Foto: Delia Giandeini via Unsplash
Af Anne Sophie Parsons
At være “out and proud” er en erklæring, vi er vant til at høre i dag, men for blot få årtier siden var dette fuldstændig utænkeligt – lige indtil bevægelser, der kæmpede for homoseksuel frigørelse, rykkede til konventionerne med deres aktivisme. Queer manifestationer udsprang i form af zines og understregede de problematikker, der opstår i heteronormative samfund.
Da aktivisten Carl Wittman udgav sit “Gay Manifesto” i 1970, indeholdt det den samme vrede og krav om handling, der 20 år senere gav genklang i den anonyme pamflet, “Queers, Read This!” ved New York Pride, 1990. Det delte budskab for begge manifester var ønsket om at frigøre sig fra restriktive normer – og dette resulterede i vrede mod hetero-samfundsstrukturer.
“Vi vil gerne gøre én ting helt klart: Første punkt på dagsordenen er at befri os selv. Det betyder, at vi skal rydde vores hoveder for alt det skrald, der er blevet hældt ind i dem. Denne her artikel er skrevet i et forsøg på at belyse nogle problemstillinger, og komme med nye idéer, der kan erstatte de gamle.”
Da homo-aktivisten Carl Wittman skrev, hvad der senere blev til The Gay Manifesto, viste det sig at være en radikal og banebrydende tekst. Manifestet – hvis fulde titel er Refugees from Amerika – A Gay Manifesto, blev hyldet som en guide til homo-aktivisme ved sin udgivelse, og brugt af The Gay Liberation Front til at indvarsle frigørelsen fra et heteronormativt samfund.
Skrevet før de berømte Stonewall Riots i 1969 eksploderede i gaderne, så manifestet dagens lys det efterfølgende år – med sit klare budskab om homofrigørelse var teksten et udpræget indflydelsesrigt ramaskrig i en amerikansk kontekst. Det var slut med at gemme sig i skabet, og i stedet blev der fremsat et krav om at løsrive sig fra en heteroseksuel mentalitet, normative strukturer og et ønske om at afvikle de givne samfundsstrukturer i ikke så uklare formuleringer:
“Hvor der før var frustration, fremmedgørelse, og kynisme, er der nu nye karakterer iblandt os. Vi er opfyldt af kærlighed til hinanden, og viser det; vi er fulde af vrede over, hvad der er blevet gjort imod os. Og som vi mindes årevis af selvcensur og undertrykkelse, fyldes vores øjne med et væld af tårer. Og vi er euforiske – høje på den første opblomstring af en bevægelse.” (Wittman)
Wittmans tidligere elsker, David Emil Mungelo, formulerer det kort: “’The Gay Manifesto’ var et krav om handling, der ikke var rettet imod magthaverne eller samfundet, men mod de homoseksuelle. En opfordring om at smide lænkerne, der bandt dem til deres underkuelse, og deres skam over at være queer.”
The Gay Manifesto var ikke kun et frontalt angreb på det heteroseksuelle samfund, men rettede også et tankevækkende blik mod mandschauvinisme i det homoseksuelle miljø, hvordan man bedst støtter kvinders frigørelse, såvel som faldgruberne i at lades som om og forsøge at passe ind i en heteroseksuel standard om kønsroller.
“Vi er stadig børn af et heteroseksuelt samfund. Vi tænker stadig heteroseksuelt: Det er en del af vores undertrykkelse. […] Vi har levet med disse institutioner hele vores liv. Naturligvis imiterer vi rollerne. I alt for lang tid imiterede vi disse roller for at beskytte os selv – en overlevelsesmekanisme. Nu er vi frie nok til at frigøre os fra de roller, vi har påtaget os fra institutionerne, der har indespærret os.” (Wittman)
Wittman erklærede dette både “loud” og “proud”: Homoseksuelle personers frigørelse handler bl.a. om at definere, hvordan og med hvem, de ønsker at leve, frem for at afmåle forhold i relation til heteroseksuelle forhold, med heteroseksuelle værdier.
Det var et radikalt brud fra at krybe sammen i skyggerne af det metaforiske skab – Wittmanns manifest understregede de homoseksuelles ønske om at ‘befri os selv’ som det første punkt i dets slutnote: Med fuld omfavnelse af homoseksualitet og biseksualitet som redskaber til forandring i lyset af stagnerende heteroseksualitet som en etableret institution, havde teksten et ønske om at afvikle status quo.
Den samme vrede, frustration og forkyndelse om at forene sig i kampen mod undertrykkelse forblev gennem tiden – og dukkede op igen i endnu et velkendt radikalt manifest. Carl Wittman var desværre ikke i live til at se den aktivistiske fakkel, om manifestet satte i gang, gå videre fire år senere: Han døde i 1986 af komplikationer forbundet med AIDS, omgivet af sine nærmeste.
Hør vores forenede stemmer – “Loud” og Queer!
På et senere tidspunkt blev en pamflet uddelt under New York Pride i 1990. Budskabet fra den anonyme skribent var klart – de var vrede på det heteronormative samfund over, at AIDS-krisen havde fået lov til at få frit løb, og at statsdrevet homofobi trivedes i bedste velgående. Den nye aktivistgruppe Queer Nation leverede i hænderne på regnbueklædte LGBTI+ mennesker det sydende manifest med titlen Queers Read This!
Kravet om frihed, i form af at være sprunget ud, nævnes flygtigt på første side:
“Det at være Queer handler ikke om privatliv; det er friheden til at være offentlig, at være hvem vi er. Det betyder, at vi hver dag kæmper imod undertrykkelse; homofobi, racisme, misogyni, snæversynede religiøse hyklere, og vores eget selvhad.” (Queer Nation)
Teksten er en rasende nedrivning af den kvælende fremmedgørelse af queer-mennesker, der tilvejebringer, at hadforbrydelser kan finde sted uden protest. Ligesom The Gay Manifesto, fokuserer denne tekst på det mest væsentlige aspekt ved at være konfronterende og have sprunget ud, når normative handlinger fører til dødsfald:
“RÅB DET HØJT! Vær stolt. Gør hvad end, der skal til for at løsrive dig fra din vanlige tilstand af accept. Vær fri. Råb. I 1969 kæmpede queers imod. I 1990 siger queers o.k. Er vi her stadig næste år?” (Queer Nation)
Queers, Read This! var kompromisløse og direkte i deres budskab: Raseriet over at blive fremmedgjort, hånet, slået og dræbt, ville ikke blive accepteret uden en blodig kamp – anstiftet af den egenproducerede tekst, trykt og distribueret gennem en lavprismodel for at få ordet ud i verden.
De to queer-manifester – selv om de er adskilt i tid – har et klart budskab, der stadig giver genlyd gennem tiderne og ræsonnerer betænkeligt den dag i dag: At majoriteter altid har haft en fordel i at kunne undertrykke minoriteter, når det kommer til at leve sit liv autentisk.
Med manifesternes fælles fokus på frihed og frigørelse som emancipatoriske projekter, sætter teksterne ord på de ophobede negative følelser, som det at blive diskrimineret fører til. Med deres konfronterende tone peger de samtidig på et normativt samfunds magt til at kvæle livet ud af dem, der ikke helt passer ind – men de fremhæver også de gennemførlige opfordringer til handling, der sikrer frigørelse af LGBTI+ personer, når de arbejder sammen, på trods af forskelle.
Kilder:
Refugees from Amerika – A Gay Manifesto. Carl Wittman, Gay Liberation Front © 1970, A Red Butterfly Publication
Queers, Read This! Queer Nation © 1990
Mungello, David Emil: “Carl Wittman’s Place in Liberation History” – The Gay & Lesbian Review Worldwide, 2016
