Foto: Beniamin Gorgoń
Af Ilya Kharkow (han/ham)
Triggeradvarsel: Denne tekst omhandler vold og krig
Dette forordet til en novellesamling af Ilya Kharkow, en forfatter fra Ukraine.
Da han spurgte mig, om jeg tror, at kun mentalt sunde mennesker kan opbygge relationer, svarede jeg, at sunde mennesker skræmmer mig. Jeg sagde, at når jeg vælger en partner, accepterer jeg hans traumer. Men traumerne skal være yndefulde. Han sagde, at jeg bedømmer en person ud fra dybden af hans traumer. Hans smil lyste klarere end lysstofrøret, der hang over os. Smilet var et faresignal. Smilet fortalte mig, at jeg ville løbe. Tre dage senere flygtede jeg, da jeg ikke kunne holde ud at dykke ned i hans traumer.
Jeg er en kujon. Men ikke fordi jeg flygtede fra krigen i stedet for at forsvare mit hjemland. Mit hjemland vil slå mig ihjel, bare fordi jeg har en pik. Jeg accepterer ikke et sådant slægtskab, og nu skammer jeg mig endda. Jeg er en kujon, fordi jeg flygtede fra en tætbygget hviderussisk fyr med et humanitært visum, som udstedes til ofre for undertrykkelse. Og pointen er ikke, at han sidder her foran mig og er så smuk og medgørlig, at jeg løb væk fra ham. Pointen er, at han erklærede et håb for mig, som jeg ikke kunne leve op til. Og jeg havde sådan lyst til at trøste alle dem, der nægtede at kæmpe, for de er heltene for mig.
Jeg lovede mig selv ikke at blive forelsket i ofrene. Problemet er, at jeg kun er tiltrukket af to typer mennesker: Helte og ofre. Krig avler begge dele i generøse mængder. I en tætbygget hviderussisk fyr så jeg en helt, der flygtede fra offeret. Protester. Fængsel. Frivillighed. Og fængsel igen. Og så var der valget: Indkaldelse til hæren eller strafansvar. Det var ikke engang hans deltagelse i protestbevægelsen, der gjorde ham til en helt, men evnen til at vælge sin mulighed – emigration.
Det var der, i en restaurant, oplyst af kunstigt lys, at vi betroede hinanden skrøbelige hemmeligheder. I mellemtiden aflivede jeg myten om, at enhver ukrainer er en helt, bare fordi han er ukrainer. Og den tætbyggede hviderussiske fyr viste, at udsagnet “der er ingen gode russere, ligesom hviderussere” ikke har noget som helst med virkeligheden at gøre, men at det snarere stinker langt væk af nazi-ideologier. Vi talte russisk og henviste til en fælles kultur, hvis grænser ikke var landegrænser, og vi opbyggede en kommunikation baseret på erfaringer, der viste sig at være forbandet ens. Og selv hvis man ser bort fra idéen om broderskab, føltes vores samtale som incest.
Uhyrligheden danner ramme om vores kødelige lysters forfald – kærligheden mellem brødre – hvilket i bund og grund er krigens væsen. Den ligger ikke kun i listerne over døde, bombede huse og mobilisering. Krig handler om, hvordan en person oplever den. Undervejs bærer han den med sig, når han tager på date eller til en begravelse, vender hjem fra et beskyttelsesrum og står i kø for at få nødhjælp. Jo længere krigen varer, jo mere opmærksomhed optager den på husstandsniveau. Krig bliver til en genstand, der bliver dækket af støv og står gemt mellem et indrammet fotografi og en eau de cologne. Hverdagen gør alting lidt mindre smukt, men krig, blandet med hverdagen, bliver bogstaveligt talt til en kropslig lidelse, oppustet af håbløshed.
Ligesom en kræftpatient bærer kræft med sig på en gåtur, bærer mine karakterer krigen med sig på dates. Hvert møde, selv hvis det sker under det mest elendige påskud, er altid et møde mellem to potentielle partnere, der erkender, at chancerne for at leve sammen hele livet er så små, at de begge er klar til at blive tilfredsstillet ikke engang med kærlighed, men med en skygge af kærlighed. I morgen kan de blive mobiliseret. Raketten kan flyve ind i deres hus. I morgen vil hjertet måske ikke være i stand til at modstå den nye virkelighed. Men skyggen af kærlighed er aldrig nok.
Hvorfor drømme om noget mere, når man bor i en musefælde? På krigens første dag lukkede Ukraine grænserne for den mandlige befolkning mellem 18 og 60 år. Ville krigen være fortsat den dag i dag, hvis det ikke var sket? De frivillige slap hurtigt op. Nu bliver drenge sendt til slagmarken med tvang. Landet slog sine sønner og skubbede dem ind i vogne. Over hele landet er militæret og politiet på jagt efter folk med stævninger. Men du kan ikke tale om det. Ligesom det er umuligt at sige højt, at nogen ønsker fredelige forhandlinger. Det er umuligt at fordømme dem, der beder om en forøgelse af våbenforsyningen. Du kan ikke indrømme, at du ikke har lyst til at samle et maskingevær op. Efter at have besøgt lighuset troede jeg, at jeg aldrig ville komme til at lugte noget mere fælt. Men jeg tog fejl. Militærretorik lugter værre.
Pointen her er ikke, at både Ukraine og Rusland benytter propaganda, og at befolkningerne nu har noget at kæmpe for. Det er ikke, fordi vi er splittede og sat op mod hinanden som dumme kamphaner. Faktum er, at regeringen er et system, der lever af borgerne, indtil det endelig føler sig sikkert. Fjenden er ikke “det kejserlige Rusland”. Fjenden er ikke “nazistiske Ukraine”. Fjenden er regeringen. Hvilken som helst. Fordi regeringen er et system. Fordi systemet gør, hvad det vil.
Kærlighed, incest eller bare verdslig dumhed, systemet er ligeglad. Det har sine egne behov, og personen inde i systemet er ikke en person, men en mobiliseringsreserve. Men jeg opfordrer ikke engang til en kamp mod systemet. Alt har sin tid og sit sted, og universitetsårene er stedet, hvor man kæmper mod koncepter. Men selv den tid ville være bedre brugt på at lede efter kærlighed. Hele dit liv er værd at bruge bare på dette ene mål. Resten giver ikke meget mening.
Jeg vil ikke gå ind i polemik om årsagerne til krigen. Det er blevet sagt nok. Jeg gider ikke lede efter nogen at skyde skylden på. Men jeg vil sige, hvad min skyld er. Min skyld ligger i, at jeg som forfatter og filolog ikke har fængslet så mange mennesker med litteratur og kultur i det hele taget, som jeg kunne. Som en sofistikeret læser rynkede jeg på næsen af dem, der ikke kendte smagen af litteratur. Men det er ikke nok at være bærer af værdifuld viden, man skal også være i stand til at friste med den.
Enhver kreativitet neutraliserer aggression, hvilket betyder, at den kan forhindre krig som den højeste form for aggression. Krigen er min skyld. Og min skyld er, at jeg var for selvoptaget. Jeg opbyggede indre grænser og opfordrede andre til at gøre det samme. Så vi adskilte os fra hinanden. Selvfølgelig resulterede fremmedgørelsen af folket i, at statsgrænsen blev udvisket, men endnu vigtigere var det, at det gjorde os svagere. Derfor er mit mål nu ikke kun at tale højt og tydeligt, men også at tale, så jeg kan blive hørt. Jeg er ansvarlig for at finde ørerne. Heldigvis er der altid et hjerte under ørerne. Ukrainsk, hviderussisk, russisk… det er lige meget. Hjerte. Og jeg vender mig mod det.
Det har altid forbløffet mig, at kærlighed kan gøre fyre så hårdhudede. Men det kan være værd at være lidt mere opmærksom, for så bliver det pludselig tydeligt, at det ikke er kærligheden, der fører til afstumpethed, men dens fravær, dens afsked og en frygtelig mangel. Krig er et sted, hvor kærligheden bliver efterladt til senere. Det er umuligt at elske og dræbe på samme tid, uanset hvor smukt krigsforfattere skriver om det. Kampen minder stadig for meget om sex, men vi må indrømme, at det kun er en lighed. Kamp er ingen erstatning for berøring. Hvis jeg besluttede mig for at slås mod en tætbygget hviderussisk fyr, ville han næppe takke mig for det.
Men vi sloges ikke. Vi gik rundt på de gamle kirkegårde. Han fortalte mig om sin mor, som var vokset op på et børnehjem. Hun lærte først sin far at kende, da hun var tredive år gammel. Men der dukkede han pludselig op. Han sendte et brev, hvor han inviterede hende på besøg. Hun accepterede invitationen. Hun og hendes lille søn skal til Sibirien. Der bliver de mødt af en gammel mand, der bor sammen med sin mor, som foregiver at være døv og blind. På den måde har hun det sjovt. Hun har skizofreni. Og mandens psyke er ikke stabil, fordi de har levet sammen så længe, at de ikke kun deler husly, men også sygdomme.
De ankom om morgenen. Om aftenen er de allerede blevet smidt ud igen. “Var det det værd?” spørger jeg. Var det værd for faren at dukke op tredive år senere for at smide dem ud af huset igen, eller var det stadig bedre at forblive i skyggerne? Den tætbyggede hviderusser giver ikke noget entydigt svar, men … snart beslutter han sig for at mødes med ham på tomandshånd. De gik sammen. Flot gråhåret mand. Snakkede meget. De grinede.
Hvis han besluttede sig for endnu et møde med denne mand, så var mit møde med ham, som kun delvist tilfredsstillede min tørst efter kærlighed, berettiget. Det betyder, at mit ønske om at helbrede, selvom det gør ondt, stadig heler mere. Det betyder, at min påtagede frelserrolle er humanisme og ikke en forbrydelse mod de sårede. Så alt er på sin plads. Men hvorfor skulle jeg helbrede nogen?
Når jeg går på dates, forestiller jeg mig, at jeg er en mørk psykoanalytiker, der skynder sig at hjælpe en patient, der er korsfæstet af begær. På dates har folk en tendens til at være lidt mere åbenhjertige end i det virkelige liv. På dates er folk sårbare, fordi de er nødt til åbent at sige, at de leder efter kærlighed. Selv om du kom for at dyrke MDMA-pumpet gruppesex i en lokal pushers lejelejlighed, vil du stadig have kærlighed. Og jo sjældnere du får det, jo mere MDMA har du brug for, og jo flere partnere lukker du ind i dig selv. Det samme sker i krig. Uanset hvilke medaljer de giver dig. Uanset hvor overbevisende de er, når de fortæller dig, at du griber til våben for at forsvare dit land, din familie eller din elskede. Først og fremmest dræber du. Du får en smagsprøve. Du bliver en morder.
I et tilfælde søger en stofmisbruger kærlighed og snubler over social misbilligelse. I et andet tilfælde bliver morderen afhængig af grusomhed og modtager offentlig respekt og ære. Som en mørk psykoanalytiker vil jeg kun gå til nogen, der kan genkende tingenes virkelige tilstand. Og her kommer jeg. I stedet for helte og stofmisbrugere ser jeg nøgne fyre, der har brug for at få det fortalt: “Der er brug for dig, og du er vigtig. Selv hvis du holder op med at være en helt, vil vi elske dig.” Det er sådan, mine historier bliver til. Jeg bytter dem for midlertidig helbredelse, mørk rådgivning. Men hvorfor er min psykoanalyse mørk? Ja, for en af psykoanalysens vigtigste regler er, at psykoanalytikeren ikke må blive forelsket i sine patienter. Mine sessioner begynder med kærlighed.
Denne tilgang har selvfølgelig mange modstandere. Mine modstandere siger, at jeg ikke er terapeut, og at det er mig, der har brug for en terapeut. Så det er sandt. Alle terapeuter har brug for en terapeut. Der er ikke noget at skamme sig over. Men de fortæller mig, at mit ønske om at hjælpe er komplekst. At jeg hævder mig selv ved at hjælpe andre. Det er, som om jeg kommer ned på patientens niveau for at hjælpe ham. Som om jeg gør det for den følelse af selvhøjtidelighed, der opstår i mig i processen. Som om jeg dyrker egeninteresse i sin reneste form. Koncentreret. Har jeg hørt om medicinsk etik? Forråder jeg mine patienter ved at gøre deres historier til prosa?
Sagen er, at mørke psykoanalytiske sessioner foregår ansigt-til-ansigt og har til formål at helbrede én person. Mens målet med prosaen er at helbrede et stort antal mennesker. Ja, og jeg gør det, fordi jeg også har et traume, som jeg forsøgte at behandle på alle mulige måder, uden held. I den proces opdagede jeg metoder, som kan hjælpe andre. Jeg er glad for at kunne hjælpe. Jeg deler mine erfaringer. Men mens jeg helbreder andre, nærer jeg stadig håbet om, at jeg kan helbrede mig selv. Chiron gjorde det samme og blev en gammel græsk myte. Jeg forvandler dette spil til en samling af erotisk prosa.
Tag et kig! Se her! Sikke et patetisk forsøg på regeringens ønske om at pakke krigens smerte ind i statistikker. De siger, at tre mennesker døde, og syv blev indlagt på hospitalet. Jeg hører gråden fra tre begravelser og raslen fra recepter, der er udskrevet til syv patienter. Jeg hører dem ringe til familiemedlemmer i telefonen. Pårørende beder om at få udskrevet billigere medicin. Men selv i disse samtaler hører jeg ikke nogen, der forsvarer mændene.
En fyr i Ukraine har ikke sådan et valg: “Forsvar hans hjemland, eller rejs til et sikkert sted.” Det skal han. “Landet er vigtigere end hans liv”, siger de i Ukraine. Den afsky, jeg følte for denne sætning, blev til tolv historier. Tolv historier om krig og sex. Tolv måneder er gået siden begyndelsen på krigen i Ukraine, og nu er februar kommet igen. Tolv måneder … det er mængden af tid, min fætter ikke har forladt sin lejlighed – ikke fordi han er bange for en russisk soldat med et maskingevær, men fordi han er bange for et ukrainsk militær med en indkaldelse. Han er bange, men det patriarkalske samfund forbyder ham at udtrykke frygt. Jeg er vokset op uden en far, patriarkatet ligner for mig mere en skurk end en magt, og derfor er jeg ikke bange.
Jeg begyndte at skrive som 14-årig, og på samme tid begyndte jeg at følge mit første litterære princip: “Forfatteren skal turde det, som læseren ikke tør.” Egor Letov sang: “Jeg vil dø, og du vil se på.” Jeg gør stort set det samme. Og det var der, jeg mistede min frygt. Så foragt mig. Negative følelser bliver til diamanter under presset fra analyse og ophidselse.
Ja, mine diamanter bliver til malerier, der føles som Francis Bacon-malerier. Billederne er min styrke og min svaghed. Det ironiske er, at jeg har en dyb afsky for Bacons malerier. Men hans arbejde ligner mit så meget. Idéen om skæbne og forudbestemmelse ligger ikke til mig, men alligevel styrer min heling og mine tekster mig mere, end jeg styrer dem. Noget uforståeligt får mig til at hive dystre billeder frem fra dem, jeg går på date med.
Efter at have hængt en toetagers polsk lejlighed op med dystre malerier af mentale afvigelser, sms’er jeg til min terapeut og drikker mig fuld med ham. Her finder jeg fred. Terapeuten giver mig omtrent de samme råd, som jeg giver mine elskere. Og alligevel fortæller jeg ham, at jeg byggede en smykkebutik fuld af juveler – selvom det i stedet er et kabinet fyldt med mærkværdighed. Efter dette er der naturligvis behov for at drikke sig fuld med en terapeut og spørge: “Var det anstrengelserne værd?”.
Jeg får ikke svaret fra terapeuten, men fra huset overfor, fra et af dets vinduer. Da jeg stirrer op mod den øverste etage, ser jeg et plasma-tv i vinduet. Hver aften er der altid nogen, der spiller spil på dette tv. Jeg så det blive leveret, da jeg fik idéen til den første historie – ringer til Port Street for at høre, hvorfor alle ikke ønsker at ende besættelsen. Jeg så nogen fortsætte med at spille, da jeg kom tilbage fra Wroclaw, hvor jeg skrev en historie om en pige, der besluttede at have et forhold til sin egen voldtægtsmand, kun fordi der ikke var nogen tættere på i udlandet. Så bebrejdede jeg mig selv, at historien tog for lang tid. Jeg så nogen spille spil på vej hjem med en ven fra Ukraine, som gav mig en historie om sex ved et militært checkpoint. Og hun spurgte mig, mens hun kiggede på den lyse tv-skærm: “Har du set, hvem der bor der?”.
Da jeg var fuld på vej hjem fra terapi, så jeg ham. Det var en fyr på min alder. Med skæg. I en hvid T-shirt. Omkring min højde. Han brugte hver aften på at spille spil. Så besluttede jeg, at selv om min prosa er dårlig, vil jeg i det mindste forsøge at gøre noget. Jeg vil forsøge at gå imod propagandaen. Hadet. Fjendtligheden. Fyren fra vinduet på den anden side af gaden prøvede ikke engang.
Krig er ikke mit emne. Denne novellesamling kommer ikke til at beskrive militært udstyr, fjendtlige strategier eller taktiske tricks. Det kan du læse om i aviserne. Mine historier handler om noget andet. Det vigtigste i dem er ikke krig, men mennesker. En fyrs tårer er vigtigere for mig end hele statens grænser.
“Hvis Krim?”, spørger den tætbyggede hviderussiske fyr mig. Hvor er han glad for at se mig. Hvor oprigtigt han smiler.
“Der er ikke noget Krim. Jeg er tredive, og jeg har aldrig været der.”
Han fortæller mig om de lande, han har besøgt. Taler om forskellige byer. Han siger, at han spiste lækker falafel i Georgien. I Tyrkiet forelskede han sig i en katolsk mand. Af en eller anden grund fortæller jeg ham, at Jean Genet overlod rettighederne til sine værker til en ung elsker, som ikke engang kunne skrive. Arabisk linedanser og stor fransk forfatter.
“Hvorfor overhovedet skrive bøger? Hvorfor skriver du?”, spørger den tætbyggede hviderusser. På ethvert andet tidspunkt i mit liv ville jeg have trukket på smilebåndet, men krig minder mig om pligt. Jeg begynder at fristes …
Mine historier handler ikke om, at Ukraine har brug for missiler, fordi landet kæmper for demokratiske værdier. Demokratiske værdier, der aldrig er blevet etableret i Ukraine, er baggrunden for mine historier, kulisserne for en løgn, der smuldrer. Derfor er det forbandet behageligt for mig at skrive forordet til denne novellesamling i Lodz, en by, der, mens den falder sammen, giver mig en fornemmelse af dekadencens triumf.
En storby med fantastisk arkitektur. Peberkagehuse. Dybe biblioteker. En by i forfald. Lodz er en helteby og en offerby. Han viste mig, at de to yderpunkter er manifestationer af det samme. Han viste mig det absurde i mit løfte om ikke at blive forelsket i ofrene, fordi det fremmedgjorte både mig og heltene. Den polske version af navnet – Łódź – ser gotisk ud. Dekoreret med snitsår som en rigtig helgen. Det er i hans ånd. Det er svært at gå langs de rustne og knirkende gader uden at tænke på Jean Genet.
Mit tredages møde med en hviderusser i Lodz er infernalsk, og han ved ikke engang, hvad det betyder. Søm ligger spredt langs vejene. Hver tredje gade er under ombygning. Hvert sekund lugter af ild, støv og et forladt hus. Jeg elsker denne by, fordi den føles som det virkelige liv, og livet har en tendens til at dø. Lodz er en militærmand, der ikke erkender sig selv som en helt, men som en morder. Lodz er en stofmisbruger, der leder efter kærlighed. Jeg blev forelsket i Lodz. Det her er min yndlingsby. Min kur mod en traumatisk februar viste sig at være en diagnose og en opskrift, som jeg fandt på. Tolv historier – historien om vores sygdom. Krigen begyndte for tolv måneder siden. Jeg vil gerne tro, at hvert offer vil finde sit eget Lodz.
“Jeg har ikke set nyheder i lang tid. En propaganda. Men du bekræftede min mistanke. Jeg så et par videoer, hvor det ukrainske militær sendte folk i kamp med magt.”
“Der var ikke et par af den slags sager. Det er derfor, mine ukrainske kolleger bevæger sig rundt i byen på cykler – det er lettere at flygte på den måde.”
Fyren er en indvandrer. Han forstår mig. Udover Polen har han boet i Irland, Frankrig og Belgien. Han siger, at Belgien er endnu mere splittet end Ukraine. Han siger, at han aldrig har mødt et menneske med et godt mentalt helbred i noget land.
“Er det overhovedet værd at lede efter sådan en person?”
Så siger jeg, at jeg har et par historier til ham. I historierne beskrev jeg, at ikke alle, der frivilligt går i krig, har gode intentioner. Jeg beskrev en stille date i komplet mørke, og hvordan kriterierne for en potentiel partner nogle gange overskygger partneren selv. Jeg beskrev, hvordan min sygdom udviklede sig uden at nævne den ved navn. Jeg forsøger at hele det sår, der får mig til at redde andre. Jeg tror på, at jeg med kærlighed helbreder og ikke skader endnu mere. Jeg tror ikke på regeringen, og jeg kan se, hvor farligt det er at tro på den i krigstider. Pludselig spørger min tætbyggede ven:
“Vil du kneppe eller blive kneppet?”
Jeg siger, at han vil forstå det ud fra mine historier. Så beder han mig om at læse dem nøgen.
“Jeg er klar til at være nøgen, hvis du læser mine historier højt”
INFO
Er du interesseret i at tale med Ilya om hans arbejde og muligheder for udgivelse? Han kan kontaktes på [email protected].
