Et personligt essay af Nicklas Collier
Trigger warning: Denne artikel omtaler hadforbrydelser og vold mod minoriteter
Jeg har altid misundt mine klassekammerater og medstuderende. Vi husker alle, når den altid positive og opløftende underviser spurgte, hvor vi ville ende, når vi stod med afgangsbeviset i hånden. Det startede en bølge af summende tanker, der én efter én smed omkring sig med de flotteste og vildeste jobtitler: journalist, politibetjent, læge, forfatter, matros. Jeg havde svært ved at svare på det. Især i de perioder hvor jeg ikke engang vidste, om jeg ville være her til den tid.
Jeg vidste aldrig, hvad jeg skulle svare, for jeg følte mig ikke velkommen i det danske samfund. Drømmen om at passe ind er en illusion. Det kan være et forbandet helvede, hvis man, ligesom jeg, bruger det meste af sine ungdomsår på at passe ind i en normaliseret skabelon, som, i sidste ende, aldrig har været tiltænkt dig. Vi vokser op med idéen om, at vi kan gøre, hvad vi vil, men der er ingen, der fortæller os det, der står med småt. Hvis ikke du følger opskriften, så er der ingen kage. Det er dét, der får en gymnasieelev til at stille spørgsmålstegn ved sin egen eksistens, når hele livet ligger for deres fødder.
Jeg mødte følelsen af eksklusion i en tidlig alder. I starten var jeg ikke sikker på, hvorfor jeg ikke måtte være med. Jeg vidste godt, at jeg var anderledes, og Gud forbyde, at jeg skulle glemme det. Var det så forfærdeligt? Åbenbart. For i dag ved jeg, at jeg er en del af en foruroligende statistik fra Justitsministeriets Forskningskontor, der siger, at i perioden mellem 2008-2019 var der årligt 1.500-2.500 ofre for hadforbrydelser i Danmark på baggrund af deres seksuelle orientering. Yderligere 4-6% føler, at oplevelsen var motiveret på baggrund af deres kønsidentitet. Det Kriminalpræventive Råd definerer hadforbrydelser som forbrydelser, der kommer til udtryk i forskelsbehandling, hadefulde ytringer, trusler, hærværk, vold, tyveri eller røveri, hvor der ligger et hadmotiv og stereotype fordomme bag forbrydelsen. Det kan godt være, at tallene ikke trækker overskrifter, men dét faktum, at der overhovedet findes statistikker omkring dette, det er tankevækkende. Iblandt de 1.500-2.500 anmeldte hadforbrydelser ligger et mørkt minde. En erindring om følelsen af at blive, bogstaveligt talt, bundet på hænder og fødder, for derefter at blive revet rundt i et klasselokale af fire ældre fyre. En episode der startede med ”Kom! Vi tager bøssen i vindueskarmen”.
Først 6 år senere var jeg parat til at møde mig selv. Da jeg sprang ud, blev jeg inviteret ind i en ny verden – eller miljø om nogen vil. En bekendt sagde til mig, at nu skulle jeg ikke begynde at svinge med håndleddene og tale med stemte s’er. Det var aldrig en tanke, der havde strejfet mig, men den endte med at sidde fast i mig i mange år. Nu passede jeg pludselig heller ikke ind her. Jeg følte mig ekskluderet fra LGBTI+-miljøet, og jeg følte mig ekskluderet fra den heteronormative verden. Der var ingen af de to skabeloner, der passede på mig. Jeg var for anderledes og samtidig ikke anderledes nok. Der fandtes ingen som mig, hvor jeg kom fra. Eller det var i hvert fald den følelse, jeg havde.
Debatten om inklusion og eksklusion har en ydre faktor, der er væsentlig at diskutere. Det vil jeg ikke benægte. Selveksklusion er, trods alt, en forsvarsmekanisme, der er udviklet på baggrund af samfundet og dets normer. Jeg vil dog hævde, at der ikke er nok fokus på den indre erkendelse. Er det legitimt, at vi påberåber os anerkendelse og accept, hvis vi ikke selv er inkluderende? Hvordan kan vi forvente disse ting, hvis vi ikke er klar på stolt, at stå frem? I et samfund hvor vores såkaldte frontkæmpere, samtidig er de samme, der holder skabelonen, som du smertefuldt forsøger at presse dig igennem, der har vi brug for stemmerne. De høje, de lave, de lyse såvel som mørke, de ydre men i den grad også de indre stemmer. Jeg har fra en tidlig alder oplevet eksklusion fra andre, og jeg har lige siden haft en ødelæggende tendens til at ekskludere mig selv fra alt andet.
Det er svært at manøvrere rundt i verden, og det er de færreste, der kan finde ud af det. Jeg har hele tiden været velkommen, og jeg har hele tiden passet ind. Problemet er følelsen af at blive klemt mellem to verdener, når der eksisterer så meget mere. Med anerkendelse kommer accept, og med accept kommer forladelse. Anerkendelsen af hvem du er, accept af at du er god nok og forladelse for, at du ikke indså det før. Og den ydre faktor? Den tager vi bagefter, om verden er klar på os eller ej. Inklusionen starter med dig selv, for den vigtigste accept kommer indefra. Så hvad er det, der får en gymnasieelev til at stille spørgsmålstegn ved sin egen eksistens, når hele livet ligger for deres fødder? Jeg må være et svar skyldig, for selv er jeg ikke engang sikker. Alt jeg ved er, at jeg stadig er her.
Hvis du/en du kender oplever livstruende eller skadelig adfærd, så kan du søge rådgivning på: www.lgbt.dk/raadgivning/
