Volunqueers: Pridefamilien

Mariya Alfa Staugaard

 De frivillige under Copenhagen Pride Week kaldes volunqueers. Det eneste krav for at blive frivillig er, at man skal respektere vores værdisæt og det fællesskab, som opstår blandt både LGBTI+ personer og allierede.

Copenhagen Pride Week ville ikke være, hvad den er, hvis ikke det var for den sædvanligvis store skare af frivillige, der vælger at bruge deres tid og energi både op til og under arrangementet. Om det er ved at skænke øl, sælge regnbueflag, sørge for sikkerheden eller noget helt andet, er hver eneste volunqueer en vigtig del af den helhed, som Copenhagen Pride udgør. For mange af de frivillige spiller fællesskabet en vigtig rolle for, at det er en god oplevelse at lave frivilligt arbejde for Copenhagen Pride.

Til Copenhagen Pride Week 2020 var der behov for markant færre frivillige grundet de anderledes rammer, men de, som mødte op, kunne stadig melde tilbage om en følelse af sammenhold. Vi snakkede med et par af dem en regnvåd eftermiddag om, hvad det betyder for dem at være en volunqueer.

Carsten (han/ham) – Vært i Menneskerettighedsprogrammet

Jeg er vært i Menneskerettighedsprogrammet og har været det de sidste tre år. Min rolle består i at sørge for at der bliver sat op til de events, der skal afholdes, og at dem, der skal være med, bliver taget godt i mod.

For mig betyder det at være frivillig, at jeg har fundet meningen med Copenhagen Pride. Selve menneskerettighedspaletten betyder for mig, at man kan komme ud til nogle grupper med nogle emner, som man ikke kan i hverdagen – også selvom det ikke er noget, man selv har indblik i. Alle danskere burde tvinges til at se mindst to debatter – de må selv vælge!

Der er et kæmpe fællesskab omkring dét at være frivillig. I år er det særligt, for der er hele Pride-familien samlet på Rådhuspladsen, og det gør en verden til forskel. Det fedeste ved at være frivillig er fællesskabet og så det at gøre bare en lillebitte forskel.

Kamille (hun/hende) – Pride Store

Jeg har været frivillig for Copenhagen Pride de sidste tre år. I år har jeg stået i Pride Store og solgt merchandise. Det er gået rigtig godt, og vi får solgt meget.

Jeg synes, det er vigtigt at hjælpe til. Det er en vigtig sag, og fordi jeg selv er biseksuel, synes jeg, at det er vigtigt at støtte op og være en del af det community, som jeg ikke er så meget en del af til hverdag. Det er et fedt fællesskab, og der er mange dejlige mennesker, som man lærer at kende. Vi er ikke bare frivillige – vi er sammen om et mål.

Det fedeste ved at være frivillig er at se støtten fra andre mennesker. Både folk, som ikke selv er en del af miljøet, men også LGBTI+ personer, som man ser stå og vinke med deres flag, når vi normalt holder parade.

Det er fantastisk at se folk komme ind og være nysgerrige, også fra generationer, som man ikke altid ser så meget til. Vi havde en kvinde i dag, som kom ind og ville lære mere om panseksualitet. Det er fedt at se folk, som ikke kender så meget til området, komme ind og ville lære om det.

Nuka (han/ham) – Safety

I år er det tredje gang, at jeg kommer og hjælper med til Copenhagen Pride. Lige nu står vi og tæller det antal personer, der kommer og går fra pladsen. Det er for at sørge for, at der ikke er flere derinde, end der må være, af hensyn til sikkerheden; den skal jo være i orden. Der må være max 450 gæster og 50 personer som personale.

Jeg er glad for at være frivillig for Copenhagen Pride. Det er en lille organisation, men med mange besøgende. Det er en god oplevelse, når folk smiler venligt til én, og når de har en god oplevelse på pladsen. Jeg møder både nye og gamle mennesker og får guidet folk den rigtige vej.

Karlsson (han/ham) – Runner

Det er anden gang, jeg er frivillig for Copenhagen Pride. Jeg er runner på pladsen. Jeg tømmer skraldespande og henter vand og mad. Jeg render også rundt og ser, hvor der skal laves noget på pladsen.

Fællesskabet betyder meget for mig, det er godt. Det er sjovt, når man kan drille hinanden. Og opgaverne – man får lov til at give sig i kast med ting, man aldrig har prøvet før.

Det er rart at møde nye venner, som man kan stole på og betro sig til. Og det er fedt at møde nye mennesker – uanset hvem de er.

Lars (han/ham) – Bartender

Min rolle i Copenhagen Pride er som bartender. Jeg har altid godt kunne lide at give en god service og se folk smile. Når vi har den almindelige Pride, plejer jeg at være bar-supervisor. Samlet set har jeg arbejdet for Priden i snart 14 år nu, og jeg har været så glad for det – fællesskabet er fantastisk.

For mig betyder det alt at være frivillig for Copenhagen Pride. Jeg havde et år, hvor jeg overvejede bare at være tilskuer, men jeg endte alligevel med at være frivillig. Jeg kunne ikke holde ud ikke at være her, jeg føler mig som en del af Priden!

Det er et fællesskab, hvor vi kan støtte hinanden. Vi kan alle sammen snakke om vores oplevelser, både som homoseksuelle, men vi har også haft mange forældre til LGBTI+ personer med og hørt deres historier.

På mit første år stod jeg sammen med en mor og hendes søn, og de er stadig en del af Copenhagen Pride. Det er fantastisk varmt at mærke forældre, der støtter så meget op om miljøet. Vi er kommet langt, og det skal vi være stolte af.

Annemette (hun/hende) – Frivilligansvarlig

Jeg er fagansvarlig for de frivillige i Copenhagen Pride. Vi er rigtig heldige, i og med at mange af vores

frivillige er gengangere og glæder sig til at komme igen. Selvom vi ikke snakker sammen året rundt, så

kører jargonen igen med det samme, når vi møder ind på pladsen. Der er et rigtig godt sammenhold, vi

hjælper og støtter op om hinanden der, hvor vi kan.

I år har vi været langt færre, end vi plejer. Der har også været mange kernefrivillige, som ikke har været her

i år. Der er til gengæld også kommet en masse nye, hvilket er enormt dejligt. Så det har været anderledes,

men også enormt fedt.

Mange af vores frivillige er en del af LGBTI+ miljøet til daglig, så allerede der har de et tilhørsforhold. Jeg

håber også, at de føler sig godt behandlet og værdsat, for det gør vi meget ud af. Og så er det bare fedt, at

der er så mange vidt forskellige mennesker, som forstår at mødes og lære hinanden at kende og skabe

nogle rigtig skøre venskaber på kryds og tværs.

Jeg synes, det er vigtigt, at vi finder plads til alle de frivillige. Vi er en mangfoldighedsfestival, og vi skal finde

plads til folk, også dem, der har svært ved at finde deres plads andre steder.

 

Går du med tanken om at blive frivillig? Til World Pride næste år vil der være rig mulighed for at blive en del

af Pride-fællesskabet. Skriv til [email protected] for at høre mere.

 

 
 
Modtag de seneste nyheder

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få organisatoriske nyheder fra Copenhagen Pride en gang om måneden