Af Nicola Pettinger
Foto: Marvin Meyer / Unsplash
Når vi nu lægger dette års Pride-sæson bag us, giver denne udgave af HeartCore os rig mulighed for at undersøge, hvordan teknologi hjælper – og hindrer – vores miljø.
Der findes ingen bedre måde at kickstarte denne samtale på, end ved at have en samtale med Natalie Thompson, som var en central del af det inderste team, der organiserede Global Pride under Corona-pandemien i 2020. Ifølge deres officielle hjemmeside formåede Global Pride, den 27-timers lange virtuelle Pride, der fandt sted d. 27. juni at nå ud til 57.050.978 seere i mindst 163 lande. Natalie er en dybt inspirerende person, og hendes indblik giver genlyd for os her i København.
Lad os starte med lidt baggrundsviden: Natalie er næstforperson for Global Outreach and Partnership ved InterPride, og efter at have set konsekvenserne af Corona-lockdowns verdenen over, blev hun en del af en gruppe af Pride-organisationer, som i stigende grad blev bevidste om, at det ikke ville være sikkert mødes i virkeligheden. Dette viste sig at være en unik mulighed, hvori ideen om en virtuel Pride blev til virkelighed. Teknologi er selvfølgelig en uløselig del af virtuel kommunikation – hvilket med tiden resulterede i et vidtspændende globalt arrangement, som i løbet af 27 timer dækkede alle globale tidszoner, og tillod vores verdensomspændende LGBTI+ miljø at fejre Pride fra vores egne sikre steder.
Da jeg talte med Natalie, hørte jeg hvordan teknologi ikke blot hjalp med at organisere sådan et arrangement, men også hvordan den sørgede for tilgængeligheden på mange måder.
Sammen hver for sig
Teknologi faciliterede virtuelle muligheder for at mødes, og det hjalp de frivillige med at kunne tale sammen og koordinere flere gange om ugen, på trods af, at de boede forskellige steder i verdenen, på tværs af forskellige tidszoner. Der var en følelse af samhørighed mellem de folk, der var delt af landegrænser – på samme måde kunne virtuelle medier hjælpe med at formidle, at Global Pride fandt sted.
De digitale rum gav arrangørerne mulighed for at koordinere alt på under tre måneder, ved at skabe – som Natalie smukt beskriver det – ”en Pride hvor alle kan deltage. Vi kunne omfavne det globale miljø gennem forskellige digitale behov, i en tid der ellers var isolerende.”
Ved at få Pride ind i den digitale sfære, kunne teamet streame over flere platforme (heriblandt YouTube, Facebook, Twitch, og Revry), for at øge tilgængeligheden jorden rundt. Natalie tilføjer, at det var et øjeblik hvor ”hele verdenen kunne opleve vores miljø i al sin stolthed” – om du end var i isolation eller i sikre sociale bobler, alt afhængigt af den tids lokale retningslinjer.
Arrangementet var optaget på forhånd og derefter streamet, så folk kunne deltage på den mest trygge og tilgængelige måde for dem, med den ekstra sikkerhed i, at det hele var lavet på forhånd. Igen påpeger Natalie, hvilken hjælp teknologi har været for miljøet. Ved en fysisk Pride er der meget lidt kontrol med, hvem der deltager, hvilket kan være udfordrende, når man ønsker at bibeholde positive omgivelser. Med en online-stream og livechat kan teams lettere kontrollere reaktioner end i den ”virkelige” verden og derved skabe et forstående og positivt rum. ”Jeg ville virkelig ønske, at vi havde et udskrift af chatten!”, siger Natalie med et smil og taler videre om, hvordan teknologi har hjulpet med at øge tilgængelighed, blandt andet med internationale tegnsprogstolke, hvilket ikke altid er muligt ved analoge arrangementer.
Adgang og aktivisme
Vi taler i dybden om, hvordan teknologi har samlet LGBTI+ verdenen i denne tid: ”En tid hvor alle disse platforme allerede fandtes, og hvor det var teknologien, der gav os muligheden for at være en del af det miljø, som vi kunne engagere os i, når vi ville.” Der er ingen tvivl om, at en internetforbindelse er både en nødvendighed og et privilegie, men når den er der, kan vi samles. Natalie fortsætter: ”Vi har altid været et globalt miljø, og muligheden for at få adgang til dette gennem teknologi, viser os, at vi er sammen. Vi er ikke alene… Vi har brug for at støtte hinanden og bevæge os samlet i samme retning.”
Det digitale rum gjorde det muligt at både stable dette kæmpe arrangement på benene, men også det deraf følgende støttende fællesskab. Hun deler en tanke med os: ”Lad os ikke glemme hvor vigtig teknologien er. Der er et helt netværk af villige mennesker, og vi har brug for at sætte tilgængelighed i fokus. Vi skal give alle mulighed for at deltage, heriblandt dem som vi ikke ved er derude, og som leder efter det her fællesskab.”
Og det er denne tanke – om at bruge teknologi til at slå broer over kløfter i miljøet – der flytter mit fokus fra det globale perspektiv og tilbage til Danmark.
Jeg husker tydeligt kommentaren fra den københavnske forfatter, Chantal Al Arab, i en tidligere Heartcore-artikel, om at bevare historien med historier: ”Vi er ikke her i dag, fordi majoriteten havde lyst til at give os rettigheder – og det betyder, at vi ikke kan tage det for givet, at vi vil have flere rettigheder i morgen.” (HeartCore #7 BÆREDYGTIGHED, februar 2022). Digitale platforme såsom change.org, og organisationer som Amnesty Tech, kan dele minoriteternes stemme med majoriteten og derved skabe opmærksomhed og facilitere diskussioner, der ellers ikke ville finde sted.
Der er andre måder vores stemmer kan blive hørt nu. Jill Gutowitzs bog ’Girls Can Kiss Now’ udforsker lesbisk repræsentation i mainstream-medier i nyere tid. Indflydelsesrige sociale medie-brugere på platforme som Facebook og Twitter kan bruge satire for at få deres følgere til at reflektere over dem selv. Kommentarer kan fremildne tusindvis af reaktioner. Her i Danmark er der forskellige online miljøer- og chatgrupper, hvor man kan dele information, og en række netværker, der er tilgængelige pga. teknologi og medieplatforme, som vores lokale LGBTI+ personer kan blive en del af.
Vigtigheden af de digitale rum
Jeg talte om vigtigheden af teknologi for Københavns transkønnede fællesskab med Ninna Kørhsen, Danske Rainbow Network bestyrelsesmedlem ved Danske Bank. Vores samtale var meget lig Natalies observation om, at det er nemmere at holde øje med et online fællesskab. Ninna gør opmærksom på, at der også er en negativ side til teknologiens globale natur: Mobning, chikane, og diskrimination var før begrænset til lokalområdet, hvorimod det nu kan foregå globalt og konstant. Folk er mere effektive og tydelige i deres diskrimination online, har adgang til en større mængde data og kan true med at lække informationer om adresser, arbejdspladser, eller familiemedlemmer, som en form for afpresning.
På trods af disse farer siger Ninna at ”i København er det digitale rum lige præcis hvordan vi organiserer os. Det første skridt kan være ret kritisk, og det er muligvis sværere, end i fysiske rum, da vi har brug for at bekræfte om det nye digitale medlem virkelig er nogen, som skal være en del af det her online fællesskab, eller om de forsøger at ødelægge vores frirum. Og som en minoritet inden for LGBTI+ miljøet, kan det være virkelig svært.” Der er dog en god side ved det: ”Nogle transpersoner har aldrig mødt en anden transperson i det virkelige liv, og disse digitale rum giver folk mulighed for at mødes, på trods af afstand.”
Teknologi i form af online fællesskaber og chatrum er ufatteligt vigtige for miljøet her i København – og resten af verdenen – i og med at viden kan deles hurtigt og let. Ninna henleder min opmærksomhed på, at ” vi kan hjælpe hinanden meget med at få lægehjælp og dele vores erfaringer, hvilket er information, der er svært at finde offline.”
En global landsby
Jeg tænkte på, hvorvidt vigtigheden af teknologi havde ændret sig indenfor miljøet, og Ninna delte sin oplevelse om at ”hvis der bliver for stor en kløft mellem dem, som bruger særlige grupper og teknologiske midler, og dem som ikke bruger dem, så kan vi miste vores historie. Selv Facebookbrug er ved at dale på grund af begrænsninger for, hvad man kan dele – og dette skaber behov for flere private rum, hvor folk kan bruge pseudonymer for deres egen sikkerheds skyld, hvilket så gør disse rum sværere at få adgang til.” Hun fortsætter, ”der er også så meget misinformation online. Du kan søge på noget som Er jeg trans? på Google, og få mange resultater – men nogle af dem kan være farlige på grund af misinformation.”
Da vores indsigtsfulde samtale var ved at nå sin ende, spurgte jeg Ninna, om hun havde nogle sidste tanker at dele med os. ”Teknologi har nogle virkelig vigtige ressourcer for transpersoner. Chikane fandtes før, og nu er det der på trods af afstand… men vi kan også mødes på trods af afstand. Teknologi skaber omtale, og kan sætte ord på noget som ellers kunne være ukendt – vi gør fremskridt.”
Det er med den tanke, at jeg vender tilbage til listen af dem, som har hjulpet med at bane vejen for teknologiske fremskridt. Dem, som har kæmpet for fundamentale rettigheder, dem, som forestillede sig, organiserede, og var en del af Global Pride, dem, som fører kampagne og arbejder globalt via kendte digitale platforme, dem, som er en del af lokale fællesskaber, eller vil være en del af de fællesskaber. På trods af de ubestridelige ulemper, så er digitale rum en vigtig del af vores fremtid, der på den ene eller anden måde vil hjælpe med at gøre verdenen til en global landsby.
