- Af Louise Østergaard Sørensen (hun/hende)
Triggeradvarsel: Denne artikel omtaler selvmord og diskrimination.
Jeg sad på min lokale bodega med en ven. Det var bare en helt almindelig lørdag – ikke så mange dikkedarer – og vi delte en spand Grøn Tuborg for en hundredlap. Som det så ofte sker, når man har ført samtale i en rum tid, kan der opstå et behov for adspredelse, så der blev spillet op til en omgang Meyer. Vi spurgte bartenderen om terninger, og de gav os to bægre, to måtter, og hvad vi ellers kunne have behov for. Da vi satte os ned, gik min ven ud for at lette ben. Og så opdagede jeg, at vi aldrig fik terningerne med. Det er saftsuseme svært at spille Meyer uden terninger. Jeg håber, de henter dem på vej tilbage fra lokummet, tænkte jeg. Aftenen fortsatte, vi sludrede, vi grinede, vi spillede – og vi drak.
Natten gik på hæld, og vi opgav aftenens udskejelser. Men ikke før vi havde slået et smut forbi tankstationen efter cigaretter. Og til sidst gik vi hjem. Hver til sit, skal det siges. Jeg nåede hele vejen hen til min hoveddør, før jeg opdagede, at jeg var kommet til at lægge deres cigaretter i min lomme.
Pokkers. Dem kommer de til at savne senere.
Det lyder til at have været en let aften i selskab med en ven, synes du ikke? Det synes jeg.
Ved du, hvad der også var let? At genfortælle min helt almindelige, kedelige lørdag uden brug af kønnede personlige pronominer. Forstod du det alligevel? Ja, det tror jeg vist nok. For det er nemlig ikke – på trods af, hvad mange påstår – unormal dansk sprogbrug. Vi gør det faktisk hele tiden.
Udover ikke at være unormalt, så er det faktisk heller ikke ugrammatisk – *GISP*!
Faldt du ned fra lænestolen? Bare rolig. Vi har ikke travlt. Jeg venter gerne, til du har sat dig tilbage og til rette.
Det argument, jeg hører oftest, og som gerne bliver råbt ad deres lungers fulde kraft, er, at det er ugrammatisk at bruge et flertalspronomen i entalsform.
Endnu mere interessant er det, at dette gerne kommer fra den danske brunkålsspisende Matador-generation, der jo er meget bevidst om, at man absolut ikke kan være dus med fru Fernando Møhge. Det ville jo være umanerligt respektløst, ikke sandt? Næh, man er skam Des med den vrede, gamle tante. ”Havde De en god aften, fru Møhge?”, ”Er det Deres datter, fru Møghe?”, ”Det må glæde Dem at have så tålmodigt et barn, fru Møhge.”
Ahhh. God gammeldags RESPEKT. Vi tiltaler vores medmennesker med den rette tiltaleform, fordi vi respekterer dem. Det er vigtigt! Lige præcis, som når vi siger “de” og “dem” til en person, der – hold nu fast – bruger de/dem pronominer.
Skal du lige have et øjeblik til at sluge din Werther’s Original? Jeg venter gerne. Vi har, som sagt, slet ikke travlt.
Hvorfor er det et horn i siden på så mange danskere at gøre noget, vi har gjort i årevis helt problemfrit? Lægger problemet måske snarere i, at man ikke har lyst? At det er skræmmende og forvirrende, når der er noget, man ikke forstår, og så er det lettere at afvise end at respektere? Og lettere at skyde skylden på sproget og grammatikken?
Som bekendt udvikler sproget sig jo ALDRIG. Vi taler nøjagtigt i dag, som vi gjorde for 20 år siden. Og for 50 år siden og … for 100 år siden? 1000 år? Kan du regne ud, hvor jeg vil hen med det? Og nu, hvor jeg er i gang, så kan jeg jo også lige minde om, at ordbogen er et opslagsværk – ikke et regelsæt. Dansk Sprognævn nedfælder udviklingen i det danske sprog – de dikterer den ikke. Hvis det omvendte var tilfældet, ville du ikke kunne kalde nogen for en ”bøv” (2007), du ville ikke have et ”bandepoliti” (2008), du kan ikke længere være ”hyggeracistisk” (2020), og hvordan i alverden skal du brokke dig over den nye, blødsødne generation uden ”curlingforældre og -børn” (2000)?
Tænk lige over, hvad det i virkeligheden er, du står til at miste, ikke?
Hvis du synes, jeg er lidt for hård, og hvis du synes, det er lidt ensporet at antage, at det kun er de ældre generationer, der er respektløse over for folk, der ikke bruger kønsbestemte pronominer, så har du helt ret. I behøver heldigvis slet ikke skrive klagebreve ift. det førstnævnte (især ikke hvis de bliver sendt med PostNord – herre jemini, har I set, hvad et frimærke koster i disse dage?) – jeg undskylder på forhånd.
Af hjertet undskyld.
Men for at give et sundt perspektiv på min gemene ondskab, så vil jeg gerne runde af med nogle meget virkelige statistikker fra det ganske, danske land:
- Hver fjerde transperson har forsøgt selvmord.
- 56 % af alle transpersoner er udsat for diskrimination på baggrund af deres kønsidentitet.
- 2.000-3.000 personer i alderen 16-74 år bliver hvert år udsat for vold, der er motiveret af had mod deres seksuelle orientering eller kønsidentitet.
Jeg kunne godt blive ved, men jeg har ikke lyst.
Nu kender jeg jo ikke din motivation til at være sproglig purist. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg også ligeglad. Sproget er i konstant forandring (det er sådan, sprog fungerer), og vi forandrer os med det. Vi kan jo også tale om “biler”, “computere” og “fjernsyn” i dag, fordi verden omkring os udviklede sig, og vi havde brug for ord til at beskrive den. Hvilket jo er vidunderligt, hvis du tænker over det.
Det er hverken sprogets opgave eller sprogets skyld, hvis du ikke ønsker at udvise respekt overfor dine medmennesker. For det er i bund og grund dét, det kan koges ned til. I 1958, da frk. Jensen giftede sig med hr. Andersen, så blev hun til fru Andersen. Det kunne du godt finde ud af dengang, ikke? Jeg lover, det er mindst lige så let at bruge de/dem pronominer – især fordi du allerede er bekendt med konceptet.
Så lad være med at være et “røvhul” (1939), og bliv dus med dem, hvis det er de pronominer, dine medmennesker bruger. Det koster ikke dig noget, men det kan koste dem alt.
