Port Street i Daniels Øjne

Jeg har aldrig brudt mig om Port Street. Denne gade, der var buet som en fiskekrog, snoede sig rundt om en ferieby. Daniel fandt en skjult charme i dette sted. Alt, hvad jeg så, var en kedelig landsby. Men jeg kunne godt lide at se på gaden gennem Daniels øjne. Den mørklødede fyr elskede denne gade, som man kan elske et menneske. Han gjorde Port Street til noget særligt, uden at vide, at han selv var dens hovedattraktion.

Feriebyen lå kun ti minutter fra det hus, hvor jeg gik fra barn til teenager. Puberteten drev mig væk fra mine venner. Hver dag løb jeg ned til havet. Og løb der igennem Port Street og Daniels forfaldne hus. Jeg løb, og under mine våde t-shirt bar jeg hemmeligheden om min første kærlighed med mig.

Jeg var forelsket i min bedste ven, og gennem puberteten tog ønsket om intimitet pludselig form af længslen efter hans krop. Jeg var forelsket, men jeg var bange for at sige det højt. Hans far kunne slå mig ihjel, hvis han fik kendskab til min længsel. Han havde sagt det så ligeud: “Jeg hader bøsser. Jeg ville have dræbt dem alle sammen.” Han vidste dog ikke, at hans søn kunne lide at lege med mig, som om vi var et homoseksuelt par.

Vores uskyldige fornøjelse fik alle til at grine. Jeg grinede også. Og min latter over mit eget begær var betalingen for de akavede berøringer. Af samme grund elskede jeg at slås med min ven. Når vi var i slagsmål, viklede vi benene rundt om hinanden. Her sætter han sig på mig og slår sine næver mod min kind. Og i næste sekund bider jeg ham i maven, og allerede sidder jeg ovenpå ham og banker ham på brystet. Snart snuser han til mit skridt. Nu er han svagere. Jeg kan diktere betingelserne.

I en slåskamp mod min ven var det aldrig muligt at forudsige, hvem der ville vinde. Han havde den samme kraft som jeg havde. Men nogle gange gik jeg for vidt. Jeg var forelsket i ham, men jeg var bange for at sige det, og derfor vidste jeg ikke, hvornår slåskampen burde stoppe. Uanset hvor hårdt jeg slog ham, gjorde det stadig mere ondt på mig.

Og så trøstede jeg ham. Jeg blev ophidset af hans uglede udseende. Røde kinder. Røde øjne. Kradsemærker på kroppen, huller i kroppen, der vidner om injektionssprøjter fra rutinevaccinationer. Vi gik hver til sit. Vi var altid hurtige til at undskylde til hinanden, inden vi gik hjem. Vores slåskampe var det bedste, jeg vidste. Jeg var jomfru, og det eneste, jeg vidste om sex, var at slås med min bedste ven. Men jeg ville have mere. Jeg ville ikke have søde fantasier, men virkelige handlinger. Kamp er kamp; sex er sex. Jeg bed ham i maven, og jeg ønskede, at han bed mig igen. Det eneste, jeg virkelig fik til gengæld, var en uppercut på kæben.

Det var et særligt slag. Jeg sprang det altid over. Uanset hvad jeg gjorde, hvis min ven desperat forsøgte at besejre mig i en slåskamp, så kunne han vinde med en uppercut på kæben. Vi sloges ofte. Og jeg tabte ofte på grund af dét slag. Jeg blev irriteret. Der var intet seksuelt ved et slag mod kæben. Ingen intimitet. Kun smerte. Til grin for offentligheden. Vores kammerater elskede at se på. Hér opfører vi os som et par, men vi tæver hinanden som de skøre fyre fra Titans of Wrestling. Det var den sommer, hvor jeg først trådte ind i mine teenageår. Samme sommer, hvor jeg mødte Daniel på Port Street.

***

Nu er jeg 30 år. Jeg går langs Generała Zajączka-gaden. De lokale siger, at denne gade er magisk. Den polske by Katowice er i rivende udvikling. I løbet af de sidste 10 år har mange gader forandret sig, men Generała Zajączka-gaden har stadig en magi, som de lokale har svært ved at sætte fingeren på. Derfor planlægger jeg rundt om alle telefon- og videokonferencer, så jeg har mulighed for at komme en tur ud af huset, og gå en tur på den magiske gade.

Jeg tror ærlig talt ikke rigtig på, at der vil ske magiske ting med mig her. Nej. Jeg kan bare godt lide legenden. Jeg kan godt lide idéen om, at magi er virkelig. Jeg går derhen i tilfælde af, at den er. Gaden er kort, men opkaldene er som regel produktive. Engang lykkedes det mig at øge min løn med 20 % i stedet for de forventede 11 % bare ved at gå langs denne gade.

Men Generała Zajączka-gaden er ikke kun et sted, hvor jeg indgår i digitale forretningsaftaler. På denne gade ringer jeg til min familie. Jeg ringer til venner i Ukraine. Til folk i min fødeby, som har været besat siden begyndelsen af den russisk-ukrainske krig. Jeg ringer til Port Street for at høre, om alt går godt med Daniel. Jeg har ikke været på Port Street i over 13 år, men vi holder stadig kontakt.

Når jeg ringer til Daniel, så ringer jeg til mig selv i fortiden. Vores kommunikation minder mig om en tid, hvor verden var fuldkommen anderledes. Før Rusland delte mit land i to dele, gjorde puberteten det samme. Den skærpede lysten til at gå i seng med drenge. Og alle omkring mig var delt op i dem, der kunne slå mig ihjel for dette, og dem, der kunne give mig håb om lykke.

Desværre tilbragte jeg flere år i fuldstændig isolation. Jeg talte først med en homoseksuel mand for første gang langt senere, da jeg begyndte at rejse rundt i landet. Så var hele landet imod mig, undtagen Daniel. Det er derfor, jeg stadig ringer til ham. Det er min pligt. Jeg ville gerne elskes, men mit land så mig ikke som en romantisk dreng, men en mobiliseringsenhed. Dem, der ønsker min død, er min fjende. Derfor vil jeg ikke tjene Ukraine. Jeg gjorde min pligt, jeg betaler Daniel tilbage. Han reddede mig mentalt fra mit land og dets grusomme ligegyldighed.

Daniel fortæller, at den eneste café i deres landsby er lukket. Han siger, at priserne stiger. Krigen er trukket ud, og hans opsparing er ved at slippe op. Han kan ikke arbejde. Han har ingen steder at tage hen. Han støtter ikke russerne. Han føler, at den ukrainsktalende befolkning hader ham. Han er bange. Skyderier i natten. Han troede, at han var vant til højlydte eksplosioner. Men det er umuligt at vænne sig til det. Han har fortalt mig alt dette før. Jeg lader ham gentage det igen og igen, for ud over militære nyheder har han ikke andet at fortælle. Og han vil gerne tale med mig. Eller måske er han ligeglad med, hvem han taler med, det vigtigste er, at nogen lytter til ham. Og jeg lytter. Det grove sprog skyder ud som kugler fra hans mund, men det rammer ind i mine ører som silke. Det kilder i nakken på mig. Jeg gemmer hans uhøflige ord under en t-shirt, ligesom jeg engang gemte hemmeligheden bag min første kærlighed.

***

Jeg kan ikke huske, hvordan jeg mødte Daniel første gang. Den sommer løb jeg ned til havet næsten hver dag. Jeg havde allerede fået fortalt, at man ikke kan løbe væk fra sig selv, men jeg prøvede alligevel. Jeg sad i timevis på kysten, adskilt fra mine venner, og kiggede over på den modsatte kystlinje, hvor køletårnene fra atomkraftværket stak ud. I virkeligheden var det ikke et hav, men et vandreservoir. Men det var stadig enormt. Så stor, at den modsatte bred knap nok var synlig. Derfor kaldte vi vandreservoiret for havet og gemte vores umodne kroppe i det mudrede vand.

Jeg svømmede sjældent, når jeg var alene på stranden. Det meste af tiden sad jeg på sandet. Skændtes med bølgerne. Fangede haletudser. Stirrede ud i horisonten. Jeg forsøgte at undertrykke min første kærlighed. Og jeg forsøgte også at finde ud af, hvad jeg skulle skrive, så teksten ville blive fra simple ord til en værdifuld bog. Det var for mig det samme lokkende mysterium som mysteriet om følelsernes opståen. Vi kan ikke kontrollere kærligheden. Vi kan ikke vælge, hvem vi vil forelske os i. Det sker for os, men uden vores indflydelse. Hvorfor? Det var det, jeg tænkte, mens jeg sad på stranden og forsøgte at ryste sandet ud af mine underbukser.

Vejen fra mit hus til stranden gik gennem Port Street. Der var naturligvis mange måder at komme til stranden på. Jeg kendte til 7 forskellige strande i nærheden. Men mit mål var at flygte fra mig selv og samtidig gemme mig for andre, så ingen omkring mig så min skammelige flugt. Det er derfor, jeg valgte den mindst besøgte strand. Og vejen gik forbi det hus, Daniel tilbragte hver sommer i med sin bedstemor.

Daniel kunne karate. Han var stolt af det. Han byggede et helt univers omkring kampsporten. På trods af varmen gik han udenfor i en hvid kimono. Som han senere fortalte mig, er det korrekte navn for denne beklædningsgenstand ikke kimono, men karategi. Et brunt skærf snoede sig rundt om hans talje. Han trænede om morgenen og aftenen. Syv dage om ugen. Han finpudsede sin slagteknik for at gøre sin drøm om et sort bælte til virkelighed. Det var Daniel, der introducerede mig til kampsportens åndelige side. Åndfuldheden er smuk, og i kombination med orientalsk kampkunst er den også elegant.

Jeg gik forbi hans hus hver morgen for at se ham træne. I begyndelsen var jeg ikke særlig opmærksom på ham – det var pinligt at stirre. Men med tiden begyndte jeg at se på ham. Senere hen holdt jeg op med at skjule min interesse. Og senere endnu begyndte jeg endda at hilse med en forsigtig håndbevægelse. Daniel var ældre end mig. Han havde en krop som en moden, lækker, ung mand. Når han tog toppen af karategien af, måtte jeg virkelig bide mig i tungen for ikke at spørge ham, om jeg måtte røre ved hans muskler. Men jeg var heldig. De fleste fyre, der træner deres krop, behandler den som en maskine og er som regel stolte af den. Det er derfor, at sportsfolk ofte beder dig om at røre ved deres muskler. Og de lærer dig endda, hvordan du skal røre deres muskler på den rigtige måde. Dette var den formelle begyndelse til vores bekendtskab.

“Hej, kan du hjælpe mig?” råbte han på en eller anden måde til mig. “Tjek, om mine brystmuskler er ens. Jeg synes, at den venstre ser mindre ud. Rør ved den. Lige her. Ja. Sig noget.”

“Jeg ved det ikke …”

“Tryk til. Du skal ikke være bange. Skoliose. Måske er det derfor?”

“Har du skoliose?”

“Ja, og det er på grund af det, at de ikke tog ind i hæren,” sagde Daniel stolt.

I min barndom blev det anset for ærefuldt ikke at forsvare moderlandet, men at modtage et dokument, der tillader dig at lade være. Jeg drømte også om et sådant dokument. I Ukraine er et dokument om fritagelse fra tjeneste den bedste gave, man kan få til sin 18-års fødselsdag. Men jeg drømte endnu mere, om at have en brystkasse magen til Daniels. Også selvom hans brystkasse havde en knapt synlig ujævnhed.

Næste dag spurgte jeg ham, hvordan han huskede disse vanskelige karate-bevægelser. Og Daniel viste mig en sort notesbog, hvor han havde skitseret hver enkelt bevægelse og den indledende øvelse til den. Han tegnede ikke særlig realistisk, men jeg fandt hans androgyne figurer med spredte ben og arme, der flyver ind i modstanderens krop, forbandet sexede.

“Er der nogen, der fornærmer dig?”, spurgte Daniel, og jeg kunne mærke omsorgen i hans ord.

Jeg nikkede bekræftende. Jeg fortalte Daniel, at jeg har en bedste ven. Og at vi ofte skændes. Jeg fortalte ham, at min ven har en særlig teknik – en uppercut på kæben. Og at jeg ikke ved, hvordan jeg skal forsvare mig mod slaget. Derefter viste Daniel mig en række tegninger. Daniel vidste, hvordan han skulle afværge dette slag. Desuden fandt han straks på en række tricks, der ville gøre det muligt for mig at lægge min bedste ven på ryggen, næste gang han forsøgte at bruge sit særlige træk. Men alt dette virkede uforståeligt for mig, selvom det var sexede billeder. Det sagde jeg direkte til Daniel. Intet er klart. Så åbnede han for første gang døren til det lave hegn, hvorigennem vi kommunikerede. Han lukkede mig ind på sin husgrund. Det var sådan, vi blev portvenner.  

***

Igen går jeg langs Generała Zajączka-gaden. I dag læste jeg, at Rusland vil tvangsmobilisere alle ukrainske mænd fra 18 til 60 år i de besatte områder. Men Daniel siger, at det ikke passer. Han siger, at de, der blev 18 år, skulle i værnepligt. Han tilføjer, at ukrainerne blev frigjort fra russisk militærtjeneste. Folk kan frit gå på gaden, hvis de ikke er bange for eksplosioner.

“Du er ikke blevet indkaldt?”, spørger jeg.

“Ikke rigtig.”

“Du ved, at i Ukraine bruges indkaldelser som straf for enhver bagatel. Man kan få en indkaldelse bare for at tale russisk på gaden, hvis man støder på en ukrainsk-talende militærmand.”

“Men vi taler alle sammen russisk her.”

“Så alle ville få én.”

“Ønsker du, at Rusland eller Ukraine vinder krigen?”

“Jeg vil gerne have, at krigen slutter. Jeg kan ikke lide hverken Rusland eller Ukraine.”

“Men hvilket land ønsker du at bo i?”

“Et fredeligt ét … Jeg vil gerne rejse så langt væk som muligt og glemme det for altid.”

Daniel fortæller mig, at passagen til havet er lukket. Militære køretøjer er opstillet langs kysten. Luftforsvar. De lokale er i fuld gang med at grave skyttegrave. De lokale bliver betalt for dette af militæret. Der er intet arbejde at finde i byen. Der er heller intet arbejde at finde i nabobyerne. Den lokale befolkning samarbejder med besætterne. Men de samarbejder uden ideologi. De frygter for sig selv, men ikke for landet. De modtager ingen hjælp fra Ukraine, og derfor accepterer de hjælp fra besætterne. Tvunget til at acceptere den. Og jo længere de lokale accepterer denne hjælp, jo mere forfærdeligt bliver det for dem, når Ukraine generobrer området. De kan trods alt blive fængslet for at grave skyttegrave. Og her er hele gaden i gang med at grave disse grøfter. Vil alle blive fængslet? Vil det blive et folkemord på den russisktalende befolkning i Ukraine? Hvem vil sige noget til det, hvis de fængsler eller dræber alle?

***

I løbet af sommeren besøgte jeg Daniel, og han lærte mig karate. Lærte mig at meditere. Lærte mig orientalsk ro. Jeg stræbte mod havet for at opgive mit tidligere jeg, men ved Daniels side fandt jeg ikke kun en ny ven, men også et nyt jeg. Ny karakter. Og jeg elsker mit nye jeg. Det er sandt, at mit nye jeg kun var et skridt på vejen. Der var meget arbejde at gøre for bare at blive en skygge af, hvad Daniel var. Men jeg var klar. Så Daniel, såvel som Port Streets rolige gader, blev mine åndelige mentorer.

***

I dag fortæller Daniel, at han frygter for sin bedstemors sikkerhed. Hans opsparing er væk. De lever af hendes pension og af de penge, han får fra at grave skyttegrave. Men den ukrainske pension er forsinket. Der går rygter om, at den snart slet ikke kommer. Tidligere modtog den gamle kvinde både ukrainsk og russisk pension på samme tid. Men nu skal du ansøge om et russisk pas for at få en russisk pension. Det er en hurtig proces. Men de ukrainske myndigheder meddelte, at de ville fængsle dem, der frivilligt udstedte et pas fra den angribende nation. Men uden passet, kan den gamle kvinde ikke modtog en eneste pension. Hvordan skal man så leve? Og i denne måned har de ikke modtaget nogen penge. Daniels opsparing er væk. Og der var kø til at grave grøfter. I går blev han nægtet et job. Han siger, at han vil prøve igen i morgen.

***

Det blev min opgave at gentage de samme bevægelser dag efter dag. Syv dage om ugen. Med en klar forståelse af målet – at overvinde den første kærlighed. Både fysisk og psykisk.

Karates principper er bygget på respekt og ære. Mit kødelige ønske om at få adgang til min bedste vens krop grænsede til skændsel. Af samme grund kæmpede vi så desperat og dristigt, som vi kunne. Og alligevel kæmpede vi mest kaotisk. Jeg vidste, at hvis jeg systematiserede mine slag, ville jeg have en stor chance for at vinde. Hvis jeg besejrede min bedste ven i kamp, betød det, at jeg dernæst skulle besejre hans far, som kunne slå mig ihjel, bare fordi jeg elskede hans søn. Kampen blev en principsag for mig. Og det gav mig energi til min træning.

***

Daniel fortæller, at hans gamle bedstemor har fået udstedt et russisk pas. Han taler om det genert og hviskende. Han siger, at de har bagt en tærte. Og han beskriver duften af tærten for mig på samme måde, som han tidligere har beskrevet duften af en kvinde. Men der var ikke mange kvinder i Daniels liv. Hans bedstemor kom altid først. Han elskede hende, og hun krævede særlig omsorg. Og nu har hun det ikke godt. Om morgenen kom en militærlæge. Han sagde til hende, at hun ikke skulle være nervøs. Men hvordan kan man undgå at være nervøs, når missiler eksploderer rundt om hjørnet?

***

“Karate bringer retfærdighed frem,” sagde Daniel. “Når et menneske er ærligt over for sig selv, er det til gavn for hele samfundet.”

Hvert eneste ord, han siger, er sandt for mit spirende sind. Jeg ville ikke have noget imod, hvis han var mig utro. Det er trivielt. Det vigtigste for mig var noget andet. Vores venskab gør mig stærkere. Allerede nu var jeg klar til at møde min bedste ven og slås mod ham, men af en eller anden grund bad Daniel mig om ikke at skynde mig. Vi øvede snesevis af forskellige slag. Og i pausen fortalte han mig dette:

“Tro aldrig, at karate kun foregår i dojo’en.”

Dojo’en er et sted til meditation og træning. I vores tilfælde er dojo’en det område, der støder op til forsiden af Daniel og hans bedstemors skrøbelige hus. Daniel fortsatte:

“Hele verden er én stor dojo, og autentisk karateundervisning bør vare 24 timer i døgnet.”

På den måde blev jeg en ninja, som holdt det hemmeligt for hele verden.

***

Jeg kunne ikke få fat i Daniel i en hel uge. Først derefter ringede han til mig fra et russisk telefonnummer. Ukrainske mobiloperatører opererer ikke længere i det besatte område. Og russiske numre udstedes kun, hvis man er i besiddelse af et russisk pas. Det er skræmmende at forestille sig et liv uden kommunikation i krigstiden. Derfor fik Daniel sig et russisk pas og et russisk SIM-kort. Nu er han en fjende af Ukraine. Forræder. Nu er han bange for, at Ukraine vil komme for at beskytte ham og ved et uheld dræbe eller fængsle ham. Han fortæller mig det direkte, fordi han stoler på mig. Jeg bebrejder ikke Daniel hans valg. Jeg har ingen moralsk ret til at fordømme ham. Han handler ikke som en helt, men som en mand, der ønsker at overleve. Jeg accepterer hans beslutning. Og han takker mig for det.

***

På et tidspunkt tvivlede jeg på mine evner. Sommeren var ved at være forbi. Og jeg følte stadig ikke, at jeg fortjente at købe min første karategi. Både jeg og Daniel trænede massevis af bevægelser. Daniel gjorde det godt. Men jo længere jeg trænede karate, jo tydeligere så jeg mine egne ufuldkommenheder i mine bevægelser.

“Hvor længe har du dyrket karate?”

“Omkring 8 år,” svarede Daniel, og hans svar blev til en betonplade foran mig, som hverken kan flyttes eller omgås.

“8 år? Wow! Det er en evighed!”

“Men du ved, at du ikke dør i morgen. Du har kun så meget tid, som du giver dig selv.”

“Men 8 år … måske skulle jeg øve én eller to bevægelser? Hvorfor træner jeg flere forskellige på samme tid?”

“Det er som boksere, der træner et slag igen og igen. Og det gør boksning primitiv. Vi udvikler hele kroppen.”

“Men en bokser kan lære at slå et slag uden fejl i løbet af en sommer. Hvad vil jeg lære i løbet af sommeren?”

“Du har sommer nok til at rense dit sind og forberede dig på en fredelig krigers vej.”

“Kriger? Men jeg vil ikke være en kriger. Jeg vil bare gerne jorde min ven.”

“Jeg tror ikke engang, at du forstår, hvad du vil have.”

***

Virker magien i Generała Zajączka-gaden slet ikke? Jeg kommer her specifikt for at foretage alle vigtige opkald. Jeg håber på magi. På et mirakel. Men i dag gik der noget galt. Daniel meddeler mig, at hans gamle bedstemor er død. I tre dage forsøgte de forgæves at tilkalde en læge til deres hjem, men lægen var optaget af at behandle soldaterne. Hospitalet er fyldt. Læger er tilbageholdende med at besøge patienter over 60 år. Alt for mange falske alarmer. For mange panikanfald. Mange sårede og med granatchok.

For nylig fandt der en skudveksling sted mellem den russiske og tjetjenske hær. To personer døde. Syv blev sårede. Daniel siger, at ingen bekymrede sig om hans bedstemor, da hun var døende. Nu ønsker han at begrave hende, men selv nu er folk ligeglade med hende. Alle siger, at “det er krig”. Lighuset er fyldt. Der er ingen kister. Der findes pakker. Der er sorte plastikposer. “Jeg fik en af de samme fyre, som betalte mig for at grave skyttegrave. Vi fik lov til at låne en skovl for en aften.”

“Hvad er dine planer for i aften?” spørger Daniel pludselig.

***

Måske boksning? Et enkelt slag eller en bevidsthedsændring? Hvad skal jeg vælge? Og er det overhovedet værd at vælge? Min bedste ven har ikke ringet til mig en eneste gang i løbet af sommeren. Besøgte aldrig mit hus. Er han stadig min bedste ven? Jeg følte, at Daniel kom tættere på mig. Men han var ældre. Jeg følte ikke, at jeg kunne være rigtige venner med ham. Han var min åndelige mentor. Men hvorfor har jeg aldrig set ham sammen med sine venner?

Engang kom jeg lidt tidligere end normalt og kiggede ved et uheld ud ad vinduet, da han havde travlt med den gamle dame på toilettet. Jeg kunne lugte den grimme lugt, selv når jeg var udenfor. Mens han tørrede hende i røven uden en snert af væmmelse i sit blik. Med den ene hånd holdt hun fast i væggen, med den anden støttede hun sig til hans skulder. Denne omsorg grænsede til kærlighed. Og hvis min kærlighed fik en persons krop til at føle begær, så tilgav Daniels kærlighed kroppen for dens mangler. Men nu er den gamle kvinde død, og Daniel graver ikke en grøft, men en grav. Nu graver han den gratis.

***

Magien i Generała Zajączka-gaden kunne mærkes allerede den næste dag. I går, efter at have afsluttet samtalen med Daniel, begyndte jeg at bede gaden om en tjeneste. Jeg bad Daniel om at få en mulighed for at tjene penge. For at forhindre, at han sulter. Jeg kunne selv have sendt ham penge, men min hjemby var afskåret fra både det ukrainske og det globale banksystem. Det russiske regime burde have lidt under sanktionerne, men i stedet er det almindelige ukrainere, som viste sig at være fjender i deres eget land, der lider under dem.

Men der var magi i luften. Generała Zajączka-gaden hørte min anmodning. Daniel har en beskeden indkomst. På dette tidspunkt var det allerede blevet tydeligt, at krigen var ved at trække i langdrag, og derfor begyndte militæret at leje huse af lokale i et sommerhusområde ved havet. I den ukrainske presse berettede de, at det russiske militær tog husene og dræbte ejerne eller satte dem på gaden. Men i virkeligheden tilbød de lokale selv deres huse for at tjene ekstra penge, fordi der ikke var andet arbejde. Ukraine kunne ikke beskytte sine borgere i de besatte byer på nogen måde, og i stedet for psykologisk støtte fremsatte landet flere erklæringer på vegne af embedsmænd om, at alle ville miste deres statsborgerskab, hvis de samarbejdede med besætterne.

En ung militærmand bosatte sig hos Daniel. Toogtyve år gammel. Bokser. Han deltog i internationale konkurrencer. Det faktum forener dem. Slåskampe er en kampsport for dem begge. Krig er en kamp med kugler, ikke med næver. Begge fyre synes, at det er uretfærdigt. Og derfor demonstrerer de teknikker for hinanden med øget begejstring. Det minder dem om et fredeligt liv.

“Den her fyr vil ikke kæmpe. Han er tvunget til at være her. Hvis han flygter, vil han blive skudt. Derfor løber han ikke væk,” fortæller Daniel mig. “Han hjalp mig også med at bygge en kiste til min bedstemor. Synes du, at jeg gjorde noget forkert ved at lukke ham ind i mit hus?

***

Endelig fik jeg en fantastisk mulighed. Jeg mødte min bedste ven. Han gik sammen med en fyr. Vores jævnaldrende. Hvorfor kom han ikke med mig? Jeg sagde ikke hej. Jeg gik straks til sagen. Jeg spurgte ham direkte:

“Hvorfor har du ikke besøgt mig en eneste gang hele sommeren?”

“Jeg kunne stille dig det samme spørgsmål?”

Sætningen føltes som et slag i ansigtet, og derfor reagerede jeg på den med et slag i ansigtet. Så skubbede han mig på skulderen, men jeg skubbede ham hårdere. Og nu kan jeg se, at han allerede har knyttet næven. Jeg ser knytnæven flyve op imod mig nedefra. Sigter efter min hage. Intet usædvanligt. Alting er det samme. Og dette er min chance for at vise ham min teknik. Vise ham, hvad Daniel har lært mig.

Jeg flytter min kropsvægt til højre. Jeg lader hans knytnæve flyve til vejrs. Og så, med tre enkle, men præcise bevægelser, får jeg ham ned på gulvet. Jeg sætter mig på hans bryst. Jeg kysser ham på panden.

“Hvordan har du lært det?”

Han opfordrer mig til at tage med dem til havnen. Han siger, at der er en fed café derovre. Man kan købe øl dér. Man kan lægge an på lokale piger eller slås med deres fyre. Men jeg er ikke interesseret. Jeg føler, at hvis jeg rejser, vil jeg få mere, end han kan give mig. Så det gør jeg.

***

Daniel begyndte i stigende grad at spørge mig om forhold til fyre. Vi har undgået dette emne før. Nu talte han kun om det. Men han forklarede ikke hvorfor. Medmindre han drog en parallel til det faktum, at krig giver stress, og at stress giver et stærkt ønske om sex. Og han ventede hele tiden på min billigelse. Spurgte, om det er i orden at have lyst til sex under en krig, når andre dør? Er det normalt at bruge et russisk pas i en besat by? Er det i orden at udleje et hus til en besætter?

***

Og hvad så, hvis jeg vandt? Sejren var ikke så sød som vejen dertil. Der er nu gået mere end 13 år. Når jeg tænker på den sommer, tænker jeg ikke på at sejre over min bedste ven i et slagsmål. Nej. Jeg kan huske, hvordan Daniel trænede mig. Hvordan han lærte mig at forsvare mig med værdighed.

Hvad så nu? Ja, han har fået et sort bælte i karate, men han er magtesløs over for missiler. Og denne afmagt giver anledning til en fortvivlelse, der er større end den fortvivlelse, der opleves af den, der slet ikke behersker kampkunsten. På denne måde bliver beherskelse til svaghed. Og dette er blot én af krigens konsekvenser.

Selv efter krigens afslutning vil dette land fortsat ose af forrykte komplekser, psykiske traumer og seksuelle flammer i land tid endnu. Alt dette sker nu på Port Street. Alt dette har længe spredt sig over hele landet. Og vil forblive der også efter sejren.

Men hvad er sejr, når der er så mange dødsfald omkring os?!

***

Da jeg ringede til Daniel denne gang, skyndte jeg mig at dele den vidunderlige nyhed med ham. Den russiske hær havde forladt Kherson. Delvist, men stadig forladt. Det betyder, at Zaporozhye-regionen snart bliver befriet. Krigen vil snart være slut!

Men i stedet for Daniels bløde stemme hørte jeg en ny, ukendt stemme. Jeg forstod straks, at det var stemmen fra en russisk militærmand. En 22-årig grædende stemme råbte i telefonen, at han hadede det hele. Den her krig. Og den her gade. Og karate. Han råbte, at han for første gang i sit liv blev forelsket. Og at hans kærlighed sluttede så dumt. Daniel hængte sig selv i sit sorte bælte, da han fik at vide, at den russiske hær var på tilbagetog. Han var for bange for at være en forræder. Han var bange for, at ukrainerne ville fængsle ham eller slå ham ihjel. Og så skyndte han sig at tage sit eget liv.

“Men jeg elskede ham, ved du det?” råbte den 22-årige besætter ind i mit øre. “Han er død, men det er min kærlighed ikke. Og den torturerer mig. Fandens!”

Og igen skyder det grove sprog ud som kugler fra en persons mund, men det rammer mig i ørerne som silke.

“Er det, I gør på vores territorium, ikke mere forfærdeligt end det, du føler lige nu?”

“Nej, kammerat, kærlighed er mere forfærdelig.”