Separatisme skaber rum

Af Mathias Palmqvist Jensen (de/dem)

Disclaimer: Citaterne i denne artikel er fra interviews, som er blevet foretaget, men da bølgerne går højt mod folk, der argumenterer for separatistiske rum, har vi valgt at anonymisere dem. Redaktionen er bekendt med alle interviewpersoners identitet. 

Separatist: “Person, der sammen med sine meningsfæller skiller sig ud eller ønsker at skille sig ud fra en helhed for at danne et selvstændigt samfund, en selvstændig retning el.lign.” 

Den Danske Ordbog. 

Hvad er et separatistisk rum?

Separatistiske rum er i virkeligheden ikke noget nyt. Faktisk er det noget, mange af os begår os i, måske endda flere gange om ugen – med eller uden overlæg. 

Et separatistisk rum betyder, at et rum er for nogle, men ikke alle. Det kan for eksempel være et rum kun for kvinder, eller det kan være en bar, hvor kun mænd må komme, eller en fetich-medlemsklub for et eller flere køn. Det betyder altså i bund og grund, at man udelukker nogle for at kunne inkludere andre og forsøger at kultivere et safer space, fx ved at have et rum, hvor folk kan snakke fortroligt og dele narrativer uden at skulle frygte for den hårde tone og mistænkeliggørelse, som man ofte møder som minoriseret person i den demokratiske samtale.

Hvor kan du støde på separatistiske rum?
Omklædningsrum hos svømmehaller er oftest separatistiske, Nørrebro Pride holder separatistiske events, natklubben Den Anden Side er til en vis grad separatistisk:

“Det er bare sådan lidt… ja, rart at jeg ved, at der er en dørpolitik til stede for at gøre mig tryg.” (30+-årig BIPOC queerperson)

Cafe Klare er for hjemøse kvinder, Kvindehusets politiske og kulturelle arrangementer er for kvinder, og SLM fetich-klub er for bøsser og biseksuelle mænd. De er alle separatistiske – alle med deres grunde.

“Det, at jeg kan være rolig i ikke at skulle udfolde min fetich-side med hele Danmark over skulderen, skaber tryghed og intimitet. Det er altså alfa og omega, at der findes sådanne klubber for mig.” (28-årig homoseksuel mand).

Hvorfor findes disse rum?

Det virker jo ret reelt at argumentere for, at separatistiske rum kun er kommet til af nødvendighed. Kunne man forestille sig, at hvis der i Danmark ikke fandtes systematisk racisme, så ville Nørrebro Pride ikke eksistere? Det kunne man jo nok. Men nødvendigheden af rummene kommer ikke kun på grund af behovet for et rum fri for racisme, men også fordi man er en minoritet. Historisk set opsluger majoriteten alt andet og forsøger at indpasse det i faste og rigide rammer. Derfor bliver separatistiske rum til et pusterum for minoriteter på lige fod med at gå i moské, til badminton eller at sætte sig på det yderste sæde i bussen for at kunne få lov til at sidde alene og tænke.

I kirken har man historisk set haft rum, hvori de store beslutninger og samtaler skulle tages. Det samme ser vi på universiteter og gymnasier, hvor studierepræsentanter bliver inviteret med til budgetmøder og har indflydelse. 

På samme måde som at man på Christiansborg har forskellige udvalg, hvor kun nogle få bliver inviteret med. Forskellen her er, at man på Christiansborg oftest som politiker er en del af majoriteten. Dette kan begrundes med, at majoriteten af politikere i Danmark stadig er hvide og sjældent minoriteter. 

Hvorfor er det noget, der kan provokere andre?
En kritik af separatistiske rum går ofte ud på, at ikke alle kan være med, og at nogle vil føle sig holdt udenfor. Men sjældent bliver der sat fokus på nogen af de problemer, som de separatistiske rum forsøger at løse. 

En anden kritik går oftest på argumentet om, at man bliver mere splittet frem for samlet, og at folk bliver skubbet ud i parallelsamfund: “Det er så sjovt, at folk snakker parallelsamfund, for vi brokker os jo heller ikke over golfklubberne eller logerne, hvor kun nogle få har adgang eller habitus til at kunne være med. Skaber det ikke også parallelsamfund, som ikke afspejler det almene samfund?” (31-årig nonbinær queerperson). 

Nogle gange lader det til, at majoriteten er mest interesseret i at beklage sig over, at minoriteter eller marginaliserede minoriteter får et pusterum fra hverdagens kampe. Man kunne antage, det kommer fra en følelse af at ikke måtte være med. Det kunne også være, at man ikke er bevidst om sine egne privilegier. Det kunne være, at nogle synes, at andre skal have mindre end dem selv. Eller fordi de måske ikke ved, hvordan det er at være en minoritet og/eller marginaliseret – og at de ikke forstår, hvad der dermed følger af udfordringer, frygt og dårligere vilkår. For nogle kan det også være grundet deres ideologiske overbevisninger. 

Uanset hvad er én ting sikker: Separatistiske rum skaber samtaler. Hos majoriteten, men særlig for de minoriteter, der bruger dem. Vigtigheden af et trygt rum, hvor man kan eksistere uden fordomme, må ikke underkendes, og vi skal huske på, at et separatistisk rum for nogle ikke er lig med en lukket dør for alle.