Fotos og tekst af Shazia Khan
”Vi er alle menneskelige væsner. Vi er alle lige. Der er plads til os alle sammen. Jeg har været borgmester for muxerne, jeg har gjort, hvad jeg bør gøre, fordi jeg er muxe i mit hjerte. Jeg er taknemlig for alle de mennesker, der er kommet fra fjern og nær for at fejre denne dag.”
I det sydlige Mexico i delstaten Oaxaca ligger der en landtange mellem Stillehavet og det Caribiske Hav kaldet el Istmo de Tehuantepec. I dette område er der mange oprindelige Zapotek-folk, som stadig har bevaret deres sprog og kultur fra før spanierne kom. Her inkluderer den sociale og lokale tradition et tredje køn, der hedder muxe (udtales mushe). Ordet kommer fra det spanske mujer (kvinde), men traditionen er af præ-kolonial oprindelse. De er ofte iklædt det traditionelle kvindelige tøj og har en helt særlig status. De er en vigtig del af samfundet og driver deres egne forretninger. De er ofte succesfulde og vellidte i lokalsamfundet.
I byen Juchitan, som er centrum for Zapotek-kulturen, afholder en muxes-organisation hvert år i slutningen af november en stor fest, en Vela. Medlemmerne af organisationen kaldes i daglig tale blot for ”Las intrepidas”, på dansk ”de frygtløse”. Festlighederne begynder med en katolsk messe til ære for muxerne, fordi kirken også anerkender deres betydning og rolle i samfundet.
Fotograf Shazia Khan har i længere tid opholdt sig i Juchitan og fulgt muxerne både til de store farvestrålende fester, de afholder – og helt privat hjemme hos dem selv. Hvem er de, hvordan opfatter de sig selv, og hvordan ser de på tilværelsen? Dette er et uddrag af disse interviews.
“Mange mener, at det er en velsignelse for en mor at få et barn som er muxe i familien. Vi muxer er meget knyttet til vores forældre, og vi tager os af dem, når de bliver gamle.”
Naomy er jurist og fremtrædende aktivist i muxe-samfundet. Hun repræsenterer den yngre generation af muxer. Hun er meget aktiv på de sociale medier og arbejder desuden frivilligt for en organisation, der hjælper fattige landløse med at få land og rettigheder i samfundet. I 2024 skal hun være dronning for muxerne i Juchitan, og hun er i fuld gang med at forberede sig allerede nu. Hun bruger meget tid på at gå til de såkaldte Vela-fester både lokalt og i andre dele af Mexico. Vela’erne er traditionelle fester, som er vigtige samlingspunkter for muxe-kulturen.
”Mange mener, at det er en velsignelse for en mor at have en muxe i familien, som vil hjælpe hende derhjemme. Vi muxer er meget knyttet til vores forældre, og vi tager os af dem, når de bliver gamle.Traditionelt bliver muxer ikke gift og flytter hjemmefra. De tager sig af forældrene og bedsteforældrene.
I modsætning til spansk, som er grammatisk baseret på to køn, er Zapotek-sproget fuldstændig kønsneutralt. Som et resultat af dette forbinder Zapotek-kulturen ikke mennesker, objekter eller handlinger til begreberne mandligt eller feminint. Af den grund er det svært at oversætte muxe-identiteten til andre sprog, hvor der er en stærkere forbindelse til køn selv i konstruktionen af en simpel sætning.
Muxe-kulturen i Mexico er, ligesom i oprindelige samfund rundt om i verden, et godt eksempel på kønsfluiditet og har været det i generationer. Mens den vestlige verden skelner mellem mænd og kvinder, transkønnede, homo-, hetero- og biseksuelle osv., mener muxerne, at manglen på distinktioner er det, der gør dem originale og værdifulde. Definitionen af muxe er enkel og omfatter alle.”
Felina
“Diskriminationen her er ikke så markant som andre steder, men den findes. Så længe der er uvidenhed, vil der være diskrimination. I hele verden. Ikke kun her eller der. Man kan blive diskrimineret for sit udseende, sin højde – for alt muligt. Alle har vi et på et eller andet tidspunkt diskrimineret nogen andre – ofte uden at ville det.“
Felina er 54 år gammel, og har været en fremtrædende aktivist for muxerne gennem 30 år. Hun har repræsenteret muxe-kulturen internationalt på TED-talks og er forperson for organisationen i byen.
”For 46 år siden mødtes muxer her i byen for at tale sammen og støtte hinanden. Sidenhen er vores kamp for vores identitet og rettigheder blevet kendt både i Mexico og internationalt. Jeg blev født mellem de ældre og yngre generationer i bevægelsen, jeg er således af 2. generation.
Muxerne har altid eksisteret hos zapotekerne i Juchitan, igennem hele vores historie. Klædedragt og udseende var selvfølgelig anderledes dengang, det var jo andre tider.
Engang sagde en kvinde til mig: Muxerne i gamle dage var meget uskyldige og velopdragne, de gik ikke med kvindetøj. Jeg svarede: Kvinderne drak sig heller ikke fulde dengang! Nu fester og drikker kvinderne mere end mændene! Så tiderne har ændret sig, og vi som muxer har også udviklet os. Før i tiden havde man ikke internet og TV, man kunne ikke følge med i andre ting. Så vi har adopteret en del moderne skikke – men uden at glemme vores egne rødder, vores traditioner og vores kultur. Der er så mange landsbyer og steder her i Mexico, hvor man har glemt sit sprog og en del af sin kultur.
For mig er dét at være muxe en dualitet. Det er mellem de to køn, maskulin og feminin. De smelter sammen, og der vokser en muxe-identitet ud af det. Selvom jeg som muxe virkelig godt kan lide det feminine, ser jeg ikke mig selv som kvinde. Som muxe kan jeg have følsomheden som en kvinde og i bedste fald også en mands styrke. Jeg er en person, der kan føle mig tilpas i begge positioner. Jeg kan forstå både mænd og kvinder. Men jeg kan ikke tale 100% ud fra en kvindes synspunkt.
Vi er stolte af vores skikke, sprog og kultur. Vi lever vores egen kultur, uanset at vores dagligdag også er præget af den vestlige levevis. Vi holder fast i vores klædedragt til særlige lejligheder.
Som muxer lærer vi meget af kvinderne. Kvinderne her er meget arbejdsomme og sørger for sig selv og deres familier. Af dem lærer vi at arbejde og begå os.
Jeg er muxe, og jeg har min plads i samfundet, som kvinderne og mændene har deres, og det må vi respektere. I vores samfund er vi anerkendte som muxer. Socialt set har vi anerkendelse, og vi anerkender hinanden – uafhængigt af tøj og udseende. Vi har ikke så mange problemer med eksklusion i vores eget miljø. Når man er muxe, omfatter man det hele. Det er ikke nødvendigt at opdele yderligere, LGBT, homoseksuel, trans, osv.
I denne verden lever vi for at være glade og lykkelige. Livet er kort, og derfor skal man nyde det. Man skal leve det ud som er inde i ens hjerte. Vi kommer alle – uanset køn – igennem gode og dårlige ting her i livet.
Muxerne er venner med både kvinder og mænd, og når vi holder vores store fester (Vela), er der plads til alle mennesker. Dette er inklusion. Vi er en del af det hele.”
“Jeg var 13 år gammel, da jeg fandt ud af, at jeg var muxe. Jeg besluttede mig for at gøre som jeg ville, ligegyldigt hvad de andre tænkte.”
Vera er 31 år, og hun er aktivist og arbejder som dekoratør. På billedet sidder hun hjemme hos sig selv foran sit alter. På væggen bagved hende hænger der et billede af hendes bedstemor. Mange af muxerne er katolikker. Deres tro og måden de praktiserer den på, er imidlertid meget influeret af deres oprindelige kultur.
”Jeg gik ud af skolen som 15-årig og begyndte at arbejde. Jeg ville gerne lære et håndværk og være selvstændig og klare mig selv. Jeg arbejder for en organisation, der hedder Mexfam med et projekt, der hedder ’Arcos’. Vi oplyser unge muxer om deres rettigheder og prævention. Min mor bor her i huset sammen med mig. Hun arbejder stadigvæk.
Som muxe føler jeg mig fri. Jeg er hverken mand eller kvinde. Jeg er muxe!
Når du tager til en fest som muxe, skal du se godt ud! Du skal være venlig og smile til alle. Det er dejligt at komme ind et sted, hvor du er i centrum. Folk rejser sig op for dig og smiler tilbage. Jeg ignorerer dem.”
Lær mere om Shazia Khans arbejde og hendes andre projekter på www.shaz.dk.
Fotoudstillingen Muxe – Mexicos tredje køn åbner på KU.BE fredag den 12. august kl. 16, hvor der er reception. Udstillingen hænger på KU.BE indtil slut-september 2022.
