Af Christian-Sebastian Lauritsen
Billede: Privatfoto
Er Pride-paraden pinlig? Pride har alle dage haft kritikere, men der har heldigvis aldrig været så mange af dem internt i vores regnbuemiljø – jeg synes desværre, det er begyndt at ændre sig, og derfor er det på tide, at vi husker hinanden på, hvad pride faktisk er.
Når jeg bevæger mig rundt i vores regnbuemiljø og snakken falder på Copenhagen Pride, så støder jeg fra tid til anden på en udtalelse, jeg finder både privilegieblind og historieløs.
Kritikken lyder således: ”Pride-paraden er for ekstrem, og jeg kan slet ikke se mig selv i den.” Nogle går endda så langt som til at sige, at den er direkte pinlig eller skadelig for fremgang.
Det er en kritik, der plejede at være relativt sjælden, men for hver ny årgang lader det til, den tiltager i omfang; så nu er det vist på tide, kritikken bliver ordentligt adresseret.
Det, der menes med kritikken, er selvfølgelig, at Pride udstiller en karikatur af miljøet. Mændene er for feminine, kvinderne er for maskuline, nogle er for erotiske, mens andre er for mærkeligt påklædt: Alle versioner af ”for meget”, du kan komme i tanke om.
Personen, der giver udtryk for denne kritik af priden, er oftest et hvidt ciskønnet medlem af vores miljø; og før jeg nu får trådt for mange over tæerne, så lad mig lige sige: Jeg er selv et hvidt ciskønnet medlem af regnbuemiljøet, så jeg ved godt, det ikke er alle hvide cis-personer, der deler den kritiske holdning.
Men til de folk der deler denne holdning, lad mig bare sige: I har fuldstændig misforstået pointen!
Pride skal være provokerende og forargende
Når folk viser mig gamle billeder af tidligere Prides med det formål at illustrere for mig, at Pride altså ikke plejede at være så ekstrem og karikeret, så giver de udtryk for en enorm historieløshed.
Pride er et oprør og en provokation, og det har det altid været. Før i tiden skulle der ikke mere end et skilt med ordene ”Jeg er stolt af at være bøsse” til for at forarge og provokere, men der er vi heldigvis ikke i dag. Der skal en del mere til for at provokere og forarge de fleste i dag, men vi skal ikke desto mindre gøre det!
Homoseksualitet forarger i dag de færreste, for folk har set det, og er blevet vant til det, men det er et privilegium, vi homoseksuelle desværre ikke deler med alle medlemmer af regnbuemiljøet.
Når det så er sagt, så vil jeg tilføje, at selv accepten af homoseksuelle er også kun overfladisk.
I mange år blev en bøsse i film og tv altid portrætteret totalt aseksuelt – ja, nærmest kønsløst – som den kvindelige hovedpersons bedste ven, og lesbiske blev enten overseksualiseret eller gjort komiske: Alt sammen for at gøre de heteronormative tilpas – især mændene – men det skal vi sgu ikke til pride!
Så hvad forarger og provokerer i dag? Transkønnedes rettigheder, at være ”for meget”, og at bruge andre pronominer end ”han” og hun”, og at tale åbent om fetish er noget af det første, jeg tænker på.
Når der er Pride så skal vi provokere og gøre oprør mod de heteronormative kasser.
Bøsser kan også være seksuelle væsener!
Lesbiske er ikke kun noget fra pornofilm!
Transpersoner er ikke forkerte!
Der findes folk, der er ”for meget”, og det må de gerne være!
Non-binære personer forsvinder ikke, bare fordi du ignorerer dem!
Folk har fetishes, og det er 100% okay!
Til Pride står vi sammen og de dele af regnbuen, der forarger eller provokerer mest, de skal have spotlightet.
Lad mig bruge mig selv som eksempel: I min dagligdag præsenterer jeg ikke super feminint – ej heller super maskulint – men når jeg tager i byen, leger jeg lidt med mit kønsudtryk. Det gør jeg, fordi jeg synes det spændende og festligt.Det er også et privilegium, jeg har: Jeg kan tage det af igen. Det privilegium deler jeg heller ikke med alle i vores miljø.
Så til Pride, hvis du stikker mig et overseksualiseret outfit, så tager jeg det på og danser rundt midt på gaden i det! Alternativt kan du også give mig en fjerboa, et strutskørt og et par stiletter, så fester og provokerer jeg i det – også selvom det ikke repræsenterer hvem jeg er til daglig. Det handler ikke om mig.
Hvorfor overhovedet provokere?
Dengang jeg var en ung teenager, der boede ude på bøhlandet med sin familie, blev jeg tit drillet for at være feminin – også selvom jeg gjorde mit bedste for at skjule det. Der var ikke ret meget plads til femininitet i mænd dengang.
En dag sidder jeg i sofaen med min familie, og frem på skærmen toner Gustav Salinas i ’Dagens Mand’, og skønt der også var mange andre med i det program, så var det Gustav, der løb med det meste af opmærksomheden. Hvorfor? Fordi han var for meget! Han provokerede.
Gustav fik også meget kritik for at portrættere bøsser som en karikatur, og endda for at skade kampen for accept.
Lyder det bekendt?
Spol så 5 år frem: Gustav har nu været kendt i nogle år, jeg er sprunget ud, jeg er stoppet med at lægge låg på mig selv, så jeg er mere feminin end nogensinde før, og jeg går i byen i den lille by på Nordfyn men der er sket noget besynderligt.
Når drengene i byen hører at jeg er bøsse og oplever min femininitet, så er der én sætning, der går igen og igen: ”Så længe du ikke er en af de der Gustav-typer, så er jeg ligeglad.” Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, jeg har fik den kommentar, og den er illustrerer så fint min pointe: intolerance rammer ofte det “ekstremerne”. Hvis alle er mellem 170 cm og 175 cm høje, så er 185 ekstremt højt, og på samme måde, så var min femininitet ekstrem før der kom et nyt yderpunkt. Det yderpunkt skal længere og længere ud.
Så hvorfor overhovedet provokere? Fordi provokation skaber inklusion.
En gang skulle der kun et skilt til, men hver gang vi provokerer og skubber til grænserne for, hvad der er ”unormalt” eller ”for meget”, jo flere bliver der plads til inde i den kasse, de heteronormative kalder ”normal.”
Derfor!
Så okay, du kan ikke se dig selv i Pride-paraden – good for you!
Det er fordi du er privilegeret. Andre har provokeret på dine vegne!
Når der er Pride, skal du bruge det privilegium og give tilbage til miljøet, og du kan starte med f.eks. at hoppe i noget lak og læder, og danse til ’I Am What I Am’ med os andre!
