Redaktørens bemærkning: Det var med stor sorg, at vi erfarede, at Henrik Silvius, som medvirkede i denne artikel, gik bort i januar 2023. Henrik var en passioneret aktivist og forkæmper for queer-personers og handicappedes rettigheder såvel som et venligt menneske med humor og en stærk stilsans. Han vil blive savnet meget. Hvil i fred, Henrik.
Tilgængelighed i et Pride-perspektiv
Af Simone Lindvall
Fotografi af Cesar Maldonado
Tilgængelighed indebærer mere end blot et fremkommeligt, sikkert og anvendeligt miljø. Det handler også om muligheden for at deltage og blive inkluderet på en ligeværdig måde, og så handler det om at kunne være så synlig og aktivt medvirkende, som man har lyst til. I Copenhagen Pride vil vi gerne blive bedre til at understøtte netop det, og derfor inviterede vi i efteråret fem LGBTI+ personer med hver deres baggrund som en minoritet i minoriteten til at bidrage med deres perspektiv på Copenhagen Pride Week og tilgængelighed.
Det kan virke noget paradoksalt, at der stadig er udfordringer forbundet med tilgængelighed ved begivenheder, der netop sætter fokus på LGBTI+ miljøet – den målgruppe som Copenhagen Pride Week jo først og fremmest er til for. At det særligt er den mest udsatte del af gruppen, som det går ud over, når tilgængeligheden ikke er tilstrækkelig, synes endnu mere paradoksalt. Det skal der ganske enkelt laves om på. Som Niels på 49 år påpeger: “Det kan godt være, at det er et fåtal, der bliver ramt, og det er da også rigtigt. Men vi er jo et miljø, der fokuserer på minoriteter, og det er de minoriteter, som bliver rigtig ramt. Minoriteter er vigtige, og dem kan vi ikke bare ignorere.” Efter at have talt med Niels, Jaxie, Cecilie, Amelie og Henrik er det tydeligt, at der er plads til forbedring. Det er også tydeligt, at der er en kærlighed til LGBTI+ miljøet hos de fem, og at kritikken og den ambivalens, som også kommer til udtryk i forhold til Pride Week, udspringer af et inderligt ønske om i højere grad at kunne deltage og at blive hørt og set i denne sammenhæng. Hvad går den så ud på, den kritik? Og hvordan kan vi arbejde hen imod en mere tilgængelig Pride Week?
Repræsentation eller inklusion?
Et af de emner, som fylder allermest i samtalerækken her, er manglende eller mangelfuld repræsentation under Pride Week. Det er imidlertid ikke så simpelt som at sørge for, at der medvirker en repræsentant fra de forskellige, mindre repræsenterede grupper i miljøet i udvalgte debatter, talks og shows. I hvert fald ikke hvis man spørger Henrik på 32 år, som er bestyrelsesmedlem i LGBT+ Danmark og queer- og handicapaktivist. Ifølge ham er det ikke alene et spørgsmål om at øge repræsentationen af marginaliserede grupper. Det er også væsentligt, hvordan repræsentation sker: “Når Copenhagen Pride planlægger events, formoder og forventer jeg, at det overvejes, at der skal være forskellige køn og seksualiteter på scenen. Vi har de seneste år haft et langt større fokus på forskellige hudfarver, og det begynder heldigvis at kunne ses og mærkes derude. Jeg synes, at det nu også er på tide, at man sætter samme fokus på forskellige kroppe. Kunne man overveje at have en moderator med et handicap til en debat? Kunne man for eksempel have en vært på en af scenerne, der havde en anden krop, end de fleste har – hvis scenen altså var tilgængelig? Kunne man overveje at lade en person med et handicap tale om andet end det at have et handicap?” Det har betydning, hvilken rolle eller i hvilken funktion de repræsenterede mennesker medvirker, og vi er altså endnu ikke helt i mål her. Henrik tilføjer: “Jeg savner utroligt meget at se personer med forskellige handicap indtage en ekspertrolle, som ikke blot handler om, hvordan det er at være ekspert i sit eget liv, men hvor personen i stedet deltager, fordi vedkommende ved noget helt særligt om for eksempel aktivisme, sex, LGBT+ historie, poesi eller whatever.”
Den form for mere nuancerede repræsentation som Henrik beskriver, tager Jaxie, 36 år og dragqueen, endnu videre, når hun kommer ind på forskellen mellem repræsentation og inklusion, særligt i forhold til BIPOC-miljøet. Hun ser sådan på det: “Der skal kommunikation og oprigtig, rigtig inklusion – ikke repræsentation – til. Det er ikke nok, at der sidder nogle personer uden magt og bare er der som tokens. Inkluder sorte personer, inkluder transpersoner, inkluder folk der taler for deres folk. Det at inkludere, lytte, tage sig selv ud af ligningen og lade være med at se sig selv som et offer, når folk fortæller, at der er noget, som bliver gjort forkert, det er der brug for.” Hun tilføjer: “Og så tror jeg, at når vi har lært at lytte, så skal vi lære at opsøge de mest marginaliserede grupper og samarbejde på lige fod med dem. Det er dem, der har oplevelserne, og det er dem, der skal være lokomotivet – ikke i forhold til at trække læsset, men i forhold til at sætte dagsordenen.” Repræsentation og inklusion er to forskellige begreber, som ifølge Jaxie ofte forveksles, når vi taler om Pride og dobbeltmarginaliserede. Denne forveksling indebærer en risiko for tokenism, som står i vejen for, at Pride Week kan være for alle. Man kan nærmest sige, at inklusion bliver lig med tilgængelighed i samtalen med Jaxie, og det stiller nogle særlige krav til Copenhagen Pride, når det kommer til de principper, som vi tilrettelægger program ud fra, og hvem vi indgår i samarbejde med.
A space for ‘the quiet gays’
Cecilie, 31 år og queer fantasy forfatter, har altid elsket Pride. Alligevel var de først med til Copenhagen Pride Week forrige år, og det er der en helt speciel grund til. Siden Cecilie var 16 år, var de i et forhold med en mand, som var og til stadighed er meget homofobisk og bange for Pride. Fordi de var 16, og han var 10 år ældre, undlod Cecilie at tage til arrangementer under Pride Week. Det blev som regel til en diskussion, som de ikke kunne forholde sig til, men de havde samtidig svært ved tanken om, at forholdet skulle slutte, fordi de ville gå til Pride. Det kom sidenhen til et brud, en ny kæreste og en længe ventet tur gennem Københavns gader til Pride-paraden sidste år. Cecilie fortæller om oplevelsen: “Det var fuldstændig amazing at være med. Og det kan jeg jo nu, fordi jeg ikke er fanget længere. Man kan jo sige: ‘Du kunne jo bare været gået tidligere’ eller ‘du skal ikke lade nogen bestemme, hvad du gør,’ men det kan bare være svært, når man er i nogle rammer, der ikke accepterer en for den, som man er.” Inden Cecilie sprang ud, var den største udfordring med hensyn til tilgængeligheden under Pride Week forbundet med en mangel på steder og arrangementer, som på en gang tillod dem at møde nye mennesker og etablere et netværk inden for miljøet, men som samtidig var arrangeret på måde, der var diskret nok til, at de overhovedet ville kunne deltage. De fortæller: “Det gjorde mig enormt depressiv at føle, at jeg ikke kunne være med til noget, som jeg så gerne ville være med til. Det påvirkede mig så meget at skulle have snakken og kampen med min partner hver gang, at jeg helt afstod fra idéen om nogensinde at tage til Pride. Hvis der nu for eksempel havde været et café meet-up, havde jeg bare kunnet sige, at jeg tog på café.”
Ønsket om flere steder eller events for dem, som må deltage mere skjult eller ikke har mulighed for at deltage, fordi deres kønsidentitet eller seksualitet ikke accepteres i hjemmet, kan virke selvmodsigende – ikke mindst fordi Pride med Cecilies egne ord “jo netop handler om at vise, hvem man er, at stå ved det og gå ud og lade det flyve frit.” Når der alligevel kan være en idé i at facilitere den slags alternativer til de mere offentlige og synlige events under Pride Week, er det af den simple årsag, at det ikke er alle, der har friheden til at være så synlige. Men det at få muligheden for at udveksle erfaringer med andre og støtte hinanden kan hjælpe flere på vej derhen – også selvom det må foregå under mindre iøjnefaldende rammer, eller som Cecilie udtrykker det: I et space for ‘the quiet gays’.
Deltagelsesmulighed i flertal
I modsætning til Cecilie har Niels, 49 år og transaktivist, en lang historie som ikke alene deltager, men også medvirkende i Copenhagen Pride Week. Han har siddet i paneler, været frivillig og har i det hele taget været meget involveret. Sådan er det imidlertid ikke længere, og ifølge Niels har det især noget at gøre med de deltagelsesmuligheder, som udbydes under Pride Week. Han er nemlig kroniker og neurodivergent og kan ikke længere være fysisk til stede under Pride Week. Hans eneste mulighed for at deltage er derfor at streame de relativt få events, som bliver gjort tilgængelige online: “Det er et kæmpe problem for at sige det, som det er. Lige pludselig bliver jeg ikke inviteret til at give min mening om noget som helst, og typisk kan jeg heller ikke få adgang til at deltage i diskussionen. Når man sidder som en, der ser streaming, sidder man som en, der ikke er til stede. Man har ikke den samme mulighed for at spørge om noget, sige noget eller gøre opmærksom på, at man eksisterer.” Han tilføjer: “Det har været en vigtig del af mit liv og en vigtig del af min politiske aktivisme at deltage i de her ting, og det er bare gone. Det var virkelig, som om Priden ikke var til stede for mig længere. Det kan jeg ikke være den første, der oplever, men jeg synes ikke rigtig, at det bliver italesat – det at der faktisk er et krav om at kunne være til stede. Hvad så med dem, der ikke kan det? Er vi ikke også en del af miljøet? Er vi ikke lige så vigtige som dem, der kan være til stede? Hvordan kan man inkludere os?”
Streaming har sine begrænsninger, og en af de mest afgørende forskelle, som Niels kommer ind på, er forskellen på at tilbyde konsumering af events via eksempelvis streaming og så at tilbyde reelle muligheder for at bidrage som en aktiv del af miljøet hjemmefra. Det handler om at have et valg: Man skal kunne være med som publikum, paneldeltager og man skal kunne stille spørgsmål. En måde at tænke tilgængelighed mere ind i Pride Week på kan være ved at arbejde hen imod en online dimension, der tilstræber at give den samme oplevelse, som hvis man var fysisk til stede. Det vil ikke alene gøre Copenhagen Pride Week mere tilgængelig for neurodivergente personer og personer med fysisk handicap, det vil også betyde, at mennesker fra hele landet vil kunne deltage.
Hvor Niels lægger vægt på tilgængeligheden for personer, der ikke kan være med fysisk, sætter Amelie på 29 år omvendt fokus på det fysiske miljø, som danner rammen om Pride Week. Som hun pointerer: “Priden skal jo være for alle, og der er mange queers og LGBTQ+ personer, som er handicappede ud over det, som for eksempel solsikkesnoren har at gøre med.” Amelie selv er kørestolsbruger, når hun skal stå op i længere tid. Ud over de rent praktiske udfordringer, som det at være fysisk begrænset i forvejen fører med sig, kan det ifølge Amelie også være forbundet med en følelse af skam, en følelse af at være til besvær og så kan man opleve at blive glemt som gruppe. Disse følelser deler Amelie med rigtig mange, og hendes deltagelse i denne samtale har da også været ansporet af de tanker, som hun efter Pride Week sidste år delte på sin Instagram og her talte med andre om. Udvekslingerne peger på en stor gruppe af LGBTI+ personer med fysisk handicap og gangbesvær, som ifølge Amelie ofte ser sig nødsaget til helt at blive væk fra arrangementer under Pride Week på grund af manglende tilgængelighedsløsninger. Og det er simpelthen ikke godt nok.
Hvad gør vi nu?
Tilgængelighedsløsninger skal være en mere integreret del af planlægningen af Copenhagen Pride Week, og de bør skabes gennem en åben og ikke mindst vedvarende kommunikation med dem, som de er til for. Artiklen her skal ses som begyndelsen på sådan en samtale, og jeg vil i den forbindelse gerne sige en kæmpe tak til hver af de fem, som har medvirket, for at bidrage med værdifuld indsigt og for at have indvilliget i at fortsætte med at dele den, når vi for fremtiden planlægger Pride Week. Der er siden tilblivelsen af artiklen planlagt en række initiativer i samarbejde med blandt andre deltagerne her for at sætte fokus på tilgængeligheden under Pride Week og for at hjælpe vores frivillige programlæggere til at implementere tilgængelighedsløsninger, som giver både mening og muligheder for deltagelse. Sammen kan vi skabe en Pride Week for alle.
Ordbog
BIPOC: Forkortelse for ‘Black/Indigenous/Person of Color’, oversat til sort/oprindeligt folk/ ikke-hvid person.
Tokenism: Et koncept, hvor man ved at fremstille en minoritetsperson som et emblem eller ‘token’ i en inklusionssammenhæng, skjuler det faktum, at det kun er på overfladen, at man er inkluderende.
Neurodivergens: At være neurodivergent betyder det at ens hjerne er udviklet atypisk, imodsætning til at have en neurotypisk hjerne, som flertallet har. Betegnelserne opstod i autisme-miljøet, men dækker over mange forskellige ting, f.eks. også ADHD, ordblindhed og sanseintegrationsforstyrrelser. Man kan sige, at en gruppe er neurodivers, hvis den består af neurotypiske og neurodivergente eller af forskellige former for neurodivergente. Neurodivergent og neurotypisk er neutrale betegnelser, ligesom trans og cis eller homo og hetero.
Solsikkesnoren: Igennem Solsikkeprogrammet uddeles nøglekæder med solsikker på, som gør omverden opmærksom på, at bæreren har et usynligt handicap, der kan betyde, at de har brug for lidt ekstra hjælp eller tålmodighed. Copenhagen Pride var den første Pride i verden, som sluttede sig til Solsikkeprogrammet i 2022.
