarede, at han ikke var overrasket over, at jeg var homoseksuel, hvilket fik min mave til at slå kolbøtter. Han fortalte, at han havde mistænkt det i omkring et år, men ikke ville sige noget, fordi det ikke så ud til, at jeg var klar endnu. Derefter overraskede han mig igen: Mange af de mennesker, jeg talte med på forummet hver dag, var LGBTI+. Jeg havde bare ingen anelse.
At vokse op online
Jeg blev voksen, mens jeg var på dette forum, og de andre brugere voksede op med mig, og pludselig havde jeg alle disse venner, der kæmpede med det at blive voksen sammen med mig. Vi blev hinandens støtte gennem en skræmmende tid med at beslutte, hvad vi ville med vores liv, studere for at realisere disse drømme og pludselig skulle til at betale skat.
Internettet er vokset siden jeg var 15, og det har aldrig været nemmere at holde kontakten. Først var det bare chat, men i disse dage har alle en mikrofon, og nu taler vi sammen dagligt. Vi er flyttet fra fora til Skype til Discord, men det er de samme mennesker, som jeg taler med, min “Internetfamilie”, kalder jeg dem. I over 10 år har jeg kendt disse mennesker, delt håb og drømme, fået os en drink på tværs af verdenen en fredag aften, og hvis ikke dét er familie, så ved jeg ikke, hvad er. Hvis jeg ikke dukker op i et par dage, tjekker nogen op på mig, hvis jeg har nævnt at jeg skal et eller andet sted hen, er der nogen der spørger, hvordan det gik, når jeg kommer tilbage. Når jeg oplever noget spændende, er min første tanke at fortælle det til mine online venner og med en telefon i lommen, er det nu muligt.
Jeg har angst og depression. Noget jeg har kæmpet med i årevis nu, og noget jeg har opdaget, at alt for mange unge mennesker også lider af. Da jeg fortalte min biologiske familie, at jeg var deprimeret, var det mest almindelige svar “Hvorfor sagde du ikke noget, hvis du havde det svært?” og “Det er så ikke underligt, når du sidder på din computer hele dagen og aldrig går udenfor.” Jeg forstår synspunktet og den bekymring, der udløser disse svar, men de hjælper aldrig – tværtimod. Jeg blev igen det lille barn, der måtte være bange for sin egen eksistens.
Når jeg snakker med min internetfamilie, føler jeg aldrig, at jeg skal gemme mig. Jeg behøver ikke nedtone, hvem jeg er for at “virke mere normal” for verdenen omkring mig. Jeg kan udtrykke mine følelser og meninger, og jeg modtager ærlighed og medfølelse. I sommer besøgte jeg en online ven i den anden ende af landet, og helt på egen opfordring ryddede han sit soveværelse, så jeg kunne gemme mig derinde, hvis jeg oplevede sensorisk overbelastning eller bare havde brug for en pause. Min bedstemor spørger stadig nogle gange, hvorfor jeg bruger så meget tid på badeværelset hjemme hos hende.
Lang (social) distance
I disse dage med social distancering har det været særligt vigtigt for mig at have det netværk, jeg har. I lang tid har jeg kunne ikke besøge min bedstemor eller gå på arbejde, og jeg ser stadig ikke mennesker så ofte som før, og bestemt ikke på samme måde. Men én ting, der forbliver stort set uændret, er mit online netværk.
Vi har arrangeret filmaftener før virussen, men vi har aldrig haft så mange, som vi har haft i sommer. Hver uge mødes vi tre eller flere mennesker for at se en film sammen online, og det har virkelig hjulpet på følelsen af isolation. Jeg kommunikerer med min internetfamilie, som jeg altid har gjort, men jeg har været så heldig, at jeg ved, hvordan man bruger alle disse onlineværktøjer til at komme sammen, og jeg har taget mig selv i pludselig at skulle hjælpe nogle få af mine “virkelige” venner og familiemedlemmer med, hvordan man tilmelder sig et Zoom-opkald eller bruger Discord-klienten til at tale med flere personer på én gang.
For nylig sagde min bedstemor til mig ”Så det er dét, du har lavet på computeren” med en klang af forståelse i hendes stemme, der næsten fik mig til at græde. Det har taget lang tid, men det ser ud til, at folk så småt begynder at forstå idéen om at have en online tilstedeværelse og vigtigheden af at have et netværk, uanset om det er online eller ansigt til ansigt.
At have min internetfamilie har reddet mit liv, og med dem har jeg fundet kærlighed og forståelse ud over mine vildeste drømme.
