Rekviem for en knækket birk

Jeg besluttede mig for at købe gråt tøj på grund af en polsk fyrs ord. Det var vores tredje møde, og i begyndelsen var han overrasket over, at der ikke var noget nyt fra min side. Så spurgte jeg ham, hvorfor det overraskede ham, og hans svar overraskede mig. “Det er dig, der lever det vanvittige liv som immigrant.” Det var dér, det gik op for mig, at mens jeg kiggede på dem omkring mig for at finde et plot til en ny historie, så kiggede de tilbage. Den tanke fik mig til at købe gråt, intetsigende tøj. På den måde ønskede jeg at opnå yderligere anonymitet.

Mit valg faldt på LEVIS. Efter at have tilbragt en time i butikken kom jeg tilfreds ud med nyt tøj. Grå hættetrøje. Blå jeans. Det enkle tøj lovede mig et tab af opmærksomhed fra fremmede. Jeg accepterede villigt løfter fra tøj om at forblive inkognito, lige indtil jeg bemærkede nogens indslag, der kunne blive til det første afsnit i en historie. Men historien var ikke skrevet, og på grund af min succes med at blive ét med tapetet, begyndte ikke kun tjenere, men også ansatte i butikker at ignorere mig.

Jeg planlagde at tage til Warszawa og derfra videre til Berlin. Jeg lavede en liste over venner, jeg gerne ville besøge der. Jeg opfattede mine venner, der var spredt ud over Europa, som brødkrummer – som en guide. Hver af disse venner var et punkt på ruten, som kun djævlen ved, hvem har lagt foran mig. Og jeg fulgte villigt denne rute. Bevægelse er ikke kun hygiejne for sindet, men også en tankekilde. Og hvis folk ikke giver mig plot til mine historier, rejser jeg videre. Men denne gang var jeg så træt, at jeg returnerede billetterne, købte et tæppe, mælk og honning og besluttede mig for at tilbringe et par dage hjemme uden at gå nogen steder.

Mit nye tøj lå i skabet. Jeg lukkede med vilje ikke skabslågen, så tøjet med jævne mellemrum fangede mit blik. Under krigen skilte jeg mig kun af med ting, nu har jeg endelig købt noget nyt. Da jeg kiggede på den grå hættetrøje og de blå jeans, ønskede jeg at se en fornyet udgave af mig selv, men jeg så kun tøj. To ting. 120 zloty for en jakke og 430 zloty for et par jeans. Så prisskiltet i stedet for stilen. Så støvet og hylden, men ikke et nyt image. Og det gjorde mig utilfreds.

Da jeg flyttede til udlandet, talte jeg om at flytte som en mulighed for at slippe af med det, der tyngede mig. Alt omkring mig var nyt. Ikke en eneste café, ikke en eneste bygning var fyldt med minder eller associationer. Alle skulle bare tage kontakt. Udfaldet af kontakten afhang kun af mig. Det var inspirerende. Nyt sprog. Ukendt kultur. Valuta. Jeg behøvede ikke at hæve penge. Men jeg ville helst bruge kontanter. Jeg ønskede at holde ukendte pengesedler i mine hænder. Euro. Kroner. Zloty. De mønter, jeg fik som byttepenge, var grimme i mine lommer, men selv dét kunne jeg godt lide.

Blot tre måneder senere står jeg dovent og varmer mælk, blottet for enhver lyst til at interagere med verden omkring mig. Udvandring er en mulighed. Jeg tilsætter to store skefulde honning. Jeg har købt nyt tøj, men jeg går nøgen rundt i lejligheden, og jeg pakker hellere min nøgne krop ind i et tæppe, end i de samme jeans og den samme hættetrøje. Sælgeren sagde, at tæppet var lavet af fåreuld. Jeg går forbi spejlet og lader, som om jeg er et får. Og derefter en ulv. Kunne jeg blive en ulv? Ingen får mig at se de næste par dage. Jeg vil ikke underholde nogen med historierne om en immigrant, der lever et skørt liv. Jeg har ikke lyst.

Pludselig modtog jeg en besked fra det samme polske bekendtskab. Han skriver noget om Ukraine. Det er bemærkelsesværdigt, at han staver “Ukraine” forkert. Der har vi et tydeligt eksempel på, hvor meget den gennemsnitlige europæer går op i krigen. Og det her er ovenikøbet fra et polsk perspektiv! Hvis du rejser længere ned i Europa, for eksempel til Frankrig, hvor de lokale ikke led under indførelsen af socialistiske idealer, så kan deres skødesløshed endda fornærme en ukrainer, der instinktivt løber hen til en mur, et hegn eller en bil, når de hører lyden af fyrværkeri.

Nej, til helvede med fårene. Og ansigtsløst tøj til helvede. Jeg er mere end en ukrainer. Jeg er et menneske. Så længe mit “jeg” fylder mere end min nationalitet, føler jeg mig tryg. Men dette “jeg” havde stadig brug for at blive plejet. Nogle af mine bekendte forveksler “jeg” med egoisme. Deres manglende selvpleje resulterede i, at regeringen tårnede over dem som en inkvisitor. Selv skyggen af en blodtørstig skurk skræmmer fyrene med et lille “jeg”, og de måler alle størrelsen på penis uden at bemærke, hvordan forbrydelser bliver til heltemod og helte til sociale ydelser, ordener, kors og umarkerede gravsteder. Men det er dig, på en eller anden måde. Jeg tager mig af andre spil.

Jeg kan ikke huske, hvad der fik mig til at forlade huset den dag. Men alligevel var der noget, der fik mig til det. Og nu befinder jeg mig i en dyr butik. Uanstændigt dyr. 900 zloty for en sweater med en stram krave. De månedlige sociale ydelser til migranter i Ukraine er tre gange mindre. Jeg holder fire strikkede, sorte trøjer i mine hænder. Jeg holder et par klassiske grå bukser i mine hænder.

En ung ekspedient komplimenterer mig på polsk. Jeg aner ikke, hvad hun siger. Det vigtige er, at hun efter at have udtrykt tanken ønskede at røre ved mig. Hun rørte ved mit håndled med sin hånd. Den rationelle del af mig længtes efter sløvhed og anonymitet, mens impulsiviteten trak mod det hovmodige i en grovstrikket sweater, det prætentiøse i et sort bælte med et gråt spænde, der tiltrak sig opmærksomhed. Et bæltespænde, der ligner en stålvogn farvet af malm, unge minearbejderes sved, spyt og håb. Jeg kunne være blevet minearbejder. Det er den fremtid, mine forældre spåede for mig. Men Det Filologiske Fakultet reddede mig, og nu nærmer jeg mig billetkontoret til ære for ham.

***

Var et får og blev en snob. Det var, hvad spejlet fortalte mig, da jeg kiggede på mit spejlbillede om aftenen. Nu kan jeg tage hen til Radiooperaen i Katowice uden at føle mig ydmyget. Nu har jeg råd til at nyde vin ved buffeten, når udstillingerne åbner, og jeg føler mig ikke som en vagabond, der tager imod almisser fra en bankejer, som har udstillet en samling kunstgenstande. Nu kan jeg på en uhøflig måde bede min polske ven om ikke at sende mig nyheder fra Ukraine, velvidende at min selvhøjtidelighed vil få ham til at sluge fornærmelsen over den pludselige uhøflighed. Polakken bliver hos mig, fordi en strikket sweater til 900 zloty lugter af selvstændige synspunkter, planernes sødme, livets oprør og samtidig de stillestående vande fra ønsket om forandring og tørsten efter ro. Man skal kæmpe for uafhængighed, men nogle gange kan den købes.

“Men hvorfor vil du ikke modtage nyheder fra Ukraine?” Nu er polakken overrasket over det.

“Krigen er begyndt. Jeg ønskede at rejse til et sikkert sted. Mit land sagde, at jeg ikke måtte. Så jeg stak af. Flyttede til Polen. Men så sagde mit land, at de ville hente mig i Polen og bringe mig tilbage. Der stod, at det ville være tilfældet med alle mandlige ukrainere i landet. Hævet overloven. Jeg var bange for nyhederne. Ikke mere. Selv i Polen er man nødt til at udarbejde en flugtplan.”

“Og hvad er det næste skridt?”

“Videre? Jeg tager til Spanien. De hjælper mig med papirarbejdet. Men hvis mit land også dukker op i Spanien, hvis det også prøver at bide mig der … Det er det, ekskærester gør, når de har slået op. Men hvis man i kærlighed vælger, hvem man vil kysse, så valgte jeg ikke landet. Derfor er ansvaret her af en anden art.”

“Har du hørt, at de ukrainske ambassader nu skal fungere som militære sessionskontorer?”

“Ikke flere nyheder – stop!”

***

Næste morgen går jeg på café for at spise morgenmad, men kun for at vise mig offentligt i mit nye tøj. Spejlet så mig upersonligt. Spejlet så mig som både et får og en ulv. Hun så mig uden tøj og uden humør. Af en eller anden grund ser det nu en sørgende person foran sig. Jeg rækker ud efter min rygsæk, men noget indeni stritter imod. Hvordan skal jeg bære kisten, hvis jeg har en rygsæk hængende på skulderen? Ubehageligt.

Den nat drømte jeg om kommandøren. Han havde sikkert en mere interessant titel, men heldigvis forstår jeg mig ikke på titler. Han råbte ad soldaterne. Han sagde, de skulle grave. Lige her. Og hvis de nægtede, ville han fængsle dem, som han allerede havde fængslet seks før dem. Så kan de gemme sig bag tremmer, hvis de ikke adlyder kommandøren. Eller hvis de deserterer. Amnestien for sådanne sager blev annulleret, og det samme blev den betingede dom. Kun fængsel eller lydighed. Og så siger en af soldaterne, at det er bedre ikke at grave her, men dér. Så bliver det mere sikkert og brugbart. Fjenden forventer ikke et bagholdsangreb fra den side. Og så møder den kloge soldats ansigt kommandørens knytnæve. Næven bliver stærkt efterfulgt af en spytklat, og slag nummer to tværer kommandørens mundvand ud i soldatens ansigt. Og så skriger kommandøren og kræver, at de giver ham et maskingevær. Han siger, at han vil skyde møgungen, hvis han nægter at grave her. Latter. Skrig. Slåskampe. Med sådan en kommandør, hvem har så brug for fjender? Det var først, da jeg nåede caféen, at det gik op for mig, at det ikke var en drøm, men en video fra frontlinjen, som jeg så, inden jeg gik i seng.

Jeg spiser polsk mad. Mad tilberedt i Polen af polakker. Traditioner. Masser af tomater. Sort peber. Jeg ved ikke, hvad retten hedder. Men jeg ved, at de elsker frugtsupper i Polen. Selvfølgelig laver man også borsjtj i Polen, men her er det anderledes. Da tjeneren hørte, at jeg var fra Ukraine, tilbød han mig at prøve deres borsjtj, men jeg afslog. Jeg tænkte, at jeg ville forbinde rød borsjtj med blod. Ja, krigen er nået ind i mit køkken. Han pegede med fingeren på det længste navn på menuen. Og nu spiser jeg en krydret ret med tomater. Og ja, knuste tomater ligner blod, krig og råbet fra en kommandør, som ingen vil straffe, fordi krig retfærdiggør forbrydelser, der er langt mere afskyelige end råb og trusler.

Begravelsesmorgen. Sørger over mig. Sørgegaden strækker sig ud som en kiste. Jeg ruller langs kanten af en aflang kiste. Jeg flyver forbi sammen med et lille støvfnug. Det fører mig ingen steder hen. I betonen og stenen i de polske døråbninger. I andre menneskers ligegyldighed, som jeg er taknemmelig for ikke kræver noget af mig, heller ikke at jeg ofrer mig selv til en modbydelig krig.

Når man går på gaden i Kyiv eller Kharkiv, på gaden ved Dniepr eller Zaporizhia, er det en stor succes at møde ligegyldighed. Øjnene, der flakker rundt i det ukrainske gadebillede, har stirret forhåbningsfuldt mod enhver forbipasserende i et helt år nu. Ukrainske øjne, der søger beskyttelse, insisterende og krævende. Ukrainske øjne, der forsvarer deres grænser og mestrer den grænseløshed af død og rædsel, der gemmer sig bag nyhedsstrømmen og de skræmmende overskrifter. Journalister formulerer så behændigt det, du ikke engang vil tænke over, at du tror på enhver formulering, hvis bare den høres og derefter forsvinder. “BARN VOLDTAGET MED EN TESKE” står der i overskrifterne.

Øjnene ruller. Øjnene åbner sig i rædsel, skræk og vrede. Øjne bliver til pile og flyver mod ubeskyttede femetagers bygninger. Øjne bliver til hænder, og hænderne skubber mænd til frontlinjen og kvinder og børn til det nærmeste udland. Øjne, der styrter til magten, og ser, om der er korruption eller støtte? Øjne formerer sig, sværmer, stikker ud. Øjnene svulmer op, udvider sig, bliver større. De gennemgribende ukrainske øjne blinker ikke. De forventer sejr. Set. Missede også denne her.

“Jeg arbejdede på skolen i et år, og jeg indså, at det ikke var noget for mig. At man er nødt til at tjene penge”, skriver Agatha til mig. Vi gik på universitetet sammen. “Og i går hørte jeg den forfærdelige nyhed … Kan du huske Ignat Andreev? Kort sagt, så er han død …”

“Fuck … hvordan døde han? Drog han virkelig i kamp?”, svarer jeg, og jeg hører låget på kisten smække i. Jeg mærker igen berøringen fra pigen i den dyre butik på mit håndled. Hun er dødens budbringer. Jeg tjekker min puls. Hendes kompliment var en advarsel. Nu ser jeg alting i et andet lys. Mit tøj er en sørgedragt. Ukraine havde ikke indhentet mig endnu, men kun fordi jeg midlertidigt var optaget af døden. Det var det, min blodige og alt for krydrede morgenmad var til. Han døde. Nu er jeg nødt til at synge om ham på en måde, som han ikke kunne synge. Ellers åbner kisten sig ikke, og så kan jeg aldrig slippe ud.

***

Videregående uddannelse i Ukraine er i de fleste tilfælde ligegyldig. Kandidater fra det juridiske fakultet arbejder som sushikokke og taxachauffører. Fyre med en universitetsgrad i økonomi får job i rejsebureauer, bygger deres egne virksomheder og får nogle gange endda job som bookmakere. Der er få undtagelser, hvor en advokat bliver til en advokat, og en lærer bliver til en lærer. Ignat Andreev var en undtagelse.

Det Filologiske Fakultet er det bedste, der kan ske for en teenager, som brænder for at finde meningen med livet. Jeg var den slags teenager. Jeg ledte efter meningen med livet i bøger. Jeg troede, at nogen allerede havde fundet den og beskrevet vejen til den i en af bøgerne. Opgaven var at finde netop den bog blandt de mange, der allerede fandtes. Det var derfor, jeg var studerende. Ignat var lærer. En lærer i perspektiv. Meningen med livet interesserede ham ikke. Han indskrev sig på filologistudiet for at blive lærer i russisk og engelsk. Og også litteratur. Der var ingen tvivl om, at han ville blive det. Ligesom der ikke var nogen tvivl om, at min søgen efter meningen med livet ville føre mig andre steder hen end til lærerens kontor. Og så skete det.

Da jeg så Ignat for første gang, bemærkede jeg straks, at vi ikke havde noget til fælles. Lige så meget som jeg ikke gik op i karakterer, lige så meget var han villig til at gøre hvad som helst for at opretholde en høj akademisk præstation. På det tidspunkt, hvor mine venner og jeg læste Sergey Yesenins “Black Man” for hinanden, foretrak han sine digte om birketræer og en rød ko. Til at starte med troede jeg bare, at han tækkedes vores lærere, der læste digte om birketræer højt for os, selvom vi i virkeligheden foretrak at læse hooligan-digte. Ignat talte om birketræer med en så kunstig en ømhed, at jeg mistede interessen for ham for altid og praktisk talt ikke gjorde noget forsøg på at lære ham bedre at kende.

Jeg røg. Læste alternativ prosa. Lyttede til rock. Jeg pjækkede fra forelæsninger for at læse bøger på biblioteket. Jeg prøvede at finde ud af, hvorfor de kunne forbyde “The Catcher in the Rye”. Rev alle de erotiske scener ud af biblioteksbøger for at genlæse dem, inden jeg gik i seng, i stedet for at se porno. Jeg drak mig fuld til poesifester, sloges til punkkoncerter og kyssede derefter dem, hvis ansigter var blevet rørt af en knytnæve. Jeg farvede mit hår og piercede mine ører med en nål. Jeg skændtes med lærerne og skamroste derefter moderne forfattere sammen med dem. Samtidig studerede Ignat flittigt.

Blondt hår. Øjenbryn som et stråtag, der beskyttede landsbydrengens klare øjne. Ignat var ligeglad med kedelige forfatteres subtile verdener. Han underviste i sprog. Grammatiske regler er hans poesi. Hvad skrev Tsvetaeva om? Kedsomhed. Hans forklaring af verbernes bøjning blev til et digt. Men hans alt for skarpe hage ødelagde det hele. En detalje, tilsyneladende ubetydelig, men som tiltrækker sig for meget opmærksomhed. Men han var ligeglad med sit udseende. Så bleg, at man skulle tro solen ville stikke ild til ham. Ignat var en pragmatisk mand. Mens vi alle foregav at være kuratorer af finkulturel poesi, sagde Ignat blot, at han ønskede at vende tilbage til sin fødeby for at undervise på den lokale skole. Men lærerne tog ikke hans ønske alvorligt.

Hvis man blot observerede Ignat i fem minutter, ville det stå klart, hvorfor folk nærede en mistro til ham. Som de fleste drenge i landsbyen var Ignat fysisk stærk og veludviklet. Men han adskilte sig fra mængden ved en vis femininitet i sin opførsel. For jævne bevægelser. Føjelig. Hvis du så, hvordan han blinkede, ville du ikke tænke på James Dean, men snarere Marilyn Monroe. Han flirtede, tilsyneladende uden at lægge mærke til det. Han opførte sig, som om han ønskede at forføre samtalepartneren, uanset om han talte med en lærer eller med en papirhandler i lobbyen.

Jeg var næsten sikker på, at Ignat var homoseksuel. Og jeg var sikker på, at han ikke kendte til min orientering. Jo mere jeg ønsker, at en fyr skal være opmærksom på mig, jo mere trodsigt opfører jeg mig. Ignat blev frastødt af min opførsel. Jeg lignede en klat mod hans baggrund. Det var også et højtideligt ark med et våbenskjold og et segl. Jeg var irriteret over vores forskellighed. Derfor legemliggjorde vi de to modsatte poler i et batteri, som gav energi til vores forelæsninger. Så vi studerede russisk, engelsk og litteratur.

***

Natalya Osip skrev, at hun var overrasket over hans død. Hun skrev, at hun syntes, han var en kujon. De sad ved siden af hinanden til forelæsningerne. Hun forsøgte engang at kysse ham. Og han rødmede. Han sagde, at han var syg og dukkede derefter ikke op på universitetet i en uge.

***

Hvorfor kunne han lide Yesenins digte om birketræer? Jeg ville tro, at han bare ikke havde læst de andre digte, men det havde han. Desuden gik vi hver især hen til tavlen og læste et vers op, som vi havde lært udenad. Jeg har læst “Brev til en kvinde”. Natalya Osipova læste “Livet er et bedrag med fortryllende længsel”. Ignat læste et digt om en hvid birk. Så gik jeg tilbage til tavlen. Jeg læste ‘Shagane’. Rørte ikke. Jeg læste ‘Syng, syng på den forbandede guitar’. Læste om bordellet. Om kærlighed til kvinder og alkohol. Om værtshuse og portåbninger. Men Ignats svar blev kun fundet ved et vers om en birk.

Derefter havde vi en lang diskussion om Yesenins død. Begik han selvmord, eller blev han tvunget til det? Digteren blev fundet hængt med årerne skåret over. De siger, at han måske blev dræbt, og at morderen fik det til at ligne selvmord. På internettet kan du finde et fotografi af ham post mortem. Og vi fandt det. Nærstuderede det. De skændtes om noget. Jeg kan ikke huske, hvilken version jeg forsvarede. Jeg husker, hvordan Ignat sagde, at en person, der skrev så smukt om birketræer, ikke kunne dø af egen fri vilje. Men han sagde det med en stemme, der ikke bar præg af at være et argument. Som om han trøstede en døende mand og løj om, at han ville overleve, når kendsgerningerne sagde noget andet. Hvis jeg kunne vælge, hvem jeg ville være i skyttegravene med, så ville jeg vælge Ignat. På grund af hans rustikke styrke. På grund af klangen i hans beroligende stemme.

***

Anastasia Sviridova blev også overrasket over hans død. “Meldte han sig frivilligt til at gå i krig?” skrev hun.

***

Ignats alt for skarpe hage var ikke hans eneste ulempe – blot den synlige. Hans overbid var det, der forværrede skarpheden i hans hage. Når man taler med ham, og kigger på hans mund, er det som at stå overfor Nøddeknækkeren. Man stiller spørgsmål, ikke for at få svar, men for at han kan blive ved med at tale, og man ser og forestiller sig, hvordan hans overbid knækker den hårde skal af nødderne, én efter én. I rækkefølge.

Til litteraturforelæsningerne diskuterede vi, hvad der giver et menneske frihed. Diskuterede, hvad formålet med litteratur i princippet er. Hvem er en person, og hvorfor er det så svært for os at formulere? Anastasia Sviridova, som skrev erotiske digte i notesbøger med ternet papir, rejste sig pludselig op og erklærede, at hun var målet for den moderne litteratur. Alle grinede undtagen Ignat. Jeg ved ikke, om han holdt latteren tilbage af høflighed, eller fordi han ikke forstod Anastasias uforskammethed. Det hele befandt sig et sted på grænsen mellem overdreven venlighed og dumhed. Hans uskyld gjorde ham tiltrækkende, hvilket helt sikkert hjalp ham med at få gode karakterer. Lærerne var stolte af ham. Selv universitetets sygeplejerske var stolt af ham. Voksne mennesker var gennemsyret af en utrolig sympati for fyren. De så noget i ham, som de så i sig selv. Noget forældet. Mislykkedes forsøg på at jagte tendenser og succes. Der ikke er i nærheden af at være overflødigt. Det var det, de så i den udbrændte fyr. Jeg betragtede ham fra den bagerste skrivepult og tænkte på, hvordan jeg kunne vise ham, at jeg også var til mænd.

***

Grigory Burchak spurgte efter nummeret på den brigade, som Ignat tjente i. Han skrev, at han havde forbindelser i den militære ledelse. Hvis han får nummeret på brigaden, kan han afdække detaljerne bag hans død.

***

Vi havde fægtetimer to gange om ugen. Og om vinteren, i præcis en måned om året, blev fægteundervisningen erstattet af svømmeundervisning. Men poolen lå i den anden ende af byen. Derfor blev undervisningen lagt om aftenen. Ingen havde lyst til at rejse så langt. Jeg var den eneste, der med glæde gik i poolen, selvom jeg praktisk talt ikke kunne svømme.

Men da jeg kom ind i omklædningsrummet, mødte jeg Ignat. Jeg troede, det var min chance. Min chance for at vise ham, at jeg også er til fyre. Jeg var klar til at tilgive ham for hans skarpe hage. Jeg var klar til at tilgive ham, at han ikke betragter Yesenin som en tyran, men en mand, der elsker birketræer. Jeg er træt af at lede efter meningen med livet. Det er lettere at drukne sig i en pool fuld af mennesker, end det er at lede efter meningen med livet, når man er tyve år gammel. Men hans stemme er som en skudsikker vest for nervesystemet. Jeg ville prøve den.

På en eller anden vis trådte jeg først ud i badet, da han allerede var hoppet i poolen. Men det afholdt mig ikke. Jeg fulgte efter ham. Brystkassen er skudt frem. Ryggen er marmoreret af muskler. Hele kroppen er dækket af små hvide hår. Udbrændt bondeknold. Det må have været svært for ham at skjule sine præferencer i landsbyen. Men nu er han bosat i en storby. Der var stadig omkring ti år til krigens begyndelse. Vi kan nyde livet uden at få skyldfølelse. Vi kan gøre hvad som helst. Men i stedet flyder vi stille fremad. Lydløst svømmer vi tilbage. Han kigger ikke engang i min retning. Og jeg holder øje. Ubemærket.

***

Marina og Luda sendte de samme billeder som svar på beskeden om Ignats død. Sort baggrund. Brændende stearinlys i midten. Billedet er et af de første søgeresultater på Google for søgeordet “kondolencer”.

***

I brusebadet vaskede vi os, mens vi stod over for hinanden. Jeg hældte en halv flaske shampoo ud over mig selv. Hele baderummet var fyldt med skum, og jeg kunne stadig ikke vaske det af min krop. Den store mængde skum gjorde, at jeg ikke følte mig nøgen. Skummet blev til en stram heldragt, der bredte sig over kroppen og fliserne og langsomt krøb ned i afløbshullet.

Ignat gnubbede forlegent sine fødder med en vaskeklud. Jeg ser, at han nogle gange kigger på mig, men han gør det som ved et tilfælde. Han stod med ryggen til mig. Og jeg snurrede rundt som en ballerina. Men snart begyndte jeg at kede mig. Jeg tabte shampooen med vilje. Og så kom jeg så tæt på ham, at han blev bange og skubbede mig væk. Jeg har allerede nævnt, at Ignat var en ret stærk fyr. Jeg faldt ned på gulvet. Så kom han hen til mig. Han rakte hånden frem. Jeg vågnede. Men da han hjalp mig op, lagde jeg mærke til hans erektion. Ignat blev forlegen og forlod hurtigt baderummet. Da jeg kom ind i omklædningsrummet, var han der ikke længere.

***

Agatha overrumplede mig med nyheden om Ignats død. Men nu overrumpler hun mig for anden gang. Hun skriver, at han ikke gik i krig. Hun skriver, at han hængte sig i sit eget hus.

***

Om mandagen stopper Ignat mig ved indgangen til universitetet. Han truer mig. Han siger, at hvis jeg taler om, hvad der skete i svømmetimen, så vil han beskylde mig for at være snyde. For nylig fik jeg gode karakterer til en eksamen i oldgræsk litteratur. Det overraskede alle, fordi jeg pjækkede fra de fleste forelæsninger. Så derfor siger Ignat, at han vil gå op på dekanens kontor. Han siger, at han vil fortælle, hvordan jeg fik ham til at lave eksamensnoter til mig. Hvordan jeg manipulerede ham. Hvordan jeg har afpresset ham de sidste par måneder. Han stopper med at tale.

Jeg er overrasket. Jeg har lige set hans erektion. Skammer han sig virkelig så meget over det, at han er klar til at forpligte sig til alle de løgne? Hans tone overbeviser mig om, at det er ekstremt vigtigt for ham.

“Okay, lad os holde det hemmeligt. Lad det være. Men det kræver, at du faktisk hjælper mig”, siger jeg til Ignat.

“Hvordan kan jeg hjælpe dig? Eksamener er overstået.”

Jeg vidste ikke engang, hvad det var for en slags hjælp, jeg bad om.  Men af en eller anden årsag var det vigtigt for mig ikke bare at acceptere hans betingelser, men også mine.

Ignat accepterer min betingelse. Så vi har en fælles hemmelighed – hans erektion. Da jeg tog metroen hjem om aftenen, læste jeg, hvordan Henry Miller kneppede endnu en kvinde med et tvivlsomt ophav. Uskyldigheden i Ignats vrede blev glemt så let, som om den slet ikke havde eksisteret.

***

“Jeg ville tilbyde at give et bidrag til begravelsen. Men jeg er ikke sikker på, at de begraver folk, der begår selvmord. Og hvis de ikke bliver begravet, hvad gør de så med dem?”, skrev Olya Likhacheva, som aldrig har gjort sig bemærket på sin intelligenskvotient.

***

Vi besluttede os for at tage ud at fejre. Vi var på vej hen til en restaurant. De havde slået adskillige borde sammen til os. Vi drak alkohol. De fortalte hinanden sjove historier. Vi pralede med tricks, der hjalp os med at snyde til eksamen. Alle var glade. Ignat var også glad. Men hans glæde var kortlivet. Han ringede efter en taxa og tog tidligt hjem. Snart fulgte andre efter. Jeg var fuld og lagde ikke mærke til, hvor hurtigt mine klassekammerater spredtes for alle vinde.

Olya Likhacheva ville af en eller anden grund ikke lade mig gå. Jeg blev så fuld, at jeg ikke rigtig havde lyst til at gå. Men da vi var alene, blev det klart, hvorfor hun gerne ville være alene med mig – hendes læber forsøgte at efterlade et læbestiftmærke i mit ansigt. Det lykkedes mig at afvise hende, og jeg var ved at gå, da en ældre tjener stoppede mig. Han gav mig regningen. Den var meget lang. Det viste sig, at ikke alle betalte, inden de gik. Jeg var filosofistuderende, hvilket betyder, at jeg var ludfattig. Olya havde heller ingen penge. Selvom jeg er sikker på, at hun stadig ikke ville betale, selv hvis hun havde. Hun var så vred på mig.

Hvad skulle vi gøre? Vi begyndte at ringe rundt til dem, vi havde siddet til bords med for blot en time siden. Nogle af dem tog ikke telefonen. Nogle af dem var taget i skøjtehallen og kunne ikke nå tilbage til restauranten før en time senere. Den aften hjalp Ignat os.

“Tæller det som hjælp?” spurgte han, da vi var alene. Da han sagde det, rakte han hånden frem mod mig. Jeg slog min knytnæve ind i hans åbne hånd. Vaklede. Det var et svagt slag, men på grund af det kraftfulde sving med armen, var jeg ved at falde ned på gulvet. Igen.

“Hvorfor opfører du dig altid sådan?” Ignat var oprigtigt forarget.

“Hvordan helt præcist?”, spurgte jeg, men jeg gjorde det udelukkende, fordi jeg fornemmede en oprigtighed i hans spørgsmål. Hans oprigtighed fascinerede mig.

“Du er så højrøstet … du vil have opmærksomhed … du er overalt … vi taler om Yesenin, og her er du … læser poesi, og her er du igen … du vender enhver samtale til at handle om dig selv … hvorfor har du brug for så meget opmærksomhed?”

“Sikke noget pis at sige”, indvendte jeg. “Jeg kan ikke engang lide opmærksomheden.”

“Måske kræver du den ubevidst?”

“Måske giver du en flaske vin?”

Tyve minutter senere sad vi på et væltet træ i haven med lyset slukket. Hans sko rørte ved min sko. Store dråber urin på vores sneakers reflekterede det svage lys fra vinduerne. Huse omringede os fra alle sider. Der boede familier i husene, hvoraf de fleste kun bekymrede sig om deres levebrød. Vores krav til Ignat var noget højere, og derfor overvejede vi ikke engang, at de åbne vinduer kunne bære vidne til vores samtale.

“Hvorfor har du så ret, Ignat?”

“Jeg ved bare ikke, hvordan jeg skal være anderledes.”

“Kunne du tænke dig det?”

“At være anderledes? Hvad mener du med det?”

“At få, hvad du ikke har.”

“Som hvad?”

Jeg tænkte over det. Alkoholen gjorde det svært at formulere tanker. Ignats duft distraherede mig mere og mere. Pludselig sagde han:

“Der er en fyr i min landsby, som var bedre til fodbold end mig. Jeg var ikke misundelig på ham. Det var tydeligt for mig, at han spillede bedre end mig. Men af en eller anden grund konkurrerede han med mig hele tiden. Og når han vandt, kiggede han så arrogant på mig … kiggede med foragt …”

“Vil du gerne være som ham?”

“Nej, det vil jeg ikke …”

“Hvorfor husker du ham så?”

“Forstår du det ikke?”

Jeg forstod det ikke, hvilket blev tydeligt understreget af min fremtoning. Jeg indrømmer, at jeg så ekstremt latterlig ud på grund af alkoholen.

“Forklar mig det.”

“Det er dig … du minder mig om den fyr.”

“Så du synes, jeg er et fjols?”

“Det sagde jeg ikke.”

“Synes du, jeg er en idiot?”

“Nej, det synes jeg ikke”, svarede Ignat fornærmet.

“Hvorfor besluttede du dig for at afpresse mig? Hvorfor bad du mig ikke bare om at holde det hemmeligt? Hader du mig så meget?”

Ignat tog adskillige store slurke af vinen. Jeg var fuld, men jeg kunne se, at han også var ved at blive fuld. Den perfekte studerende blev forvandlet til en fordrukken knægt. Jeg vidste, at jeg var vidne til et særsyn.

“Jeg har forhudsforsnævring.”

Jeg troede, at Ignat var flov over den erektion, jeg forårsagede. Og så viste det sig, at han havde forhudsforsnævring. Jeg lagde ikke engang mærke til det. Det morede mig. Det er forbløffende, hvordan folk ofte er stolte af det, de har fået fra naturens side, som de ikke har arbejdet for overhovedet. Det omvendte er også overraskende – nogle er så flove over det, de ikke kan gøre for.

“Kan det ikke ordnes med en operation?”

“Jeg er bange. Ved du overhovedet, hvordan de gør det?! Nej, jeg er for bange.”

Så den perfekte studerende betroede mig sin sårbarhed. Jeg følte pludselig en taknemmelighed af en sådan størrelse, at hele gården var fyldt med den. Min taknemmelighed blev til en kæmpe tyggegummiboble. Boblen voksede. Nu er den større end mit hoved og større end min krop. Så fyldte den så meget, at den skærmede Ignats krop – den solblegede landsbydreng. Den klæbrige tyggegummiboble var allerede så stor, at den begyndte at presse på husenes ruder. Til sidst rakte min taknemmeligheden hele vejen op til stjernehimlen. Den snublede enten over en antenne eller en skarp stjerne og eksploderede. Vi diskuterede til den lyse morgen, hvad denne boble løb ind i: en antenne eller en skarp stjerne? Ignat var sikker på, det var stjernen. Jeg gav efter for ham til sidst.

***

Natasha Osokina skrev, at hun altid havde betragtet Ignat som en heltetype. Krig kan ikke retfærdiggøre drab. En soldat er ikke et bjerg, men en dræbermaskine. Ikke at slå ihjel på bekostning af sit eget liv – det er ægte heltemod. Det skrev hun. Og så spurgte hun, hvor høj indkomstskatten var i Polen.

***

Snart havde Ignat en kæreste. Han viste os stolt et billede af hende. Jeg kunne ikke tro det. Jeg troede fuldt og fast på, at han kunne have følelser for mig. Pigen var kun nødvendig som dække. Han er bange for at indrømme over for sig selv, at han er homoseksuel. Men der kom kun flere og flere billeder af de to sammen. Her kysser de hinanden. Her krammer han hende. Her kysser hun ham på kinden.

Det er svært at tro, at en ung, attraktiv fyr kan stræbe efter landsbylivet. Normalt forsøger alle fra landsbyerne at flytte til storbyerne. Opbygge en karriere. . Men Ignat drømte om at undervise i russisk i sin hjemby. Så det gjorde han.

Men snart blev russisk sprog og litteratur fjernet fra pensum i de ukrainske skoler. Så begyndte Ignat at undervise i engelsk. Børnene elskede ham, men det gjorde hans jævnaldrende ikke. Som de voksnes yndling repræsenterede Ignat alle de meget forældede ting, som avancerede teenagere skyr. “Black Man” vandt kampen mod “White Birch”, men kun hvis teenagerne kæmpede for det. I de lavere klasser forblev den trodsige “Black Man” uforståelig, og derfor foretrak de “Birch”. Ignat glædede sig over børnenes valg og ignorerede teenagernes negative reaktion.

Ignat var venlig over for de gamle lærere og videregav deres idéer til eleverne. Hjælpsomhed. Anerkendelse af autoritet, som ikke kan være baseret på præstationer, men på alder. Blødhed. Konfliktfri. Villighed til at opgive sit eget synspunkt til fordel for overmagten. Det var, hvad Ignat bestod af. De fleste af lærerne på hans skole bestod af dette. Og det er præcis, hvad teenagere slås med.

“Yesenin er vores!”, råbte teenagerne. “Yesenin er en bølle, ikke en dødbider! Lad os ikke fornærme vores Yesenin. Riv digtet om birken ud! Lad os tale om guitaren og værtshusene!”

Men russisk er ved at blive afskaffet som fag. Desuden bør undervisningen i andre fag foregå på ukrainsk. Men Ignat taler knap nok ukrainsk. Børn forstår ikke ukrainsk. Præstationerne styrtdykker. For første gang hører børn matematiske termer på ukrainsk, og de skal ikke bare genforstå matematisk teori, men også selv kunne anvende termerne. Reglerne for engelsk grammatik bliver uforståelige. Dele af sproget tog pludselig masker på og blev ukendte igen. Hvem er skyldig? Hvad skal man gøre?

Mens både eleverne og deres forældre var oprørte, ofrede Ignat sin kærlighed til Yesenin. Der bliver ikke flere strider. “Den sorte mand” besejrede “Birketræet”. Birketræet knækkede. Ingen kommer til at få hævn.

***

Grisha skrev, at han altid havde betragtet Ignat som en kujon, og så slettede han af en eller anden grund kontoen.

***

Jeg er bange for dig, Ignat Andreev. Jeg har altid misundt dig dit efternavn. Leonid Andreev. Daniel Andreev. Mange betydningsfulde mennesker bar dette efternavn. Hvis jeg havde sådan et efternavn, ville jeg … Ville jeg …

Hvor mange år er der gået, siden vi alle dimitterede fra universitetet? Syv? Otte? Du har ikke ringet til mig siden. Og jeg har ikke ringet til dig. Og så tænkte jeg ikke engang på dig. Når jeg fik nyheder om universitetsvenner, fik jeg aldrig nyheder om dig. Alt var normalt begrænset til sætningen: “Han underviser i sin hjemby, ligesom han altid drømte om”. Du og jeg er ikke bare forskellige, vi er modsætninger. Du er et barn, jeg er en teenager. Ikke efter alder, men efter ånd, efter bevidsthed. Og jeg protesterede mod dig. For mig har du altid været en sovende person – en, der er lige ved at vågne op. Jeg troede, du ville blive ramt af en tragedie. At tragedien ville vække dig. Men den viste sig at være fatal.

Kommer du for at skræmme mig i mit spejlbillede? Dukker du op i mine mareridt? Jeg har ingen billeder af dig, men din spidse hage står klarere i min hukommelse i dag, end nogensinde før.

Når jeg ser tilbage på min universitetstid, indser jeg, at du aldrig havde følelser for mig. Jeg følte heller ikke noget særligt for dig, bortset fra nysgerrighed. Desuden troede jeg i min universitetstid, at livet var et fængsel for sjæle. Du har sikkert hørt teorien før. Nu har du mulighed for at afprøve den. Det er her, de sjæle, der bliver straffet, kommer hen. Det er her, de bliver korrigeret. Og de sjæle, der kommer her for at studere, ender også på jorden. De har brug for en karmisk lærestreg. Det er sådan, de vokser. Men dette fængsel har også en tredje komponent – tomme mennesker, statister, som gør, at tremmerne i fængslet ikke er lige så tydelige. Så jeg troede, at du hørte til den gruppe. Men nu kan jeg se, at du kom her for at vokse. Nu rækker jeg ud efter dig, men jeg hviler mod kistelåget. Historier om selvmord har altid lugtet af galskab, men i krigstider er der få historier, der lyder så fornuftige som historien om frivillig død. Men var det frivilligt?

***

Gleb Konstantinov skrev følgende: “Er der nogen, der har hans kones nummer? Ignat lånte penge af mig sidste år. Tror du, man kan stole på hans kone?”

***

Jeg sendte et udkast af historien til hans kone. Eller snarere hans enke. Det første, hun sagde, var: “Men han havde ikke forhudsforsnævring. Desuden begyndte han at onanere ret tidligt, og hans forældre måtte finde på forskellige tricks for at afvænne Ignat fra sit tvangsprægede begær.”

Da russisk blev afskaffet som fag på hans skole, begyndte Ignat at drikke. Han arvede sendinger af smuglersprit fra sin bedstefar. Så han begyndte at sælge det videre. Det gik så godt for ham, at indtægterne fra salget af hans smuglersprit oversteg indtægterne fra undervisningen. Da Ignat alligevel fik en stilling som engelsklærer, ville han sætte en stopper for det ulovlige salg af alkohol. Men hans kone blev gravid. Hun tvang ham til at fortsætte, fordi et barn krævede flere penge. Så han fortsatte. Jeg hadede mig selv for det, men jeg fortsatte.

Barnet var sygt fra fødslen. Der blev brugt mange penge på behandling og læger. Og da Ignats ældre elever begyndte at gå til ham for at købe smuglersprit, afviste han dem derfor ikke. Solgte alkohol til børn. Han så dem fulde, vaklende rundt i landsbyen. Vred. Men da de kom tilbage, solgte han alkohol til dem igen. Børnene blev fulde. De råbte til ham: “Og hvorfor solgte du russiske digtere til os?! Hvorfor har vi brug for det her i landsbyen?”. Ignat låste døren med to låse, men selv efter det følte han sig ikke sikker. Snart blev Ignats hus det eneste hus, hvis hoveddør var dekoreret med et specialfremstillet jerngitter.

***

“Jeg fik nummeret. Hans kone er en kælling. Ære være Ignats minde,” skrev Gleb Konstantinov.

***

Hans landsby blev indtaget af den russiske hær i begyndelsen af krigen. Og siden da levede Ignat under besættelse. Russerne bragte deres lærebøger til landsbyskolen. De medbragte deres egen mand, som fortalte lærerne, hvordan de skulle undervise korrekt. Russisk litteratur kom igen på skoleskemaet, men det var ikke den litteratur, de havde før. Nu er alle digtere, og især Yesenin, blevet ideologiske digtere. Yesenin var ikke længere forbundet med hverken birketræer eller hooliganisme. Nu var han en russisk patriot. Han forherligede Rusland i poesi. Og han skrev ikke om birketræer, men om russiske birketræer. Og sneen faldt på disse birketræer. Ikke hvilke som helst, men russiske birketræer. Og det var vigtigt at formidle det til børnene. Men det havde Ignat ikke lyst til.

De gamle lærere affandt sig hurtigt med deres skæbne. Vi skiftede tilbage til russisk som undervisningssprog. Ignat nægtede. Det var ikke længere blot det russiske sprog, men et redskab for den russiske verdens ideologi. Men det ukrainske sprog er også blevet et redskab for patriotisk propaganda, der kræver, at man giver sit liv for en kultur, der altid har virket fremmed. Derfor begyndte Ignat at undervise i engelsk på engelsk. Hvis børnene ikke forstod reglerne uden oversættelse, tegnede Ignat forenklede diagrammer på tavlen. Jeg forsøgte at formidle ideen til børnene – hvis de er tvunget til at vælge mellem to muligheder, så er begge muligheder højst sandsynligt forkerte. Er du russer eller ukrainer?

“Jeg er et menneske,” sagde Ignat. “Og hvad med dig?”

En af de studerende rapporterede Ignat. “Propaganda, noget uforståeligt, men helt sikkert fjendtligt,” stod der i hans opsigelse. Opsigelsen blev skrevet af forældrene ud fra et barns ord. “Hvilket barn var det mon?” tænkte Ignat. Hvorfor var det kun mere smertefuldt at bære slagene?

Og en måned senere fik han sin løn udbetalt i russiske rubler frem for ukrainske hryvnia. Snart begyndte børnene at komme med rubler, når det købte hans smuglersprit. Hans barn var sygt. Konen var mere opmærksom på barnet end på ham. Han behandlede det med forståelse, men da han havde brug for hendes støtte, ignorerede hun sin mand. De begyndte at skændes. Barnet var sygt igen. Eleverne drak. Der var slagsmål i nærheden. Militæret var overalt. Min kone og jeg skændtes konstant. Barnet var sygt. Skænderier med konen. Militæret var bange. Jeg var syg. De bandede.

Og så voldtog to fyre i militæruniform hans kone. De gav hende bind for øjnene, og hun kunne derfor ikke genkende dem. Han ville have hævn, men han vidste ikke over for hvem. Og da barnet havde brug for en læge igen, havde de slet ingen penge tilbage. Så bankede en soldat på deres dør.

“Sælger du smuglersprit?”

Ignat nikkede modvilligt.

“Det siges, at du har det bedste og det billigste. Vil du prøve?“

Ignat tog en femliters krukke med klar væske frem. Militærmanden holdt flere krøllede sedler frem.

***

“Er du sikker på, at han er død? Hvor kommer oplysningerne fra? Man kan ikke stole på nogen længere. Vi er nødt til at tjekke alt efter” skrev Tanya Zhukova.

***

Krigen ældede hans kone så meget, at hun som trediveårig så ældre ud end Ignats mor. Det betød, at han ikke længere var fysisk tiltrukket af hende. Men hun var ligeglad. Den vigtigste mand i hendes liv var nu et barn. Ignat var jaloux på sin egen søn. Og han brød sig ikke om denne jalousi. Han foragtede sig selv for at tillade sig selv at være jaloux på sit eget barn. Så uværdigt. Det er en skam. Så da han fik en chance for at flygte fra sine tanker, greb han den. Så han begyndte at være sin kone utro med en fra skolen.

Først skændtes de, fordi der ikke var penge nok. Barnet voksede så hurtigt, at de ikke kunne nå at købe nyt tøj til ham. Priserne steg. Udvalget i de lokale butikker var dårligt. De havde ikke nogen bil. Og så er der den her krig. På grund af eksplosionerne holdt koen op med at give mælk. Stress. Militæret stjal æg og kyllinger. Tvang dem til at sælge korn. De kom ofte til dem for at få mere smuglersprit. Og selvom konen var imod at sælge til de russiske soldater, begyndte hun snart selv at gøre det, da det viste sig at være indbringende. Hun tænkte, at hvis hun var i kontakt med soldaterne, så ville hendes feminine charme øge indkomsten. Og indtægterne fra salget steg virkelig, men ikke på grund af hendes charme, men på grund af den medlidenhed, som soldaterne følte for den gamle kvinde.

En dag besøgte hun skolen uden varsel. Hun ville tale med rektoren om sin mand, og hvordan hun kunne få medicin til deres barn. Der var stort set ingenting på de to nærmeste apoteker. Barnet var sygt. Hun sov ikke om natten og så så træt ud, at man kunne fristes til at tro, at deres hus ikke kun solgte alkohol, men også vitalitet.

På trods af at alle i landsbyen kendte hinanden, kunne rektoren ikke umiddelbart genkende sin medarbejders kone i kvinden, der stod foran ham. Han troede, han stod overfor kvinde, der var midaldrende som ham selv, men var forfærdet, da han pludselig genkendte hendes ansigtstræk. Militæret brød ind på kontoret under deres samtale. De havde en pige fra 6. klasse på slæb. De ville klæde hende af. Men rektoren rejste sig op. Så smed militæret, der havde drukket smuglersprit fra Ignats hus, pigen og Ignats kone ud og låste sig inde på kontoret med rektoren. Kvinden stod længe ved den låste dør og lagde sit øre mod den. Hendes ydmygelse nåede bristepunktet, da hun indså, at de unge og berusede militærfolk havde besluttet at voldtage den gamle rektor frem for hende. Ikke at hun ønskede at være i hans sted. Nej, men hun ville gerne have, at deres valg faldt på hende, og at hun kunne flygte.

***

“Hvem skal jeg sende begravelsespengene til?”, skriver Tanya efter noget tid.

***

Tidligere kunne mænd rejse til Rusland gennem de besatte områder, og fra Rusland tog de til Europa. Nu er rygterne begyndt at svirre om, at lokale mænd skal være med til at patruljere i landsbyen. De vil ikke udlevere våben, men de vil helt sikkert udpege en opsynsmand. Og det gjorde de så. Men opsynsmændene hånede de lokale mænd. Kun de mest gemene af de lokale blev udpeget til at blive opsynsmænd. De var usædvanligt brutale. Det underholdt soldaterne, der var trætte af krigen.

“Skal vi kalde på læreren? Lad ham læse Yesenin for os. Der er alle mulige birketræer og værtshuse!”, foreslog en fordrukken skikkelse, der viste sig at være en af Ignats forhenværende elever. Soldaterne kunne godt lide idéen. De sendte bud efter Ignat. Sent om aftenen. Søvnig. Ikke i stand til at tage tøj på. De blev skubbet ud af huset til gråden fra et sygt barn, som blev vækket mod sin vilje.

“Lad i det mindste barnet falde til ro!”, sagde Ignat.

“Vil du gerne have ham med dig?”

Det ville Ignat ikke. I løbet af et kvarter stod han på ét ben. Med en skammel i udstrakte arme. Overhældt med isvand. Så han læste Yesenin. Og græd. Og hvert af hans hulk udløste en bølge af soldaterlatter.

***

“Han arbejdede som lærer i sin landsby. Deltog i alle mulige konferencer der. Udviklede alle mulige slags lektioner og videnskabelige ting. Som altid var han en flink fyr. En eksemplarisk familiefar. Har sådanne mennesker virkelig en grund til at begå selvmord?”, skrev Oksana. Hun var den mest stille pige på universitetet. Den sidste nyhed, jeg hørte om hende, handlede om sex med en hund.

***

Så var der en periode, hvor alle de lokale fik forbud mod at tænde lyset i deres huse om natten. På det tidspunkt var Ignat stort set holdt op med at forlade sit hus. Det fortalte hans kone senere til politibetjenten: “Han var så vant til mørket, at lyset fra køleskabet blændede ham.” Manden, hun fortæller det til, beslutter, at hun overdriver, men i virkeligheden er det modsatte tilfældet – selv efter Ignats død undervurderede hun hans vanskæbne.

***

“Hvis min mand havde stukket halen mellem benene og begået selvmord, og derved efterladt mig alene med et barn under krigen, så ville jeg have fundet ham i underverden for at slå ham ihjel igen,” skriver Masha Semenova.

“Stukket halen mellem benene? Har du nogen idé om, hvor meget mod man skal have for at tage sit eget liv?” skriver Stas Burin.

“Mod er nødvendigt for at leve,” svarer Masha Semenova.

“Men hvis livet er så forfærdeligt, at man ikke kan leve uden mod, er et sådant liv så overhovedet nødvendigt?” skriver Oksana.

***

“De spørger os, hvorfor vi tager de sårede? Mens du forsøger at skyde en person i lænker. Det kan du ikke. Og hvis det lykkedes, så er det slut … her er en fortabt person … sådan en person kan ikke længere tilpasse sig et normalt liv”, sagde den ukrainske militærmand til Ignat.

“Hvorfor lukker du os ikke ud af landsbyen? Russerne lukker os ud, men du lukker os ikke ud. Hvorfor?”, spurgte Ignat militærmanden igen og fik følgende svar:

“Ære være Ukraine! “Ære være helten! Sammen vil vi befri alle de besatte områder. Vi kommer til at vinde. Vi vinder med militære midler. Ingen kompromiser! Ingen.”

“Men hvorfor lader du mig ikke gå?”

“Ære være heltene!”

“Kan du høre mig? Vent! Der er ingen medicin på apotekerne. Jeg har akut brug for medicin. Mit barn har brug for …  vent!

***

“Impotens øger selvmordsraten,” skriver en litteraturlærer, som vi alle betragtede som en autoritet.

***

“Så du solgte smuglersprit til russerne i bytte for mad? Undskyld, hvad? Også for penge? Og hvor meget tjente de?”

Ignats kone står ved det vakkelvorne hegn. I nærheden, på en lang bænk, står der ti femliters dunke af stadset. En kvinde står med et barn i armene. Over for hende står tre ukrainske soldater. Den ene holder en kæp i hænderne, og efter hvert ord slår han kæppen i jorden, så den ind i mellem rører kvindens sko.

“Varmede du også badehuset op for dem?”

Stemmen er højlydt. Vred. Men barnet virker til at sove.

“Forstår du overhovedet, at når de bliver fulde, så tager de ud og skyder vores mænd?!”

“De ville have skudt dem uden min indblanding,” siger kvinden frygtløst.

“Får du ukrainsk pension?”, siger manden med bebrejdende stemme. Pension. Pension … Hendes ansigt forvandles til et spor af tårer, som ruller ned ad hendes ansigt i fuld fart, som fra en klippesats. Tårerne falder lige ned i barnets ansigt, men barnet vågner ikke.

“Hvor er din ældste?”

“Ældste?”

“Ja, din søn? Læreren.”

“I militærtjeneste,” løj kvinden.

“Hils din søn,” råber soldaten, og så løfter han kæppen i vejret, og med den knuses den ene dunk smuglersprit efter den anden. Alkohol flyder ud på bænken. Ned på jorden. En tung lugt af sprit spredes i luften fra de halvtreds liter alkohol, der langsomt siver ned i jorden.

“De spørger os, hvorfor vi tager de sårede? Mens du forsøger at skyde en person i lænker.”

Soldaterne griner. Hverken latter, kolde tårer eller en militærmands høje stemme vækker barnet.

***

Mit sjove jakkesæt. Sort sweater. Klassiske bukser. Et bæltespænde, der ligner en stålvogn farvet af malm, unge minearbejderes sved, spyt og håb. Det hele var en fælde, der ventede på, at jeg skulle klæde mig pænt på. Min underbevidsthed havde på en utrolig måde forudset tragedien, forberedt sig på den. Det er noget vrøvl. Under krigen var hver dag en tragedie. Hvad er det, der overrasker her? Men i krigstider gør folk soldaterne til helte. Fjerner opmærksomheden fra dem, der nægtede at gribe til våben.

“Styopa har ikke været udenfor siden i sommer. Vi beskytter ham mod værnepligten,” skriver Marina Krotkaya. “Vent, er det årsdagen for krigen i dag? Så Ignat forlod denne verden dagen før årsdagen …”

“Har Styopa ikke forladt sit hus i et helt år?”, spørger Agatha.

“Jeg gik heller ikke ud i et år,” skriver Oleg Dolin. “Og for at være ærlig, så misunder jeg Ignat. Jeg misunder ham, fordi han havde modet til at gøre det, jeg ikke har modet til at gøre.”

Da jeg hørte om Ignats død, følte jeg mig skyldig. Som om jeg var gået glip af chancen for at dukke op i hans liv, for at høre hans skrig, for at berolige ham, for at redde ham. Men hans skrig nåede aldrig frem til mig. Derfor forestillede jeg mig, da jeg fortalte andre om hans død, at jeg var en forlængelse af hans skrig. Og denne historie er min stemme, men hans skrig. Lad alle høre. Lad alle dele hans smerte. Det er det, der gør os til mennesker.

“Oleg, lad være med at skrive sådan noget vrøvl.”

“Du skal ikke tiltrække dig opmærksomhed, Oleg. Jeg ved, hvor ubehageligt det er for dig, at alle taler om Ignat og ikke om dig.”

“Oleg, jeg henter dig snart. Der er ikke noget at bekymre sig om på gaden. Min mand passer på os.”

“Et helt år uden at forlade huset? For Guds skyld!”

***

Jeg spørger Ignats kone, hvorfor han endte med at hænge sig. Måske ved hun hvorfor? Den gamle kvinde svarer: “Han blev hidkaldt til den vigtigste tjeneste – til at være en engel.” Mere præcist svarer hans smukke, unge kone. Selvfølgelig en ung og smuk kone.