Af Lærke Vinther Christiansen
“Så, når jeg blev spurgt ‘hvad er din politiske holdning,’ så svarede jeg, at der dybest set var tale om et heksemonarki. Jeg var en heks, der hungrede efter magt og rigdom og ville stille mig som kandidat i lokalregeringen, og jeg følte ingen skam over den her sult. Jeg tænkte, ’jeg kører kampagnen som performancekunst og giver alt, hvad jeg har, som en radikal, trans-marxistisk person, der er heks.’”
For nyligt skrev næsten 100 polske kommuner under på et tiltag, der havde til hensigt at implementere forbehold imod såkaldt ”LGBT-propaganda”. Det betyder, at lokalregeringerne hverken vil støtte op om tolerance af eller finansiering af NGO’er, der promoverer og støtter op om ligestilling. Dette tiltag er opbakket af Polens Law and Justice-parti (red. Prawo i Sprawiedliwość; PiS), der forbereder sig til det kommende valg ved at køre en kampagne, der er tydeligt afhængig af at marginalisere Polens LGBTI+-befolkning.
Valentine Tanz/Vala Tomasz Foltyn er en polsk kunstner, og politisk aktivist, med en Kandidatgrad i Kulturantropologi, som har ledt et nomadisk liv som studerende ved forskellige kunstskoler rundt om i verden. Da hun vendte hjem til Krakow, stiftede hun Lamella – huset for queer kunst og Krakow Art House i en 110-årig villa. Hun bestyrede queer-huset, der var dedikeret til kunst, aktivisme og fællesskab, men efter nogle få år blev hun på ulovlig vis sat på gaden af en investor. Vala mistede sit hus, hvilket opildnede hende til at gå efter Borgmesterposten i Krakow som en non-binær, trans-femme heks, der talte åbent og modigt om problematikker som fx gentrificering, LGBTI+-sikkerhed, og systematisk undertrykkelse af queer personer i Polen.
Hvad var dine politiske handlinger i Polen, og hvad var de baseret på?
Mine handlinger er meget personlige og politiske på én og samme tid. Min kunst er sammenflettet med mit privatliv, og på nogle måder er dét i sig selv en radikal beslutning. Mit liv i Polen var ekstremt politisk præget, men samtidigt var det meget queer. Mine erfaringer med at bo i Polen har altid været en kamp fordi jeg er en non-binær trans-femme person, der bærer denne identitet for at kunne markere dens plads i samfundet. Bestyrelsen af queer-huset var meget politisk, især i et land, der er meget fascistisk og ekstremt radikal i dets terroriseringen af queer kroppe. Jeg har altid været meget involveret i urban aktivisme, økologi, og queer og LGBTI+ bevægelser. Ikke desto mindre var min identitet dengang, og de mennesker jeg bestyrede huset med, alt for radikal, selv for den homoseksuelle bevægelse i Krakow. Jeg boede lidt tid i San Fransisco, hvor jeg studerede sammen med Anna Halprin [koreograf og aktivist] og levede et meget queer liv. Da jeg så vendte tilbage til Polen, var det at gå ud som en queer krop og date fyre ganske forfærdeligt. Der var ikke noget space til os. At have eyeliner på føltes som en konstant kamp; det blev min kamp og senere en strategi i selvbemyndigelse. For to år siden havde jeg en konflikt med en ejendomsinvestor, og blev på ulovlig vis smidt ud af mit hus. Samtidig var en af mine bedste venner, og producer på mine shows, Aneta Żukowska ved at dø af kræft. Da jeg mistede min ven og huset på samme tid tænkte jeg: Jeg har ikke mere at miste. Så derfor besluttede jeg mig for at gå ind i politiske debatter med alt, hvad jeg havde, og lod min stemme give genklang. Dette fandt sted samtidig med kommunalvalget, hvor den næste Borgmester af Krakow skulle vælges, så jeg besluttede, at jeg ville gå ind i valgkampen som transkvinde og heks. Jeg talte åbent om korruption, byens gentrificeringsprocesser, og vold mod LGBTI+-personer. Jeg kørte hele kampagnen alene. Det var vildt og intenst, men jeg er så stolt af, at jeg gjorde det.
Blev din kunst påvirket af dine politiske handlinger, og hvordan var de forbundet?
Min kunst har altid været politisk, men min magi fungerer som en anden modstandsstrategi. Når jeg tænker på kunstscenen her i Danmark, bliver jeg ikke begejstret – den inspirerer mig ikke. Vi lever i en tid, hvor kunst ikke længere burde være underholdende; snarere det modsatte. Jeg synes virkelig, at kunst skal være forstyrrende og udfordrende. Kunsten bør afkolonisere sine egne magtstrukturer. I Polen oplevede jeg, at mine shows og mine optrædener var for radikale for homomiljøet. Men hvordan kan det være? Er det fordi, at homoseksuel kultur føler et behov for at blive underholdt? Det er bl.a. derfor, at jeg synes, kunstscenen burde være lidt mere kritisk. Det burde udtrykke personlige sandheder, og disse personlige sandheder kan være svære at håndtere. Når du sætter dig ned for at tilbringe en dejlig fredag aften med dine venner, så har du måske ikke lyst til at høre fortællinger om transpersoners traumer, men det er din forpligtelse som privilegeret publikum. Det er altafgørende, at vi giver smerte en stemme. Jeg betragter min kunst som performativ heksekunst. Men hvorfor heksekunst? Det er faktisk meget simpelt. Når vi mister alt, hvad vi har kært, når vi lider afmagt og håbløshed, når vi ikke længere har retfærdighed i vores egne samfund, og alt omkring os er korrupt, når vi bliver truet på livet – hvad er der så tilbage? Magi. Spiritualitet. Tro. Jeg voksede op med en meget religiøs bedstemor, der bad mange bønner til Jomfru Maria, og det har jeg båret med videre i min kunst. Min kunst er ekstremt personlig, min kunst udspringer fra min families historie. Mit navn, Vala, er min bedstemors navn.
Hvilke begivenheder ledte op til, at du forlod Polen?
Jeg forlod landet på grund af forfølgelse, vold, og fordi Kultur- og Udenrigsministeriet censurerede min kunst. Da jeg kørte min politiske kampagne, modtog jeg adskillige dødstrusler. Som konsekvens heraf kunne jeg ikke længere arbejde, og mit mentale helbred led herunder. Jeg vidste, at der kun var én måde at overleve på, og det var ved at forlade landet. Jeg blev hjemløs. Jeg havde intet arbejde, og jeg kunne ikke få nogle former for psykologisk hjælp. Min familie udviste ingen forståelse, så jeg vidste, at jeg var nødt til at rykke videre. Efter noget tids overvejelse, rejste jeg til Danmark. Jeg havde et par gode venner her, som jeg vidste ville støtte mig og hjælpe mig med at finde mit eget helbredende space. I dag tilbyder jeg hjælp til folk fra Polen, der ligeledes har et ønske om at forlade landet. Situationen i Polen er ude af kontrol. LGBTI+-miljøet bliver forfulgt. Der er personer, der har begået selvmord i denne her måned. Der er personer, der er blevet angrebet i deres egne nabolag. Jeg savner mine venner, og jeg savner det miljø jeg har ladt tilbage. Men der er ikke noget bedre, for personer som mig, end at forlade det, og få endnu en chance for at leve.
Da du først ankom til Danmark, hvordan (gen)etablerede du dig selv i det danske samfund?
Det har været en proces. Danmark har meget stramme regler når det gælder nyankomne. Først, så skal du have en jobkontrakt for at kunne få en bankkonto, og dernæst kan du ansøge om opholdstilladelse – selv hvis du migrerer fra et land i EU. Det var virkelig svært for mig at forstå, især fordi jeg var så udmattet ovenpå det liv, jeg havde levet i Polen. Men takket være mine mange venner her, så gik det rimelig nemt. Nu, halvandet år senere, er jeg her. Jeg har det godt, jeg er tilknyttet Malmö Art Academy. For nylig blev jeg fyret fra mit deltidsjob som kok på grund af COVID-19. Ikke desto mindre har arbejdsløsheden givet mig tid til at fokusere endnu mere på min heling, selv-pleje og kærlighed til mig selv.
Hvad har dine erfaringer været med at medbringe Lamella og din kunst til Danmark?
Da jeg flyttede til København, var der flere af folk fra miljøet, der flyttede til andre lande. Så kernen af Lamella har på en måde videreekspederet sig selv, og jeg tænkte ”Okay, der her kan være en igangværende proces, det kan blive denne her rhizomatiske struktur, der finder nye steder og kaprer dem”. Tilbage i december fik jeg bevilget en pengesum af Nørrebro Lokaludvalg. Jeg har siden da kørt to aftenbegivenheder med Lamella for kunstnere, og de var store succeser. Jeg har dog fået en del afslag fra kunstinstitutioner i København. Jeg bliver udmattet af at forsvare Lamellas eksistensgrundlag, og hvorfor det er vigtigt at støtte op om. Mange af kunstinstitutionerne siger at ”det ikke er egnet til offentligheden. Din kunst er queer og hører til i en queer kontekst”. Jeg har kontaktet så mange teatre i København, og ingen af dem var interesserede i at præsentere mit arbejde på scenen. Og alligevel, når jeg optræder, er der altid fuldt hus. Da jeg optrådte for Metropolis (red. Københavns Internationale Teater) nåede mit live-stream næsten op på 2.000 seere. Så hvilken offentlighed taler vi om? Der er folk der følger mig, der er folk der gerne vil høre de her historier. Jeg tror det har noget at gøre med dansk kultur; der er forståelse for folk med en anden baggrund, og alligevel har det danske samfund ikke lyst til at træde ud af sin egen komfortzone. Ofte tænker folk i det danske samfund, at andres kamp modtager støtte fra Danmark, fordi det er et velhavende land, men det betyder ikke, at den danske befolkning har lyst til at involvere sig og opofre deres egne privilegier. Så dette er et interessant tilfælde. I denne tid, hvor både Corona og Black Lives Matter har fyldt i vores bevidsthed, beder jeg især kunstinstitutionerne at åbne deres døre for virkelig at skabe et hjem til os og give os synlighed, så vi kan dele vores sandhed.
Jeg vil gerne skrive om den queer arv fra det hus i Krakow. Med historien om Lamella ønsker jeg at vise eksklusionens skjulte politikker. Oven i det har jeg travlt med min performancekunst og den historie, jeg som transperson bærer på. Historien om en transkønnet heks, der bærer traumet fra gentrificering og strukturel vold.
