Af Ellen Taylor
Anerkendelser: Szymon Niemiec, Artur Kapturkiewicz, Misza Czerniak, Julia Maciocha, Mime Pietras
For andet år i træk har organisationen ILGA-Europe placeret Polen som det mindst LGBTI+-venlige land i EU. Den siddende præsident Andrzej Duda forpligtede sig op til sit genvalg i 2020 til at ‘forsvare børn mod LGBTI+ ideologien’. Erklæringen om ‘LGBTI+ ideologi-fri zoner’, som omfatter omkring en tredjedel af landet, modtog udbredt fordømmelse fra hele Europa mellem 2019 og 2020.
Ofte er anti-LGBTI+ overbevisning indhyllet i katolsk fromhed. Sådan en kappe giver den meget legitimitet — den katolske kirkes rækkevidde er bred og danner ikke kun grundlaget for nationens åndelige identitet, men også dens nationale identitet. Det er et standpunkt båret af modstrid, da kirkens modstand mod det kommunistiske styre betød, at uafhængighed i 1989 også blev en triumf for kirken, som drev den til høje niveauer af politisk magt og indflydelse.
Og endnu en gang befinder kirken sig i oppositionen. Ærkebiskoppen af Kraków, Marek Jędraszewski, advarede i 2019 om, at selv om landet muligvis har overvundet den “røde pest”, skal det forblive vagtsomme over for en ny trussel: “Regnbuepesten”.
I sådant et klima kan LGBTI+ og kristne identiteter virke uforenelige. For et lille, men stigende antal LGBTI+ kristne i Polen behøver dette imidlertid ikke at være tilfældet. For at lære mere om, hvad det vil sige at være LGBTI+ og kristen i Polen, talte jeg med Szymon Niemiec, en uafhængig katolsk biskop, som grundlagde Warszawas ligestillingsparade, samt medstifter af Fundacja Wiara i Tęcza (‘Tro og Regnbue Fonden’) Artur Kapturkiewicz, og Misza Czerniak, en Wiara i Tęcza aktivist og bestyrelsesmedlem af Det Europæiske Forum af LGBTI+ Kristne Grupper.
“Vi er mennesker som synes, at det ikke er et problem at være LGBTI+. Og som kristne mener vi, at kirken begår en stor fejl ved at lære, at det er forkert,” forklarer Kapturkiewicz. Han var med til at stifte Wiara i Tęcza i 2010. Den økumeniske organisation tilbyder støtte til LGBTI + kristne, og har nu lokale grupper i seks dele af landet. Den tilbyder retræter, lokale møder og online støtte.
LGBTI+ kristne oplever deres tro på forskellige måder, og for dem jeg snakkede med, handler den centrale lære i Bibelen om kærlighed. Niemiec bemærker, at mens andre lærdomme har været udsat for subtiliteter af fortolkning og oversættelse over tid, er kærlighedens budskab konstant; man skal ikke kun elske Gud, men også hinanden, uanset forskelligheder. Aktivisterne bemærker, at den almindelige kirke hælder til fortolkninger, som er politisk hensigtsmæssige, og derfor skelner de mellem Kirken som institution og kirken som et fællesskab. Det er det sidstnævnte, der tæller.
Som Czerniak udtrykker det, “Det jeg tror er, at vi er kirken. Det er op til os at beslutte, om vi passer ind eller ej. Det er et spørgsmål om vores samvittighed, fordi vores samvittighed er den primære måde, hvorpå vi opfatter Guds vilje i vores liv. Og vores samvittighed siger, at vi ikke gør noget forkert. Vi skader ikke nogen. Vi praktiserer kærlighed.”
Fællesskab er også vigtigt. Aktivisterne understregede vigtigheden af at søge et inklusivt fællesskab – “en lomme med luft til at ånde frit”, for at bruge Czerniaks ord.
Og hvis sådan et fællesskab ikke allerede findes? Niemiecs budskab er simpelt: ”Skab dem.”
Her refererer han til verset af Matthæus 18:20, hvor Jesus siger, at “hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, der er jeg midt iblandt dem.” Niemiec er overbevist om, at ligesindede troende er derude, enten personligt eller online. Han bemærker, at forandring altid begynder på denne måde. Det starter med små grupper i udkanten, hvad enten det er de oprindelige tolv disciple, eller det LGBTI+ venlige kristne fællesskab, som dannes som reaktion på fremmedgørelse fra den almindelige kirke.
Sådan er det også med Wiara i Tęcza. “Vi er en ret lille gruppe,” forklarer Kapturkiewicz. ”Til vores aktiviteter er der måske omkring femten eller tyve mennesker. Men vores hjemmeside, vores Facebook side og vores udtalelser er kendt af et meget bredere fællesskab.”
Som man kan forestille sig, er reaktionerne fra det bredere samfund mod denne slags LGBTI+ venlige kristendom blandet. Kapturkiewicz påpeger, at selvom venstrefløjspressen generelt er sympatisk, så er de polske statsmedier mindre sympatiske. Anklager om blasfemi er udbredt for dem, der forsøger at forene LGBTI+ og kristne identiteter. I 2019 blev Niemiec sigtet for “krænkelse af religiøse følelse” — en strafbar handling i Polen, der kan straffes med op til to års fængsel — efter at have ledt en LGBTI+ venlig økumenisk gudstjeneste i forbindelse med ligestillingsparaden.
Det jeg tror er, at vi er kirken. Det er op til os at beslutte, om vi passer ind eller ej.
Nie trwóżcie się ! W domu Ojca mego jest mieszkań wiele – Vær ikke bange ! I min Faders hus er der mange værelser
Men det polske samfund er ved at ændre sig.
I det store hele er religiøsitet i tilbagegang. Blandt alle lande undersøgt i 2018 af Pew Reasearch Center viste Polen tydeligt de største generationskløfter i forhold til kirkelig aktivitet. Mens 55% af voksne over 40 deltog ugentligt i gudstjenester, faldt dette til blot 26% af voksne under 40. 40% af dem over 40 udtrykte, at religion er meget vigtigt for dem, sammenlignet med kun 16% af dem under 40 – den største aldersforskel blandt de europæiske lande.
Aktivisterne antyder, at en del af grunden til denne hurtige tilbagegang i troen blandt unge mennesker skyldes det standpunkt, den polske katolske kirke har taget mod LGBTI+ mennesker. Et Pew Research Center studie fra 2020 støtter denne hypotese – blot 33% af voksne over 50 mente, at homoseksualitet burde blive accepteret i samfundet, sammenlignet med 60% af voksne under 29.
“Det er tydeligt at unge mennesker ikke kan være en del af en kirke, som ytrer så dårlige ting om LGBTI+ rettigheder,” udtaler Kapturkiewicz. Han forestiller sig en fremtid, hvor kirken er delt i to — en skrumpende konservativ kirke på linje med den politiske højrefløj, samt et mere og mere inkluderende flertal.
Czerniak er enig i, at kirkens position, som den er nu, er uholdbar. “Der er ingen sand teologi bag LGBTI+ fobi,” bemærker han. “De er nødt til at være mere imødekommende over for LGBTI+ folk, ellers vil de dø ud.”
Der er stadig lang vej at gå, men for aktivisterne er der stadig plads til optimisme. Deres budskab om en kristen tro, der er centreret omkring kærlighed og inklusion, ser ud til at i stigende grad give genlyd hos den bredere befolkning og bringe håb til dem, som føler sig splittet mellem de to identiteter. Når Wiara i Tecza deltager i ligestillingsparaderne, er deres banner prydet med et uddrag af Bibelverset Johannes 14:2, hvori Jesus beroligende forsikrer sine bekymrede følgere:
“Nie trwóżcie się! W domu Ojca mego jest mieszkań wiele” – “Vær ikke bange! I min Faders hus er der mange værelser.”
Czerniak beskriver nogle af de reaktioner, banneret har fremkaldt hos tilskuerne. Én gang ledte det til tårer hos en forbipasserende;
“Hun læste teksten, og kom så hen for at kramme os alle sammen. Hun fortalte os, at hun blev smidt ud hjemmefra af sine religiøse forældre, selvom hun selv var troende. Hun havde regnet med, at hun måtte glemme den del af sit liv og identitet.”
Slutningen af verset, uskrevet, men uden tvivl påberåbt i sindet hos de troende, som har læst det, hjælper med at bekræfte deres budskab om den inkluderende kristendom – en kristendom, hvor LGBTI+ identiteter ikke modstrider tro, men komplimenterer den. I det siger Jesus:
“Idę przecież przygotować wam miejsce.” – “Jeg vil forberede en plads til jer.”
