Foto: News Oresund via Wikimedia Commons
Af Mathias Palmqvist Jensen (de/dem)
Daniel Delove arbejder på Rigshospitalet og på natklubben Den Anden Side, og så er han aktivist og queer. Daniel er en af grundene til, at nogle udsatte personer får hjælp fra det civile samfund, når velfærdsstaten ikke kan – eller vil.
Vi tog en snak om det civile arbejde, Daniel laver, om at føle sig hjemme eller ikke føle sig hjemme i regnbuefamilien, problemstillinger i sundhedsvæsenet og generelt en sludder for en sladder.
…
Hej Daniel. Hvordan har du det, og hvad arbejder du med?
Hej – Jeg har det okay. Jeg sidder i et dejligt selskab hos Copenhagen Pride. Jeg er sygeplejerske og arbejder på noget, der hedder neuro-intensiv afdeling under center for hjerne og bedøvelse.
Regnbuefamilien
Har du lyst til at fortælle mig lidt om, hvordan du passer ind i regnbuen?
Jeg har ikke haft en så god opvækst i regnbuen, men jeg har efterfølgende opdaget, at der er ret mange forskellige mennesker i vores regnbuefamilie. Vi er ret dysfunktionelle i vores familie, og vi skal være bedre til sammenhold og forståelse for, at der er nogen, der bliver glemt.
Jeg er en queer POC [Person of Colour, det vil sige minoritetsetnisk person red.].
Når sundhedsvæsnet og psykiatrien fejler
Vil du fortælle lidt om, hvad du også arbejder med i din fritid? Hvis du forstår hvad jeg fisker efter?
Jeg tror, at jeg forstår – du fisker efter mit frivillige arbejde?
Ja.
Jeg tilbyder Queers, BIPOC og transkønnede personer at være bisidder til deres samtale og kigge blodprøver igennem. Jeg kender og arbejder i sundhedsvæsenets system, så jeg forsøger at sørge for, at man bliver behandlet ordentligt og ved hvilke rettigheder, man har.
[Behovet] blev bare mere og mere tydeligt, da jeg kom mere ind i queer-miljøet. Det var her jeg så fandt ud af, at der var rigtig mange, der ikke får den rette behandling.
Så jeg begyndte bare med at tilbyde en rigtig god veninde hjælp – og så vidste jeg, at hendes veninde manglede nogen også. Så nu giver jeg dem, som jeg stoler på, et nummer som de kan ringe på, når der er brug for hjælp eller vejledning. Så tager jeg med dem til deres aftaler som bisidder.
Så du følger dem ligesom op til døren?
Ja, jeg prøver så meget, jeg kan med den energi, jeg har – også i forhold til hvad mit fokus er.
Aktivist i et ødelagt sundhedsvæsen
Så hvordan kan det være, at du alligevel finder tid i den lille smule fritid, du har, og hvor du måske burde fokusere mere på dig selv, til at hjælpe andre?
Fordi vi har et sundhedsvæsen, som er overkørt, og et fundament, som er beskadiget. Det eneste vi gør, er symptombehandling af sundhedsvæsenet, i stedet for at reparere fundamentet. Det er hårdt at være i det, og mit arbejde er rigtig hårdt, fysisk og psykisk.
Min afdeling er meget sød, og min ledelse er fantastisk og støttende. Men det er jo hårdt, fordi der er meget pres på, og fordi der mangler meget. Men det gør bare, at den her retfærdighedsfølelse bliver endnu stærkere
Så i stedet for at være en af dem, der bare accepterer det, og lader det køre videre, så har jeg bestemt mig for at være med til at ændre det.
Udfordringer for transkønnede, non binære og folk med mentale udfordringer
Hvad kan være nogle af de udfordringer som du hjælper med?
Jamen, vi kan jo tale om transkønnede personer, der kommer på CKI [Center for Kønsidentitet på Rigshospitalet, red.].
Den måde, de styrer det på, som jeg selv har set, er bare ikke godt. De har et heteronormativt syn på, hvordan en kvinde eller mand skal være. Så hvis du som transkønnet også er non-binary, og du ikke vil være eksempelvis femme presenting [have et feminint udtryk, red.], så vil du blive set mere ned på i samfundet såvel som i sundhedsvæsenet, fordi du så ikke er kvinde i deres øjne. Man bliver rykket rundt i manegen.
De lange processer som trækker tænder ud og dræber håbet
Det er en langtrukken psykisk proces, og så er psykisk sygdom også et stort problem, fordi man bliver kigget skævt til i sundhedsvæsenet. Jeg er jo ikke selv psykolog, så jeg kan ikke udtale mig om folk med mentale udfordringer. Men jeg ser, hvordan folk med mentale udfordringer bliver mødt af sundhedsvæsnet og CKI.
Det bliver gjort til grund for alle deres problemer.
Jeg kender også nogle mennesker, som har ADHD, autisme eller andre udfordringer, som ikke tør at gå til psykiatrien med det, fordi de ved, at man bliver behandlet anderledes i systemet efter diagnosering. Det er sådan lidt en dødsdom. Det er i hvert fald sådan, folk føler det.
Nogle gange tilbyder jeg at være bisidder. Det hjælper jo også meget, når man sidder der med en sygeplejerske. De forstår, at jeg godt kender spillereglerne. Så mit arbejde er ikke specifikt på den måde. Jeg tilbyder min hjælp, og så kan folk udnytte de ressourcer, jeg har mulighed for at tilbyde. Og så må man tage den derfra.
Awareness-team og det kulturbårne klubmiljø
Vil du prøve at fortælle lidt om, hvad der fik dig til at starte på Den Anden Side, og hvad du laver?
Jeg havde været i rave-miljøet i et stykke tid, dog uden sådan rigtigt at rave, så for en stund var jeg bare en observant. Jeg gik også til udendørs-raves, men en ting, jeg lagde mærke til, var, at hvis nogen fik det dårligt til de her udendørs fester, tog folk sig ikke rigtigt af det, de skubbede det nærmest væk.
Det kunne egentlig også godt ske på klubberne, men der var mere fokus på det. Min opmærksomhed og at jeg ikke var bleg for at hjælpe gjorde, at jeg fik tilbudt et job af Den Anden Side i deres awareness-team. Gennem dette job så jeg også, at der var en del problemer i miljøet og især blinde vinkler – det vil jeg gerne være med til at ændre på. Jeg forstår også bedre POC-menneskers oplevelse ved selv at være POC.
Det var også Denise, som er medejer og som står for Awareness og Harm Reduction, som gjorde, at jeg var interesseret. Denise er enorm dygtig og vil rigtigt gerne folk det godt. Denise vil gerne, at du fester med respekt for dig selv.
Den umiddelbare konsensus om det, vi ikke må italesætte
At der mangler hjælp og forståelse er jo en konsekvens af, at der er noget, der bliver holdt tyst.
Du hentyder til forbrug af stoffer og harm reduction, korrekt?
Ja, der er jo ikke en politisk konsensus om, at man er nødt til at have en åben samtale om, at stoffer er et faktum i Danmark. Det er jo noget, der bliver brugt som rusmiddel i stedet for at drikke sig fuld, fordi det giver folk en mere bevidst måde at feste på. Så der har også manglet en mulighed for at kunne tale om det.
Altså fordi politikere er politikere og har berøringsangst?
Ja, og som er blevet meget opmærksomme på vores scene [den elektroniske undergrundsscene, red.]. Det gør desværre, at der er en masse ting, man ikke rigtig må sige eller tale om, fordi så kan det så se ud som om man går ind for det eller støtter det. Og det har været hårdt for mig, fordi jeg er jo i en gråzone her.
Du møder jo også mange fra sundhedsvæsenet, der selv raver – de har det sådan lidt Hannah Montana: “Best of Both Worlds”.
Hahaha!
Hehe, ja, så jeg har været mega nervøs for, om jeg bliver set forkert på og måske dømt af andre.
Ja, det er jo i virkeligheden enormt stigmatiseret, selvom en overvejende majoritet af københavnere, der går i byen, faktisk tager stoffer.
Ja – og drikker sig hjernedøde samtidigt og ligger på gaden. Så kommer de ind til mig med hovedtraume og så videre og med promille på størrelse med..
Lolland?
Nemlig, men altså, folk skal forstå, at jeg har været i miljøet, jeg har danset, jeg har hygget, jeg har festet, og nu føler jeg, at jeg har fået ud af systemet. Jeg har fået lidt hår på brystet, og nu vil jeg gerne bruge den viden og erfaring, jeg har fået, og dele ud af den. Det synes jeg er vigtigt, vi gør.
…
Vi har brug for flere som Daniel. Vi har brug for flere, der deler deres erfaring og deres kunnen. Vi er blevet en meget segmenteret og splittet regnbue med blinde vinkler, hvor den hvide homoseksuelle cismand er overrepræsenteret og favoriseret. Det er ærgerligt. I min optik burde regnbuen symbolisere det at gå forrest, at hjælpe, at rumme og at styrke.
