Stort tillykke til Cécilia Ader Andersen, som vandt den novellekonkurrence, vi lancerede i første udgave af HeartCore! Om novellen: James kom til Cécilia, da hun arbejdede på sin roman. Han er en mindre karakter i romanen uden megen baggrund, så hun besluttede sig for at give ham en. Og imens hun gjorde det, vidste hun, at hans historie ville kunne hjælpe andre til også at finde fred.
Året var 1916, og krigen rasede i Europa, men på en lille ø ud for Canadas sydlige kyst, åndede alt ro og fred. Blot en lille håndfuld mænd havde meldt sig frivilligt til at sejle tværs over Atlantens lunefulde farvand for at slutte sig til krigen, og selvom de ikke havde hørt lyd fra dem siden, var der ingen, der bekymrede sig. Der var ingen, der bekymrede sig ret meget. Især ikke de, der ikke læste aviserne, hvilket var så godt som alle øens indbyggere.
Ved øens kyst stod et lille hus lidt afsides fra den nærmeste landsby, hvor Evelina og hendes toogtyve-årige søn, James, boede. Huset, der havde udsigt mod skovbrynet, virkede tilfældigt sammensat af metalskrot og træ i en konstruktion, der umiddelbart lod til at trodse tyngdeloven. Vinduerne hang løst i deres hængsler, og taget så ud til kun at være ét stormvejr fra at kollapse. Hoveddørens håndtag var rustent og ubevægeligt.
Evelina, der lige havde været inde i landsbyen for at købe gulerødder og løg til aftensmaden, vendte hjem med en stor pose fyldt med meget mere end dét. Hun trådte op på verandaen og forsvandt ind i huset med et tilfredst suk. Hvor grimt og nedslående huset end så ud fra facaden, var der både charmerende, hyggeligt og indbydende indenfor. Evelina tog sine sko af og trak i stedet et par uldne sokker på, inden hun gik over til køkkenet. Hun nippede til en bid tørt brød, før hun skar sig en skive af den citrontærte, hun havde bagt aftenen forinden. Hun skævede ud ad vinduet, og som hun så sin søn, satte hun en kedel på komfuret for at koge vand til opvasken.
James kom til syne bag træerne og trådte ud fra skovbrynet. Hans ansigtsudtryk var som altid det samme – forpint og bedrøvet. Hans læber var fortrukket i en stram grimasse, der fik det til at se ud som om, hans tanker var plagsomme, og en dyb fure havde anlagt sig mellem hans bryn. Han trak sine fødder med tunge skridt, hvilket gav indtrykket af, at han blev holdt nede af usynlige hænder. Dog holdt han stadig sit hoved højt og nægtede at bøje sig for nogen eller noget.
Her var en mand, der var vred på verden.
James var fejlagtigt blevet beskyldt for en forbrydelse, han ikke havde begået, og de to år han havde tilbragt i fængsel, havde været nogle af de værste i hans liv. Efter hans frifindelse og løsladelse, vendte James tilbage som en forandret mand, og selvom han nægtede at tale om det, var det tydeligt for enhver.
Alle plejede at se op til James, beundre hans ubevægelige venlighed, og noget nær konstante, positive tilgang til livet, men siden hans hjemkomst, havde han forskanset sig mod omverdenen, fastlåst i sit eget sind.
James kiggede op mod huset, hvorefter furen mellem hans bryn blev dybere, og han veg fra stien og gik i stedet den anden vej rundt. Han vidste, hans mor var hjemme, og han var ikke i humør til at tale med nogen.
Da han rundede hjørnet, stoppede han brat op, og hans hjerte begyndte at hamre voldsomt i hans brystkasse. Luften i hans lunger frøs. James’ blik fasttømrede sig på Ben, der sad på anneksets halvfærdige sydvendte væg, som han var blevet hyret til at bygge, og han holdt et glas vand i sin hånd. James undrede sig kortvarigt over, hvordan i alverden Ben kunne holde ud at sidde midt i solens skarpe stråler. Så snart Ben fik øje på James, der stod et godt stykke væk fra det lille halvopførte anneks, smilede han indbydende. Det var alt James havde brug for, for at træffe den endelige beslutning, han havde forsøgt at nå frem til i månedsvis.
Med tøvende skridt gik James over til Ben, alt imens han gengældte smilet med lige dele generthed og oprigtighed. På det seneste havde der kun været én person, der kunne få et smil til at springe frem på James’ læber. James tøvede et øjeblik før han lænede sig frem og kyssede Ben på munden. Det var et flygtigt møde mellem læber. Panikslagen trak James sit ansigt til sig og skyndte sig væk. Efter at have overvundet sin initiale forvirring, sprang Ben ned fra væggen, indhentede James, og prikkede ham på skulderen.
”Det er jeg virkelig ked af,” mumlede James undskyldende. ”Jeg ved ikke, hvorfor jeg gjorde det.”
Ben kiggede på James med et halvt smil og et venligt blik. ”Du har aldrig prøvet det her før, har du det?” spurgte han med en blid stemme, der havde til hensigt at berolige James’ frygt.
”Hvad? Kysset en anden mand?”
”Ja.”
James sukkede. ”Jeg har aldrig kysset nogen som helst,” indrømmede han efter et øjebliks tøven. I tvivl om, hvordan han skulle fortsætte, stod James afventende i et sekund, hvori Ben placerede begge sine hænder på hver side af James’ ansigt, og kyssede ham. For første gang i umindelige tider løftede en vægt sig fra James’ skuldre, og skyggerne, der havde beklædt hans sind, veg tilbage til de bagerste afkroge af hans hjerne.
Evelina, der var i færd med at tage opvasken, kiggede åndsfraværende ud af vinduet og så de to mænd finde hinanden. Da hendes hjerte begyndte at slå hurtigere med taknemmelighed, lukkede hun sine øjne. ”Tak,” hviskede hun, før hun trådte væk fra vinduet for at give James og Ben privatliv, med visheden om, at guderne havde hørt hende give tak. Kort efter mærkede hun en varm brise strejfe sin højre arm, og hun forstod det som gudernes måde at sige ”selv tak” på. Den næste brise strejfede hendes kind, og hviskede ”og tak fordi du er så tålmodig med ham.”
Udenfor, i den bagende sol, lod James Ben kysse ham dybt. En varme, der intet havde at gøre med varmen i luften omkring dem, spredte sig igennem James’ krop, fra top til tå, og han vidste, at hans forskansninger var ved at smelte bort – og han var ligeglad. Bens læber var bløde og nænsomme, og James følte sig sikker. Han følte sig set for allerførste gang.
Hvad James ikke vidste var, at dette var første gang Ben kyssede en anden mand uden at være tynget af en ubærlig frygt. I Europa, hvor Ben kom fra, var det ulovligt for to mænd at kysse hinanden, og Ben havde set mange af sine venner blive taget af politiet, blot fordi de elskede den forkerte person. Med visheden om, at det kun var et spørgsmål om tid før han selv ville blive arresteret, var Ben flygtet fra sit hjemland, og havde vurderet krigens udbrud til at være det perfekte påskud. Og som han efterlod alt, så Ben sig aldrig tilbage. Han var en dygtig arkitekt og bygmester, og han havde hurtigt fundet arbejde på øen. Evelina havde henvendt sig til ham for blot nogle få måneder siden, og han havde med glæde taget imod opgaven om at bygge et anneks til hendes søn. Ben var gradvist blevet mere og mere glad for at observere James på afstand; der var noget over James, der mindede ham om ham selv.
Da Ben endelig lod deres læber skille, trak han sit hoved tilbage lige akkurat nok til at kunne se ind i James’ mørkebrune øjne. Han kunne se James’ sjæl tydeligere end nogensinde før – en sjæl, der pludseligt brændte med livets fyrige flamme.
”Jeg havde ingen anelse om, at du havde det sådan her,” mumlede James imens han forsøgte at undvige Bens blik. Men solens stråler reflekteredes i Bens øjne, så de skinnede i smaragdgrønne og gyldne lysstreg, der var for betagende til at vige fra.
Ben tog James’ ansigt i sine hænder. ”Du tror ikke, at du fortjener at være lykkelig. Men du tager fejl.” Han var urokkelig, og hans øjne ligeså. Han lo sagte af James’ skeptiske blik, og tilsneg sig endnu et kys, denne gang kort, fuld af beroligelse. ”Lad mig vise dig hvad jeg havde i tankerne,” tilføjede han og skød et blik over sin skulder, over imod annekset. Med en kærlig berøring på James’ skulder, begyndte han at bevæge sig væk.
James fulgte efter ham med en fjedrende lethed i sine skridt. Han fulgte Ben hele vejen over til annekset, og trådte ind gennem et hul i væggen, der var tiltænkt den fremtidige hoveddør.
James var fuldkommen forbløffet over, hvor langt Ben var nået med byggeriet – hvad der for blot en måned siden havde lignet en rodebunke af træ, mursten og glas, lignede nu næsten et hus, selvom der endnu ikke var et tag og nogle af væggene kun gik James til skulderen.
Ben gik igennem huset og fortalte om sine tanker og idéer. Han foreslog at soveværelset skulle være østvendt således at morgensolen kunne skinne ind, og han talte om sin plan om at bygge en åben pejs i stuen, lægge mursten til essen, hvilket ville være nok til at opvarme hele huset om vinteren. I tilfældet af, at dette ikke kunne lade sig gøre, ville Ben også installere en lille brændeovn i soveværelset. Gennem hele rundvisningen synes Ben at skimte begyndelsen af tårer i James’ øjenkrog, og der opstod en pludselig sårbarhed i James, som Ben ikke havde bemærket før. Ved rundvisningens afslutning løftede Ben en bunke dyreskind, og hvad der mest af alt lignede et uoverskueligt virvar af reb og knuder, op i favnen.
”Kan du se de to kroge?” spurgte han så, og nikkede imod to metalkroge, der var fasttømret i de to søjler, der havde til hensigt at holde det fremtidige tag til verandaen. ”Du kan hænge denne her hængekøje op, og ligge dig i skindene og nyde eftermiddagssolen,” sagde Ben. ”Kan du lide det?”
James nikkede, overvældet, og bevægede sig ubevidst tættere på Ben. Men pludseligt at være Ben så nær gjorde James en smule svimmel, og han trådte derfor et par skridt baglæns. Ben bemærkede det, og smilede for sig selv.
En kortvarig stilhed opstod, før Ben tog James’ hånd og holdt den nænsomt. Han dykkede ind i James’ øjne og afventede et bekræftende signal. Da James afgav et næsten usynligt nik, bevægede Ben sig tættere, så tæt, at mellemrummet imellem dem var papirstyndt, og kyssede ham. Endnu engang løftede en vægt sig fra James’ skuldre, og han omfavnede Ben om hans talje og ønskede at forsvinde fuldkomment ind i kysset. De begyndte at kysse med en febrilsk desperation, imens løftet om begyndelsen på en vidunderlig og eventyrlig rejse hang i luften. James følte sig sikker, sikker i sin største sårbarhed, og han vidste, at dette øjeblik var skelsættende for, at han gik en lykkeligere fremtid i møde.
I flere uger brugte James næsten alle vågne timer sammen med Ben, og hjalp ham efter bedste evne med at færdiggøre annekset. Ben lærte ham, hvordan man lagde mursten i symmetriske mønstre, hvordan man polerede træ for at give det en skinnende glans, og Ben nød hvert et øjeblik, da han vidste at James nød det mindst lige så meget. Intim meddelagtighed svulmede imellem dem, og James’ humør forbedrede sig dag for dag. James brød endelig fri, og vendte tilbage til sit tidligere selv, den person han var, før han blev fængslet. Han prøvede at tilbageholde sin fjantede lykke så vidt muligt, når han ikke var i Bens selskab, men han vidste at folk omkring ham så småt var begyndt at bemærke forandringen i ham. Af samme årsag, da han ikke længere kunne holde på sin hemmelighed, nærmede han sig en eftermiddag sin mor, imens hun stod i køkkenet. Hendes hænder var klistrede efter at have fordelt ahornsirup ud i tre forskellige beholdere. ”Jeg er nødt til at fortælle dig noget,” annoncerede han med tilbageholdenhed.
Evelina vendte sig mod ham før hun skyllede sine hænder i vaskebaljen. Hun smilede da hun så sin søn. ”Nej du skal ej, min søde dreng. Jeg ved det allerede,” svarede hun. Hun tørrede sine hænder i et klæde, der hang hen over en stoleryg, og tog derefter James’ hænder i sine. James’ hænder var barkede, og hun vidste, det var fordi, han havde hjulpet Ben.
”Hvordan?” spurgte James. Hans mors intuition kunne stadig forbløffe ham. ”Jeg kan se det i dine øjne. Du er vendt tilbage til livet,” svarede Evelina med tårer i øjnene. ”Og han er en vidunderlig mand.”
Da James hørte dette, opløste de sidste barrikader af hans forsvar sig. En klump formede sig bagerst i hans hals og han stod fuldkommen paralyseret i et par sekunder, alt for lamslået til at gøre noget som helst andet. ”Jeg er så ked af det,” prøvede han at fremstamme, men hans stemme forekom ham sløret. ”Det har aldrig været min mening at forårsage dig smerte.”
”Du har aldrig forårsaget mig smerte, James. Dine lidelser var smertefulde at bevidne, ja, men du har intet at undskylde for,” sagde hun imens hun placerede to hænder på hver side af James’ ansigt, for at tvinge ham til at møde hendes blik. Det var alt for længe siden, at James sidst havde ladet sin mor røre sit ansigt. Evelina lod sine tommelfingre kærtegne hans kinder. ”Og når du er klar, så ville jeg elske, hvis jeg kunne få lov at invitere Ben til middag,” tilføjede hun, og James frigav den latter som hun havde savnet klangen af i så lang tid.
Citater til fremhævelse:
”Siden hans hjemkomst, havde han forskanset sig mod omverdenen, fastlåst i sig eget sind.”
”Han kunne se James’ sjæl tydeligere end nogensinde før – en sjæl, der pludseligt brændte med livets fyrige flamme.”
Om forfatteren
Cécilia Ader Andersen er en dansk-fransk forfatter, der på nuværende tidspunkt er bosat i Århus.
Hun er 29 år gammel, gift med sin kone Jasmin, med universitetsgrader i både psykologi og engelsk litteratur. I løbet af en svær barndom hjalp læsning hende gennem mørket, og med en dybdegående taknemmelighed rettet mod de utallige forfattere, der formede hendes barndomsår, besluttede Cécilia, at den bedste måde, hun kunne give det videre på, var ved selv at blive forfatter. Cécilia har skrevet noveller i det seneste årti, har fået et digt udgivet i New York og arbejder på nuværende tidspunkt på en roman. I 2013 blev hun diagnosticeret med bipolar lidelse, hvilket drev hendes skriverier i en retning, hvor menneskets psyke er i fokus, med et ønske om for så vidt muligt at udpensle finesserne i menneskets adfærd og relationer. Hendes primære fokus har altid været rettet mod LGBTI+ miljøet, med henblik på at give en stemme til dem, der ikke tror, at de har nogen betydning.
