Af Simone Lindvall (hun/hende)
Mød Charlotte. Hun er den nye fagansvarlige for kulturområdet i Copenhagen Pride, og hun er på en og samme tid en usædvanlig og helt almindelig kvinde. Hun har en rolig og stabil tilstedeværelse, men er samtidig fuld af overraskelser og sidder sjældent stille ret længe ad gangen. Lyder det forvirrende? Så læs endelig videre og få et indblik i hvem hun er, hvordan hun endte i en af Copenhagen Prides mest indflydelsesrige positioner på knap 2 år, og hvad hun har af fremtidsplaner og forhåbninger til sin nye rolle.
En regnvåd eftermiddag i slutningen af oktober ankommer jeg til Copenhagen Prides kontorlokaler i det indre København. Jeg har ikke selv nøgle til kontoret og giver mig derfor til at vente på Charlotte udenfor. Selvom der er lys derinde, er der helt ekstraordinært ingen mennesker at se. Den sædvanlige summen af aktivitet og folk, der bevæger sig rundt mellem skriveborde, forsendelser og kulørte kaffekopper, er i dag erstattet af en ukarakteristisk stilhed. Da klokken nærmer sig vores aftalte mødetidspunkt, beslutter jeg mig for at skrive til hende, men bedst som jeg er ved at finde min telefon frem, kan jeg høre det pusle fra døren bag mig. Her kommer Charlotte til syne og lukker mig ind: Hun har været på pletten et kvarter før tid, men har siddet skjult bag en vældig rullevogn med ting og sager i alle regnbuens farver og forholdt sig så stille, at jeg simpelthen ikke har opdaget hende. Men hun behøver heller ikke at gøre et stort væsen af sig, og det ved hun godt. Hun skal nok gøre sig bemærket alligevel.
Fra Mors til København
Charlotte Mygdam Toft, som hun hedder, blev født i Vejle i 1971. Hun voksede op med sin mor i Nykøbing Mors, først i et nedlagt gartneri lidt uden for byen og siden i et gammelt fiskerhus fra 1800-tallet tæt ved havnen. Som barn havde hun megen frihed og fik lov til at eksperimentere. Det viste sig i barndomsværelset, som hun beskriver som lidt af en biologilærers drøm: Her fandtes akvarier med både fisk og ting, som hun fandt i naturen, og et skrivebord, som hun i stedet for skriveredskaber fyldte med sand fra den nærliggende strand, så hun kunne bygge ting. En overgang havde hun duer, og så vidt hun ved, var hun blandt de første på Mors, som fik computer – en VIC-20, forgængeren til den ikoniske Commodore 64. I bedste Georg Gearløs-stil reparerede hun engang et joystick til den, da det var gået i stykker, for hvad gør man, når man ikke har råd til reservedele? “Jo, man tager selvfølgelig en konservesdåse og skærer reservedelen ud af den,” siger hun selvsikkert.
Allerede i en ung alder havde hun det med at tage fat. Inden hun var blevet 12 år, havde hun fået arbejde hos en dyrlæge efter skole, og herefter var det det lokale museum, som kaldte. Her deltog hun blandt andet i en middelalderudgravning, hvor hun, udover at prøve kræfter med arkæologien, kunne øve sine tysk- og engelskkundskaber, da hun fik til opgave at formidle arbejdet til de fremmødte turister. Det blev også til et job i en blomsterhandel. Og på et autoværksted. Og en praktik i en møbelforretning. Alt sammen før hun fyldte 17 år.
Som helt lille og inden hun begyndte i skole, gik hun på opdagelse i den halvanden-to hektar fredede brakmark nær Nykøbings vandboringer og i skoven tæt på hjemmet. Hun besøgte hestene i området, udforskede det lokale elværk og som 5-6-årig fangede hun sin første fisk på et bøjet søm i åen tæt ved. Da hun fik lært at læse, søgte hun nysgerrigt viden i morens gamle leksika, når der var noget, som hun var i tvivl om, og de fleste af lommepengene blev brugt hos den lokale marskandiser, som var leveringsdygtig i tegneserier. At hendes barndom på mange måder har været ganske beskeden, begræder Charlotte ikke – tværtimod: “Selvom vi ikke har haft mange penge, så har der aldrig manglet noget. Der har været til alt det, jeg skulle. Og så kan det godt være, at jeg ikke har haft nogen fancy fine ferier og sådan noget. Men det har ikke været nødvendigt. Jeg har jo haft eventyret lige uden for døren.”
Et ganske særligt eventyr skulle vise sig at blive skelsættende for hende. I modsætning til barndommens små ekspeditioner fandt dette ikke sted på landjorden, men på vandet. Det var faren til en barndomskammerat, som lærte Charlotte, at det var sjovt at sejle. Han var bådebygger, fortæller hun, og da vi når til dette sted i interviewet, er det, som om der sker noget med hende. Hun har hele tiden fortalt åbent og detaljeret om sin opvækst, men hendes stemme er pludselig anderledes indtrængende, hendes kropssprog mere insisterende. Med dyb indlevelse og kærlig nostalgi fortæller hun om en sommerferietur i sejlbåd op gennem Limfjorden fra Nykøbing til Aalborg: “Det var en af de første fede oplevelser på havet, jeg nogensinde har haft. Og det er nok også den fedeste stadigvæk. En fuldstændig vindstille aften. Sådan stille og roligt for sejl, lige i tusmørke. Og så at komme ind mod Aalborg Havn hvor man bare kunne se alle gadelysene stå og funkle op gennem Aalborg. Der var jeg solgt.” Da hun blev gammel nok til at få knallert, fik hun derfor som det naturligste i verden en båd, og endelig som 17-årig indledte hun en karriere i Søværnet, som har ført hende mange steder hen, ikke mindst til København som hun ikke har forladt siden.
Charlottes stolthed
Set udefra er Charlottes vej ind i Copenhagen Pride på mange måder en indlysende forlængelse af hendes personlige rejse mod at blive sig selv – en rejse der tog fart i 2014, kulminerede i 2021 og en rejse som hun i øvrigt stadig befinder sig på. Men den er også en nærmest selvfølgelig konsekvens af hendes stædige tilbøjelighed til at tage udfordringer op med et vist begær og en grundlæggende tro på, at hun nok skal finde vej, også selvom hun ikke kender den på forhånd.
På det tidspunkt hvor Charlotte møder Kulturgruppen for første gang, er det så kort tid efter en længe ventet kønsbekræftende operation, at hun egentlig ikke må løfte noget. Alligevel har hun meldt sig som frivillig til Winter Pride Week. Intet skal forhindre hende i at udforske, hvad livet mere har at byde på – ikke længere – og hun “kan jo altid sidde at passe en dør eller noget,” tænker hun. Det bliver imidlertid den daværende fagansvarliges telefon, som pludseligt er gået i stykker, som hun gør indtryk ved at reparere. Med en kortvarig, men fokuseret indsats og en forbløffende ro, der stod i skarp kontrast til det kaos, som et akut opstået problem under et igangværende event forårsager, overbeviste Charlotte gruppen om sine kvaliteter. Kort tid efter denne aften i februar 2022 modtog hun en besked med en invitation om at blive en fast del af Kulturgruppen, en invitation hun som bekendt takkede ja til. Også selvom hun “fattede hat af, hvad der skulle ske.” Mange mennesker ville i sådan en situation nok have holdt lav profil et stykke tid og stille og roligt udviklet en fornemmelse af dette nye, ukendte. Charlotte valgte dog at gøre det komplet modsatte: Hun kastede sig ivrigt over opgaverne og påtog sig hurtigt så meget ansvar, at hun inden længe befandt sig i en assisterende rolle i tæt samarbejde med ledelsen. Dette har givet hende et mere indgående kendskab til ikke bare de mennesker, som er en del af Copenhagen Prides beslutningsmyndighed, men også nogle af de fordomme om organisationen, som tilsyneladende findes ude i landskabet: “Jeg har lært, at der er et anderledes syn på det, vi laver, end det jeg selv kom med. Jeg har jo syntes, at Pride er fedt. Men det er der altså også nogen, der ikke synes, at det er. Jeg har indtryk af, at nogle opfatter os lidt som en lukket klub. Selvom vi går og siger, at vi er inkluderende, så er det indimellem blomstret op, at vi måske ikke har været så inkluderende. Eller folk har i hvert fald ikke set os som inkluderende. Folk har snarere oplevet det, som om man skal være ‘rigtig’ queer eller være queer på den ‘rigtige’ måde for at være med. Så mange har følt sig lukket ude, også selvom vi gør et kæmpe arbejde for ikke at gøre det.”
At nogle sidder tilbage med denne oplevelse ærgrer hende, og det af flere årsager. For det første fordi hun levende kan relatere til, hvor vigtigt det er at føle sig hjemme et sted: “Jeg er jo bare et menneske. Med akkurat de samme usikkerheder og sårbarheder som alle andre, akkurat de samme behov og de samme udfordringer. Jeg har jo ligesom alle andre brug for et sted at være. Et sted at høre til.” For det andet stemmer opfattelsen af Copenhagen Pride som “den lukkede klub” slet ikke overens med det billede af organisationen, som hun selv har fået indefra. Som hun siger: “Jeg ville ønske, at folk vidste, hvor gode vi egentlig er til at prøve at række ud over egne fordomme og begrænsninger for at hjælpe folk rundt omkring. Og at vi ikke er defineret af gamle, hvide mennesker, men vi er så meget mere. Vi er mere end bare en parade, vi er en Kulturgruppe, en kulturinstitution. Vi er en menneskerettighedsorganisation, og vi er til stede hele året. Vi render rundt i krogene og støtter op om, at dem, der laver aktivisme, kan gøre det, og så sætter vi et ansigt på. Det kunne jeg godt tænke mig, at der var lidt mere viden om derude.”
Vejen frem
Men ærgrelse kommer man ikke langt med. Det gør man til gengæld med handling, og her viser Charlotte vejen ved først og fremmest at have taget springet og meldt sig på banen, ved sidenhen at have gået til hånde og ved at fortsætte med at stræbe fremad. Denne handlekraft gennemsyrer – naturligvis, får man næsten lyst til at sige med tanke på den unge Charlotte med de mange jobs – også hendes visioner for Kulturgruppen og kulturområdet hos Copenhagen Pride: “Jeg drømmer om, at vi, udover at være en protestorganisation, får sat Copenhagen Pride på landkortet som en ligestillet aktør med mange af de andre store aktører inden for kunst og kultur i hovedsagelig det københavnske miljø, men til sidst også det danske kunst- og kulturmiljø. Og jeg håber, at vi bliver en gruppe, som kommer til at sparke dørene ind og bane vejen for ikke kun os selv, men hele Copenhagen Pride, så vi bliver en mere sammensmeltet enhed, hvor hver arbejdsgruppe kommer med hver sin indgangsvinkel. Gennem kunst og kultur kan vi vise noget af det, som ofte ikke bliver vist, fordi det ikke er aktivisme i klassisk forstand, men en anderledes aktivisme med flere billeder og flere nuancer af et miljø, som i virkeligheden ikke er særlig kendt. Og vi kan gøre det uden at løfte en pegefinger, men ved at komme med en god historie i form af noget god musik, noget godt teater eller andet. Sådan kan man også sælge de vigtige historier. Og så glæder jeg mig til, at vi kan give nogle andre aktører, som normalt ikke gør det, en scene at stå på.” Ja, ambitionerne og motivationen fejler ikke noget. Og med Charlottes opsøgende åbenhed og ihærdighed som drivkraft synes potentialet nærmest endeløst.
Charlotte lader til at leve efter devisen, “hvor der er nysgerrighed, dedikation og vedholdenhed, er der en vej,” og heri ligger nøglen til hendes succes hos Copenhagen Pride – ikke i hendes forhåndskendskab til eller kontakter i organisationen, ikke i et stort netværk inden for LGBTI+ miljøet og heller ikke i en masse branchespecifikke erfaringer eller hendes gode intentioner. Man behøver ikke at være på nogen som helst bestemt måde for at gøre sig gældende, heller ikke i en etableret institution som Copenhagen Pride. Man kan nøjes med at være en inspiration – ligesom Charlotte.
Blå bog
Navn: Charlotte Mygdam Toft (hun/hende)
Født: 26. marts 1971 i Vejle (52 år)
Stilling hos Copenhagen Pride: Fagansvarlig for Kultur
Bopæl: Herlev
Uddannelser: Marinekonstabel med speciale i kampinformation, datamatiker og “et hav af andre sjove kurser” fra bl.a. ITU og DTU
Jobs (et udvalg): Marinekonstabel i Søværnet, IT-tekniker, teamleder og servicechef i Zitech Computer ApS samt udvikler af softwareløsninger til bl.a. Forsvaret, en rumfartsvirksomhed og – fra 2022 – en virksomhed som udvikler lønsystemer
Øvrige engagementer i LGBTI+ miljøet (også et udvalg!): Tidligere aktiv i Transgruppen og Bigruppen (nu Bi+ gruppen) hos LGBT+ Danmark, medvirkende i kampagnen, ‘About Time’ i forbindelse med WorldPride i København og Malmö i 2021, model til Charity Ball for Checkpoint i maj 2023 og medvirkende i kunstprojektet, ‘HOME QUEER HOME: Generations’ på ARoS i juni 2023
