Også plads til dig

En snak med tre københavnske LGBTI+ barer

Af Mariya Alfa Staugaard (hun/hende)
Fotografi af Rikke Høyen (hun/hende)

Der findes en række LGBTI+ barer i København, og hvad kunne være et mere oplagt tidspunkt end under Pride Week til at stifte bekendtskab med nogle af dem? HeartCore har talt med tre af stederne om, hvilke rum, de prøver at skabe for deres gæster, og hvordan de arbejder på at gøre dem tryggere. 

Never Mind

Marcel Juul Östergreen (han/ham) er uddannet journalist og DJ på natklubben Never Mind, hvor han har arbejdet i 12 år. Han havde egentlig ikke regnet med, at han skulle blive hængende så længe, men han blev en del af klubbens familie og har set stedet udvikle sig gennem mere end et årti, senest med åbningen i nye og større lokaler på Axeltorv. 

Vil du fortælle lidt om, hvad man kan forvente, når man kommer ind på Never Mind?

Først og fremmest handler det om tryghed. At man kommer ind et sted, som har en følelse af, at du træder ned i en boble, hvor du har en fest, hvor du kan slå dig løs og være tryg ved at være dig selv, uanset hvordan du identificerer dig. 

Vi holder øje, om nogen er meget påvirket eller i en hel anden verden. Så hører vi, om de er okay, og sørger for, at de kommer sikkert hjem. Og folk skal altid føle sig trygge ved at komme op til personalet og sige, hvis der er noget. 

Vi har haft episoder med vagter, hvor der er sket ting, som ikke har været i orden. Og de vagter er her ikke mere – så det tager vi seriøst. Vi har tidligere haft eksterne vagter, men nu har vi ansat vores egne, som er en del af huset. Og det gør meget, at det er de samme ansigter, og de kender vores gæster. 

Hvordan har stedet ændret sig i den tid, du har arbejdet på klubben?

Musikmæssigt har stedet ændret sig, siden jeg startede. Dengang var det meget mere Grand Prix og slager, hvor det nu er lidt mere ‘klubbet’. Men det har stadig snerten af den velkendte popmusik, som man kan synge med på. 

Efter vi startede op på Axeltorv synes jeg, vi har fået en del flere unge gæster. Og det er fedt, for tidligere har mange af vores gæster været mere i den modne ende. Men folk kommer til og fra – og det skal man jo også, når man er ung, man skal ud og prøve byen af. Heldigvis virker det til, at rigtig mange af vores gæster kommer igen. Og det må jo være et tegn på, at de godt kan lide at være her! 

Hvad kunne du godt tænke dig, at I bidrager til LGBTI+ miljøet med?

Et samlingspunkt og et sted, hvor man kan være sig selv. Nogen tror, at vi kæmper mod vores ‘konkurrenter’ med næb og klør for at være de bedste, og selvfølgelig vil vi gerne være gode – men vi lever også af, at vores ‘søster’-barer og -klubber klarer det godt, for så har folk det bedst. 

Never Mind Night Club ligger på Axeltorv 3 og har åben 22.00-06.00 mandag til torsdag og 22.00-07.00 fredag og lørdag. 

Cosy

Maria (hun/hende), Freja (hun/hende) og Shuki (alle pronominer) overtog ejerskabet af Cosy for to år siden. Udover at eje stedet og stå for den daglige administration, booking og barledelse, spiller de alle tre også som DJs på stedet. Da muligheden for at købe stedet bød sig, så de chancen for at skabe det sted i nattelivet, som de selv havde savnet. 

Hvilke tanker gjorde I jer om det rum, I ville skabe på Cosy? 

Maria: Først og fremmest et trygt rum for dem, der er her. 

Freja: Det er svært at lære folk, at det er okay at sige fra. Der er nogen, hvor det måske er en aldersting, fordi de ikke har gået i byen så længe, men det er også svært at sige fra, når man er blevet så vant til, at det ikke bliver taget seriøst. Det er en kultur, der er så indprentet i en, og det kan vi jo heller tage ansvar for, at folk skal gøre. 

Shuki: Men vi kan gøre det trygt at gøre det.

Maria. Og så er det også vigtigt hele tiden at tage snakken op. For det er når man deler oplevelsen, at man lærer, hvad man kunne have gjort.

Hvordan reagerede gæsterne, da der kom nogle andre rammer for baren?

Maria: Jeg synes, det er blevet taget sindssygt godt imod. Folk har været virkelig positive over, at der er blevet meldt så klart et koncept ud, så man har vidst, hvad man gik ind til. 

Freja: De eneste, som vi oplever negativ feedback fra, det er sjovt nok de heteroseksuelle cismænd, som synes, at det var et meget federe sted i gamle dage. Og det er jeg egentlig glad for. For det er lige præcis det modsatte, vi gerne vil stå for. Alle er jo velkomne, bare de kan opføre sig ordentligt og respektere, at det rum vi skaber er til queer-personer. Så det er rigtig rart, at den eneste negative feedback, vi får, kommer fra dem, som stedet ikke er beregnet til. 

Shuki: Det er klart, at den primære målgruppe har ændret sig, for vi har ændret stedet. Men de fleste af de gamle kunder, der kommer her, opfører sig helt fint og er glade nok for udviklingen. Så er der måske en eller to, der spørger, hvorfor vi ikke har whisky, men ellers fungerer det super fint. 

Hvad er det for en vibe, I skaber herinde? Hvad er det for en slags fest?

Shuki: God dansemusik, som man kan skråle med på, mens du finder nogen at kysse i et hjørne med. 

Maria: Eller midt på dansegulvet!

Freja: Egentlig prøver vi jo at skabe den fest, vi selv altid har manglet. Og så er det vigtigt, at dem, der står bag pulten og bag baren, også repræsenterer det crowd, vi gerne vil have herinde. Så jeg gør ret meget ud af at booke transpersoner, femmes og non-binære – vi prøver at skabe en platform for dem, der ikke får lov til at blive booket alle mulige andre steder. 

Hvad kunne I godt tænke jer at bidrage til LGBTI+ miljøet med?

Shuki: At lave den fest, vi selv har manglet, både i forhold til at have det sjovt, men også i forhold til at have et sted at føle sig hjemme og være tryg, som man måske især manglede, da man var yngre. Jeg snakkede med nogen 18-årige herinde på et tidspunkt, som var taget hele vejen fra Bornholm bare for at tage til fest her og så tage direkte hjem med færgen klokken 5 om morgenen. Cosy var det eneste sted, hvor de følte, at de kunne få lov til at være sig selv – og det sted, vil jeg gerne være. Og samtidig kan man holde en rigtig god fest!

Cosy Bar ligger på Studiestræde 24 og har åbent 20.00-05.00 fredag og lørdag. 

Jailhouse CPH

Jailhouse CPH åbnede sine døre i 2002 og blev startet som en bar primært målrettet mænd, som har sex med mænd – men med tiden har det udviklet sig til at danne rammer for hyggelige aftener for hele miljøet. Niels Holm (han/ham) er daglig leder og bestyrer på Jailhouse CPH, hvor han har arbejdet i 10 år. Signe Bundgaard (hun/hende) kom om bord for et år siden og arbejder som bartender og eventmanager.

Hvilken slags bar er Jailhouse CPH så i dag?

Niels: Det er jo et meget fetich-orienteret tema. Stedet har denne her lidt hårde facade, så folk skal lige lære stedet at kende, men når man træder ind af døren mærker man meget hurtigt en festlig og imødekommende stemning. 

Signe:  Det er mest folk, der identificerer sig som mænd, der kommer her, men det bliver mere og mere blandet. I løbet af de sidste par år er det blevet noget meget andet – og for det bedre, ville jeg mene. Der er en dame bag baren, og der kommer en del flere kvinder herind.

Hvilke initiativer har I taget for at skabe et tryggere rum?

Niels: At være obs på at italesætte, at der er plads til alle. Jeg lavede mit første code of conduct tilbage i 2017, men det var ikke så synligt dengang. I forbindelse med genåbningen gjorde jeg det meget synligt. Jeg har også skrevet en velkomst på vores menukort, hvor vi klart italesætter, at din ytringsfrihed ikke er lig med, at du er fri til at sige hvad som helst hernede. 

Signe: Niels gør det også klart for os, der arbejder her, at vi er fuldkommen fri til at afvise folk, uanset hvad. Det er enormt betryggende for os, at vi har den mulighed. 

Niels: Hvis ikke man enforcer sine retningslinjer, så er det bare luftkasteller. Så skaber det heller ikke den tryghed, som det netop skal gøre for de mennesker, der kommer her. Vi har tabt nogle gæster på det, men det er heller ikke gæster, vi har lyst til at beholde. 

Hvilken slags aften kan man have sig på Jailhouse CPH?

Signe: En af kernetingene hernede er, at vi hygger os med vores gæster. Folk elsker at sidde i baren, fordi vi bruger rigtig meget energi på at få dem til at føle sig velkomne. Vi ved, hvad folk hedder, hvad de laver, og hvad de drikker. 

Niels: Jeg synes, at værtshus er sådan et skønt dansk ord, fordi værtskabet egentlig er det vigtigste. 

Hvad kunne I godt tænke jer at bidrage til LGBTI+ miljøet med?

Signe: Der er få steder, der er deciderede værtshuse. Man skal ikke forvente at gå herind, og så er det en klub – man må ryge herinde, og man sidder ned og hygger sig. 

Niels: Jeg har altid synes, det var en balancegang, når man har en forretning på præmissen af en minoritet. Det kræver, at man giver tilbage til sit community. Så det vigtige for mig er, at vi bidrager til vækstlag og skaber muligheder for vores miljø.

Jailhouse CPH ligger på Studiestræde 12 og har åbent 14.00-02.00 mandag til torsdag og 14.00-05.00 fredag og lørdag. 

Andre LGBTI+ barer:

6 CPH

Café Intime 

Centralhjørnet

Det Rene Glas

GAG x Module

Kafe Knud

Kiss Kiss Gay Club

Men’s Bar

Masken

Vela

Modtag de seneste nyheder

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få organisatoriske nyheder fra Copenhagen Pride en gang om måneden