Af Nicholas Chisha
Triggeradvarsel: Denne artikel omtaler seksualiseret misbrug af børn
Formålet med denne artikel er at fremhæve de udfordringer, som LGBTI+ personer støder på, når de udvikler sig gennem barndommen, ungdommen og voksenalderen, og udvikler en identitet i et samfund, som ikke er programmeret til ikke-heteroseksuelle udvikling og seksuel modenhed. Det er en fortsættelse af den tidligere artikel i HeartCore-udgaven ’INKLUSION’ fra august 2021.
Interviewpersonens rigtige navn er blevet tilbageholdt af hensyn til privatlivets fred.
Chuene (Homoseksuel)
Etnicitet: Afrikansk
Interviewer: Hvad er dine tidligste seksuelle minder, og hvordan udviklede de sig?
Chuene: Et sted mellem 5 og 6 spurgte min ældre halvbror, som på det tidspunkt må have været 15-16 år, mig: ”er du begyndt at producere sæd?” I den alder havde jeg selvfølgelig absolut ingen anelse om, hvad han hentydede til. Jeg svarede, at det var jeg ikke. Han trak mig med ind i vores carport og begyndte at onanere mig. Så sagde han til mig, ”prøv at gøre det her for dig selv og se, om du får nogle resultater.” Selvom scenariet her måske virker som seksuelt misbrug, havde min bror indlæringsvanskeligheder, så jeg ser på det som ren uvidenhed.
Under alle omstændigheder satte denne enkelte oplevelse gang i en nysgerrighed. Omtrent et år senere husker jeg, at jeg tænkte, ”i dag er jeg nødt til at se det her sæd, min bror talte om.” Der var et læs rent vasketøj klar til sortering, som tjenestepigerne netop havde bragt ind. Jeg hoppede ned i dyngen og begyndte at onanere. Efter hvad der syntes en evighed, blev mit underliv pludselig grebet af de her sammentrækninger, der var smertefuldt tilfredsstillende. Jeg havde netop oplevet min første orgasme i en alder af 6 år, uden sæd, naturligvis. Jeg kan huske, at min mor spurgte mig, om jeg havde forstoppelse, fordi jeg pludselig tilbragte en masse tid låst inde på toilettet (hun havde ingen anelse). Det stod på i en rum tid. Da jeg var omkring de 8, gik det op for mig, at jeg var begyndt at blive meget bevidst om drengene i min klasse. Det var først, da jeg kom i teenagealderen, at jeg begyndte at forbinde forestillinger om mænd med mine solo-sessioner. Og alligevel kunne jeg ikke forbinde mine homoseksuelle forestillinger til homoseksualitet eller i det mindste erkende, at det var det. På en måde var denne del af det noget, som jeg kompartmentaliserede væk.
Interviewer: Før du fortsætter, kunne du så forklare, hvorfor du følte, at du måtte ‘kompartmentalisere’ denne del af dig selv?
Cheune: Altså, en aften da jeg så TV med min mor, og det her var tidligt i mine teenageår, kom en mand, som repræsenterede en gruppe aktivister, på skærmen. Han forsøgte at forklare, hvorfor det var forkert at kriminalisere homoseksualitet. Min mors reaktion chokerede mig. Hun var så vred, at hun faktisk spyttede af manden på skærmen. Det var den første gang, jeg havde hørt nogen italesætte og nævne homoseksuelle forhold ved navn. Jeg gik på det her tidspunkt i mellemskolen og lærte i detaljer om kønsmodenhed og samleje mellem drenge og piger, og dog blev emnet homoseksuelt samleje ikke en eneste gang bragt på banen. Fra det øjeblik tænkte jeg, at det var bedst at holde det for mig selv. Det ironiske var, at jeg var en mors dreng. Vi var meget tætte. Når jeg i dag hører nogen sige, at mødre altid kender deres sønners afvigende seksualitet fra en tidlig alder, siger jeg, ”ikke i lande, hvor homoseksualitet er kriminaliseret.” De har ofte ikke en referenceramme, og derfor kan de ikke sige, ”min søn opfører sig på en særlig måde. Jeg tror, han er homoseksuel, fordi ham den anden homoseksuelle fyr opfører sig på samme måde.” Alle er i skabet.
Interviewer: Kan du huske det øjeblik, der fik dig til at anerkende din seksualitet?
Chuene: Jeg var 19 år og besøge min onkels kone i en anden del af landet. Til min overraskelse var hendes nevø også på besøg. Det var kærlighed ved første blik fra det sekund, jeg fik øje på den her fyr. Hvor jeg tidligere måske havde syntes godt om drenge og fantaseret om dem, var det her et ægte crush lige for øjnene af mig. Desværre, på grund af kulturen omkring homoseksualitet, kunne jeg ikke gøre noget ved det. Jeg blev hos min tante i tre pinagtige dage, inden jeg tog væk. Mit crush var efter al sandsynlighed fuldkommen intetanende om, hvad der skete med mig.
Det øjeblik ledte mig til en dyb selvanalyse. Samtidig havde min bedste barndomsven samme år fortalt mig, at han var homoseksuel. Han introducerede mig for homoseksuel porno. Fordi jeg kom fra en baggrund, der var dybt religiøs, og religion naturligvis var imod homoseksualitet, ville jeg gerne forstå homoseksualitet fra et mentalt og psykologisk perspektiv. Jeg håbede til dels, at jeg kunne gøre mig selv ’normal’ ved at lære om det. Jeg læste Matthew Vines God and the gay Christian (Gud og den homoseksuelle kristne), Paul Roesenfels Homosexuality: The Psychology of the creative process (Homoseksualitet: den kreative proces’ psykologi), Stanley Siegel og Ed Lowe’s Uncharted Lives (Uudforskede liv). Jeg faldt over en hjemmeside ved navn ‘Nifty Archives’.
Denne side var vært for forfattere, som skrev LGBTI+ erotika. Jeg fandt ud af, at jeg levede i forfærdeligt homofobiske omgivelser, som kriminaliserede mennesker som mig selv. De historier, jeg læste på denne side, gav mig en mulighed for at flygte og leve indirekte gennem de mange velskrevne historier. Det var en stor trøst. Disse kilder udgjorde kernen i min uddannelse om homoseksualitet og queer kultur. Det tog mig 6 eller 7 år at acceptere min seksualitet. Desværre kom der med den accept også den erkendelse, at jeg ikke kunne leve, som jeg var, i mit land.
Interviewer: Du har talt om at komme til et punkt, hvor du kunne acceptere din seksualitet. Man kunne sige, at 7 år er meget lang tid?
Chuene: Det er det helt sikkert. Og jeg vil sige, at jeg er meget heldig at være nået til det punkt. Jeg tvivler på, at jeg er fuldkommen hel. Når man kommer fra en kultur/religion, der kriminaliserer, udskammer og bogstaveligt talt forsøger at udrydde dig, og en del af hvem du er, er det en meget hård rejse at komme til et punkt, hvor du er ’psykologisk sund’. Selvom jeg fungerer rigtig godt seksuelt, har jeg stadig svært ved at skabe tætte bånd.
Interviewer: Hvad er dine syn på seksualisering? Nogle oplevelser med det?
Chuene: Har jeg nogle oplevelser med det? Fuck ja! Det sker som regel på online dating/hook-up-sider. Fordi jeg ikke er hvid, bliver jeg oftest overrendt med en af to forventninger fra folk. Den første er, at jeg er ’meget veludrustet’. Den anden er, at jeg vil ’voldtage’ dem, eller i hvert fald vil de fleste af dem gerne domineres seksuelt. Da jeg første flyttede til Danmark, synes jeg, at det var smigrende. De her opfattelser mister dog desværre ret hurtigt nyhedsværdien. Når det kommer til seksualundervisning, er der stadig langt at gå i den retning.
Interviewer: Hvad er dine erfaringer som en queer person fra et sundhedsperspektiv?
Chuene: Jeg havde læst meget om de hyppige forekomster af kønssygdomme og især HIV blandt den homoseksuelle befolkning. Fordi jeg havde forladt mit oprindelsesland og først lige var begyndt at leve det homoseksuelle liv, kan jeg huske, at jeg skyndte mig til lægen de første to gange, oralsex havde ført til direkte kontakt med en anden mands kropsvæsker. Jeg fik en recept på ’PEP’ og ikke ’PrEP’, betalt af min forsikring. På et senere tidspunkt, da jeg boede i Danmark og var i asylsystemet, havde jeg haft et seksuelt møde, som jeg troede, havde kompromitteret min sundhed, og jeg fik at vide, at jeg ikke kunne få PrEP, men i stedet øjeblikkeligt samt to uger senere ville få taget en blodprøve, og kun hvis jeg testede positiv for HIV, ville jeg kunne få behandling. Jeg kan huske, at jeg var rasende over tanken om, at nogen var villig til at vente på, at jeg potentielt blev HIV-positiv, før de ville overveje at give mig den behandling, der kunne håndtere sygdommen i stedet for at forhindre den til at begynde med. Jeg kan ikke huske, hvad grunden til, at jeg ikke kunne få en recept på PrEP, var. Heldigvis var jeg stadig negativ efter den anden test. Jeg burde takke AIDS-Fondet, for jeg kan huske, at jeg lærte en masse gennem dem og deres samarbejde med LGBT Asylum. De afholdt møder og workshops med asylansøgere og flygtninge, hvor de gennemgik seksuel sundhed og tests for kønssygdomme. Jeg fik den opfattelse, at der var gang i en afstigmatisering, når man åbent diskuterede seksuel sundhed med mennesker fra homofobiske lande. Det var også AIDS-fondet, der faciliterede min indmeldelse i PrEP-programmet og ikke min egen læge.
