Der har i pressen været historier, som har forsøgt at rejse tvivl om Copenhagen Prides samarbejde med navngivne partnere. Vi skal understrege, at vi har tillid til alle vore partnere og deres oprigtige engagement i vores sag.
Copenhagen Pride er altid lydhør overfor synspunkter, og vi arbejder konstant på at fremme LGBTI+ rettigheder herhjemme og globalt ad alle de kanaler vi kan. Copenhagen Pride er en pragmatisk organisation, som bygger vores arbejde på etiske principper, som vi fremmer gennem vore partnerskaber.
Alle vore partnerskaber bygger på gensidig tillid og åben dialog. Begge parter kan spørge og rejse bekymringer og vi svarer oprigtigt og ærligt. Det er grundlaget for vores samarbejde. Vi har et godt og åbent samarbejde med alle vores partnere om at fremme LGBTI+ rettigheder. Det er vi glade for.
Efter hver eneste Copenhagen Pride Week evaluerer vi samarbejdet med alle vore partnere og taler om, hvordan samarbejdet har fungeret for begge parter. I de samtaler med vore partnere, vil, helt naturligt, også alle reaktioner på partnerskabet blive drøftet, så vi har det bedste udgangspunkt for vores videre samarbejde. Partnerskaber er dynamiske, og vi udvikler dem løbende over tid, så begge parter lærer hinanden at kende og styrker hinanden i indsatsen for LGBTI+ rettigheder.
LGBTI+ sagens fremme har altid bygget på gode dynamiske alliancer med personer og organisationer udenfor miljøet. Copenhagen Prides partnere er vigtige og gode allierede, som vi er taknemmelige for, støtter vores arbejde for en verden, hvor enhver kan leve frit og i tryghed.